Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Symptomer på tyktarmskræft |
|
De mest almindelige symptomer på tyktarmskræft er mavepine, diarré, forstoppelse, afføringsforstyrrelser og eventuelt blod i afføringen. Men der kan også være andre symptomer.
Symptomerne på tyktarmskræft afhænger af, hvor knuden sidder.
Hvis kræftknuden sidder i den øverste del af tyktarmen i højre side, vil du ofte opleve ondt i maven, træthed, vægttab, udspilet mave og feber.
Hvis kræftknuden sidder i den nederste del af tyktarmen i venstre side, vil du ofte opleve blod i afføringen, ændrede afføringsvaner og ondt i maven.
Gå til læge, hvis du oplever:
- blod – med eller uden slim – i afføringen
- sort afføring
- anderledes afføringsvaner, der varer i mere end en måned
- skiftevis forstoppelse og tynd afføring i mere end en måned
- en fornemmelse af, at tarmen ikke tømmes ordentligt, når du er på toilettet
- smerter ved afføring
- luft i tarmene eller ondt i maven i mere end en måned
- konstante maveproblemer
- blodmangel, vægttab eller feber i lang tid uden grund
Det kan være almindelige fordøjelsesproblemer
Fælles for symptomerne er, at du godt kan have dem – uden at have kræft. Mavepine, diarré og forstoppelse, der hurtigt går over igen, kan sagtens være ufarlige fordøjelsesproblemer. Men du bør gå til læge, hvis du er i tvivl, så lægen kan udelukke kræft.
Blod i afføringen
Blod fra tarmen kan have forskelligt udseende:
Blod kan farve afføringen sort, hvis blødningen kommer fra tarmens højre side eller fra mavesækken.
Frisk, rødt eller ældre mørkerødt blod kan sidde uden på afføringen, være blandet op i afføringen eller komme ud som blodigt slim.
Hvis det bløder kraftigt kan der være hele klumper af blod (koagler). Det kan også være, at man opdager frisk blod i WC-kummen eller på toiletpapiret.
Men der er også blødninger, som man ikke kan se selv. Den type små blødninger kan opdages ved hjælp af en kemisk undersøgelse. Hvis lægen finder blod i afføringen, bliver man sendt videre til andre undersøgelser.
Gå til lægen, hvis du har symptomer
Har du en mistanke om, at du har kræft, skal du kontakte din læge og blive undersøgt nærmere.
Symptomerne behøver ikke at være tegn på kræft, men du bør alligevel tage dem alvorligt. De kan være tegn på, at du er ved at udvikle en kræftsygdom. Hvis det er tilfældet, er det bedst at blive behandlet så tidligt som muligt.
Symptomer på kræft
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge, dr.med. Steffen Bülow og professor, dr.med. Anders Jakobsen, Dansk Colorectal Cancer Gruppe, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)
Sidst ændret: 12-10-2011
Nøgleord på siden: