Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Når man har afsluttet sin behandling, bliver man som regel tilbudt at møde til kontrol på hospitalet. Kontrollen foregår oftest ambulant, hvilket vil sige, at man ikke skal indlægges.
I starten går man til regelmæssig kontrol med nogle måneders mellemrum, senere med halve og hele års interval. Man skal regne med at skulle gå til kontrol i mindst fem år efter behandling af kræft i de ydre kønsorganer.
Hvad sker der ved kontrolbesøgene?
Ved kontrolbesøgene taler man med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Ved kontrolbesøget får man foretaget en almindelig gynækologisk undersøgelse, hvor lægen er specielt opmærksom på forandringer eller sår i de ydre kønsorganer. Ved den mindste mistanke om tilbagefald, vil man få taget en vævsprøve (biopsi).
Gynækologisk undersøgelse
Vævsprøve (biopsi)
Hvor foregår kontrollen?
Hvis man er blevet opereret for kræft i de ydre kønsorganer, foregår kontrollen på den gynækologiske afdeling, man er blevet opereret på. Man går til kontrol med jævne mellemrum i fem år.
Har man fået
strålebehandling og eventuelt
kemoterapi, vil man blive kontrolleret på den afdeling, som stod for behandlingen. Her bliver man kontrolleret i mindst fem år, afhængigt af hvordan forløbet har været.
Vurdering af behandling
Ved kontrolbesøget har lægen også mulighed for at sikre sig, at behandlingsforløbet har været tilfredsstillende. Hvis man har fået en ny type behandling (forsøgsbehandling), er det ligeledes vigtigt for lægen at notere sig, om alt er forløbet som planlagt, eller om behandlingen kræver ændringer.
Vær opmærksom på kroppens signaler
Opdager du nye symptomer, eller bliver du bekymret mellem kontrolbesøgene, så kontakt lægen.
Symptomer på tilbagefald kan være:
- Kløe og irritation i de ydre kønsorganer
- Sår eller knuder i de ydre kønsorganer
Spørgsmål til lægen
Kontrolbesøgene er en god anledning til, at man tager sine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé at skrive sine spørgsmål ned i forvejen, og man kan også tage en pårørende med til samtalen.
En kvinde fortæller:
Man synes, at når man er i behandling, så sker der noget. Der kæmpes for, at kræften skal forsvinde. Men så er det, den svære tid kommer: Ventetid på kontrol. Jeg tror altid det vil være svært.
Jeg skal selv til kontrol nu – og så kommer perioden for mig, hvor jeg føler, at jeg har alle mulige symptomer.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at man gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring. Det kan også være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen.
Behandling af bivirkninger eller gener
Lægen kan søge at behandle og lindre eventuelle bivirkninger eller opståede gener. Man kan også få justeret sin medicin, hvis der er behov for det.
Hvis man har problemer efter afsluttet behandling, kan man få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, samt blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Hvis du har fået seksuelle problemer efter behandlingen er det også vigtigt at gøre lægen opmærksom på det, så du kan få hjælp til det.
Gode råd om at gå til kontrol
-
Inden du afslutter behandlingen, så tal med lægen om, hvor tit du skal komme til kontrol, og hvilke undersøgelser du skal igennem ved kontrolbesøgene.
-
Spørg, om der er særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår.
-
Skriv ned, hvordan du har haft det siden sidste kontrol, og giv denne viden videre til lægen.
-
Tag en pårørende eller en ven med til kontrolbesøgene – det er en god støtte for mange.
Læs mere:
Sekualitet – i tiden efter kræft
Om sex og kærlighedslivet efter en kræftsygdom – få også idéer til øvelser, du kan lave.
At være i kontrolforløb
Læs om at gå til kontrol og få gode råd om genoptræning, motion, kost, seksualitet og senfølger efter kræft.
Arbejde og pension
Læs om sygedagpenge og pension samt om mulighederne for at vende tilbage til arbejdsmarkedet på forskellige vilkår.
KIU
Patientforening for kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet
Til top
Tilbage