Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Årsager til spiserørskræft |
|
De vigtigste årsager til kræft i spiserøret er rygning, alkohol og fejlernæring (over- og undervægt).
Kræft i spiserøret er den 8. hyppigste form for kræft og forekommer mere end dobbelt så hyppigt hos mænd som hos kvinder. Der er en del forskel på forekomsten i forskellige lande i verden. Spiserørskræft er hyppigere i Kina, Japan, Centralasien og Iran, samt Syd- og Østafrika og Sydamerika sammenlignet med resten af verden.
Er kræft i spiserøret arvelig?
Der er mistanke om, at kræft i spiserøret kan være arvelig, men det er ikke endeligt bevist. Risikoen for at udvikle sygdommen er meget lille, selvom der er konstateret kræft i spiserøret i familien.
Rygning og alkohol
Rygere har større risiko for at udvikle kræft i spiserøret end ikke-rygere. Jo mere man ryger, jo større er risikoen. Et stort forbrug af alkohol øger også risikoen. Hvis man både ryger og har et stort alkoholforbrug øges risikoen særlig meget.
Alkohol som årsag til kræft
Rygning som årsag til kræft
Ernæringsmæssige problemer ser ud til at medvirke til den geografisk varierende forekomst af spiserørskræft, Det gælder både såkaldte pladeepithecellecarcinomer og adenocarcinomer - to forskellige former for spiserørskræft.
Svær overvægt øger risikoen
Svært overvægtige personer har en øget risiko for at få kræft i spiserøret. Det drejer sig om en særlig type af spiserørskræft (adenocarcinomer), og sidder hyppigst i den nederste del af spiserøret. Svært overvægtige har op til 2-8 gange så stor risiko for at udvikle adenocarcinomer sammenlignet med personer med normal BMI.
Beregning af BMI og svær overvægt
Svær overvægt (fedme) defineres som Body Mass Index (BMI) over 30 og overvægt som BMI mellem 25 og 29. BMI beregnes ved at dividere et menneskes vægt i kg med dets højde i meter x højde i meter (dvs. anden potens).
Undervægt og øget risiko
Også meget lav BMI / dårlig ernæringstilstand øger risikoen for spiserørskræft. Personer, der har høj risiko for udvikling af pladeepithelcellecarcinomer er typisk både dårligt ernærede og underernærede, og risikoen stiger med faldende BMI.
Barrett’s esophagus
Barrett’s esophagus er en tilstand, hvor tilbageløb af mavesyre fra mavesækken fører til celleforandringer i slimhinden i den nedre del af spiserøret. Tilstanden er i nogle tilfælde forbundet med en øget risiko for at udvikle kræft i spiserøret. I de tilfælde hvor lægen vurderer, at der er risiko for at udvikle kræft, vil man afhængigt af sygdommens udvikling blive kontrolleret med kikkertundersøgelse hver 3., 6., 12. måned eller 24. måned.
Spiserørsakalasi
Spiserørsakalasi er en sjælden lidelse, hvor synkeprocessen og lukkemusklen mellem spiserør og mavesækken ikke fungerer normalt, så føden ophobes i spiserøret. Det kan i meget sjældne tilfælde føre til, at man udvikler kræft i spiserøret.
Ætsninger
Hvis man ved et uheld kommer til at drikke et rengøringsmiddel, der indeholder en kaustisk forbindelse f.eks. lud, har det vist at øge risikoen for at udvikle kræft i spiserøret. Kaustiske forbindelser medfører dybtgående ætsninger.
Skoldhed mad og drikke øger muligvis risikoen
Indtagelse af meget varm mad og drikke lader også til at øge risikoen for kræft i spiserøret. Det er mest et problem i f.eks. Asien og andre steder med tradition for at indtage maden usædvanlig varm.
Frugt og grønt kan muligvis beskytte
En høj indtagelse af frugt og grønt i kosten kan muligvis nedsætte risikoen for kræft i spiserøret.
Til top
Faktorer der øger risikoen for spiserørskræft
- Tobak
- Alkohol
- Overvægt og undervægt (dårlig ernæring)
- Dybtgående ætsninger af spiserøret
Personer med disse tilstande har øget risiko
- Spiserørsakalasi (ophobning af mad i spiserøret)
- Barrett’s esophagus (tilbageløb af mavesyre i spiserøret)
Faktorer der muligvis øger risikoen
Faktorer der muligvis beskytter
- En høj indtagelse af frugt og grønt i kosten kan muligvis beskytte
Til top
Tilbage
Tekst: Shanta Maria Thacker og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Den danske Esophagus-, Cardia- og Ventrikel Cancer gruppe (DECV), Danske Multidisciplinære Cancer grupper (DMCG). Overlæge, dr.med. Lone S. Jensen, overlæge Ph.D. Marianne Nordsmark.
Sidst ændret: 20-12-2010
Nøgleord på siden: