Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Hvis kræften lige er brudt igennem kapslen omkring prostata
Udvendig strålebehandling kan bruges til behandling af kræft, der er begrænset til prostata, eller som lige har gennembrudt kapslen.
Prostatakræft, der har spredt sig til andre dele af kroppen, kan ikke fjernes, men kan kontrolleres ved at nedsætte mængden af det mandlige kønshormon testosteron i kroppen (anti-hormonbehandling). Testosteronmængden i kroppen kan sænkes på flere forskellige måder.
For mange mænd kan anti-hormonbehandling kontrollere prostatakræften i nogle år. Når kræften igen begynder at udvikle sig, kan man få behandling med kemoterapi eller binyrebarkhormon, der kan kontrollere eller mindske kræften i en periode.
Prostatakræft spreder sig oftest til nærliggende lymfeknuder eller til knoglerne
Spredning sker oftest til den nedre del af rygsøjlen, bækkenet og ribbenene.
Kræft i prostata spreder sig i sjældnere tilfælde til flere lymfeknuder, lunger, lever, hjerne og huden.
Hos mænd med prostatakræft, der har spredt sig (kaldes også fremskreden eller udbredt prostatakræft), ses de bedste resultater med anti-hormonbehandling. Denne behandling er ikke helbredende, men den kan bremse sygdommens udvikling.
Observation ved udbredt sygdom
Hvis kræften har spredt sig, vil man blive tilbudt at komme fast til kontrol. Hvor hyppigt afhænger af ens symptomer, og hvordan sygdommen udvikler sig.
Ved kontrolbesøgene kan man drøfte spørgsmål, bekymringer og problemer med lægen og få justeret sin medicin, hvis der er behov for det. Hvis der har været tale om en ny type behandling (forsøgsbehandling), er det vigtigt for lægen at notere sig, om alt er forløbet som planlagt, eller om behandlingen kræver ændringer.
Lægen vil vurdere, om der er tegn på yderligere spredning af sygdommen ved at spørge til eventuelle symptomer og udføre forskellige undersøgelser afhængigt af symptomerne.
Behandling eller ej?
Nogle mænd med prostatakræft mærker ingen symptomer på kræftsygdommen og mener, at bivirkningerne af behandlingen er uacceptable (specielt impotens/ophørt lyst til sex).
Sammen med lægen kan man afveje bivirkninger og livskvalitet på den ene side og behandlingens effekt på den anden.
Der findes forskellige muligheder for behandling:
- Observation ved udbredt sygdom
- Anti-hormonbehandling: kirurgisk eller medicinsk kastration, anti-androgen medicin eller behandling med kvindeligt kønshormon østrogen
- Kemoterapi (doceetaxel), når anti-hormonbehandling ikke har effekt
- 2. linje kemoterapi (cabazitaxel), når docetaxel ikke længere har virkning
- Abirateron med totalt stop af dannelsen af mandligt kønshormon ved forværring trods kemoterapi
- Binyrebarkhormon
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Professor, overlæge, dr.med. Michael Borre. Dansk Prostatacancer Udvalg (DAPROCA), Uro-Onkologisk Forum, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)
Sidst ændret: 16-04-2012