Kontrollen foregår oftest ambulant, hvilket vil sige, at man ikke skal indlægges.
Kontrol efter operation for kræft i skjoldbruskkirtlen foregår ikke nødvendigvis ens på forskellige hospitaler i Danmark.
I starten går man til regelmæssig kontrol med få måneders mellemrum og siden med længere intervaller.
Hvad sker der ved kontrolbesøg?
Ved kontrolbesøgene taler man med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Undersøgelser
Lægen vil ofte foretage en almen undersøgelse, og føler efter eventuelle knuder på halsen. Ved mistanke om tilbagefald, vil lægen foretage forskellige undersøgelser.
Blodprøver og mængden af thyreoglobulin
Man får taget blodprøver for at kontrollere mængden af skjoldbruskkirtelhormon og kalk i blodet. Hvis hele skjoldbruskkirtlen er blevet fjernet, måler man mængden af hormonet thyreoglobulin i blodet. Thyreoglobulin er oftest tegn på, at kroppen har dannet nye kræftceller.
Scanning af kroppen
Hvis tidligere prøver har vist, at kræftknuden optog radioaktivt jod, får man scannet kroppen, hvis der er mistanke om, at kræften er vendt tilbage. Man får sprøjtet en smule radioaktivt jod ind i blodet og derefter bliver man scannet. På scanningsbillederne kan lægen se, om der findes skjoldbruskkirtelceller eller kræftvæv, der optager jod. Ved tilbagefald bliver man som regel tilbudt ny behandling.
Det kan også være nødvendigt at få lavet en PET/CT-scanning eller MR scanning, hvis der er mistanke om, at kræften har spredt sig.
 |
| Se film om, hvordan en PET/CT-scanning foregår. 7:27 min. |
Læs mere om PET/CT scanning
Læs mere om MR-scanning
Ultralydsscanning
Er der mistanke om en ny knude på halsen, kan man blive undersøgt med ultralydsscanning og eventuelt få taget en celleprøve (biopsi).
Gå til lægen , hvis du får symptomer på tilbagefald:
Det er vigtigt at kontakte lægen - også mellem kontrollerne - hvis du oplever symptomer som:
|
- En ny knude på halsen
- Hoste
- Åndenød
- Smerter i knoglerne
- Vægttab uden grund
|
Spørgsmål til lægen
Kontrolbesøgene er en god anledning til, at man tager sine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god ide at skrive sine spørgsmål ned i forvejen, og man kan også tage en pårørende med til samtalen.
En kvinde fortæller:
Man synes, at når man er i behandling, så sker der noget. Der kæmpes for, at kræften skal forsvinde. Men så er det, den svære tid kommer: Ventetid på kontrol. Jeg tror altid det vil være svært.
Jeg skal selv til kontrol nu – og så kommer perioden for mig, hvor jeg føler, at jeg har alle mulige symptomer.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at man gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring. Det kan også være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen.
Behandling af bivirkninger eller gener
Lægen kan søge at behandle og lindre eventuelle bivirkninger eller opståede gener. Man kan også få justeret sin medicin, hvis der er behov for det.
Hvis man har problemer efter afsluttet behandling, kan man få gode råd om f. eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, samt blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Hvis man har behov for en logopæd
Hvis der er sket skade på nerven til stemmelæberne ved en operation kan man have gavn af en henvisning til en logopæd til stemmetræning. Hvis man har problemer efter at have fået fjernet skjoldbruskkirtlen, kan man få gode råd om de problemer, man har samt blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Gode råd om at gå til kontrol
-
Inden du afslutter behandlingen, så tal med lægen om, hvor tit du skal komme til kontrol og hvilke undersøgelser, du skal igennem ved kontrolbesøgene.
-
Spørg om der er særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår.
-
Skriv ned, hvordan du har haft det siden sidste kontrol og giv denne viden videre til lægen.
-
Tag en pårørende eller en ven med til kontrolbesøgene - det er en god støtte for mange.
Læs mere:
At gå til kontrol
Læs om at gå til kontrol og få gode råd om genoptræning, motion, kost, seksualitet og senfølger efter kræft.
Arbejde og pension
Læs om sygedagpenge og pension samt om mulighederne for at vende tilbage til arbejdsmarkedet på forskellige vilkår.
Tilbage
Til top