Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Symptomer på hjernemetastaser |
|
Metastaser i hjernen kan give generelle symptomer som f.eks. tiltagende hovedpine og opkastninger eller lokale symptomer som lammelser og forstyrrelser af synet, følesansen eller evnen til at tale.
Hjernemetastaser kan give to slags symptomer:
- Generelle symptomer, som skyldes, at metastasen øger trykket i hjernen
- Lokale symptomer, som skyldes, at hjernens funktion forstyrres i det område, hvor metastasen sidder
Man kan også have én eller flere (mindre) hjernemetastaser uden at have symptomer.
Generelle symptomer
De generelle symptomer skyldes, at kraniet ikke kan udvide sig, når metastasen bliver større. Derfor stiger trykket inde i kraniet, efterhånden som metastasen vokser.
Stigende tryk i hjernen viser sig ved:
- Tiltagende hovedpine
- Træthed
- Opkastninger
Hvis man ikke bliver behandlet, kan det øgede tryk i hjernen medføre bevidstløshed.
Lokale symptomer
Hjernens funktioner findes forskellige steder i hjernen. De lokale symptomer er afhængige af, hvor hjernemetastasen sidder.
Symptomerne kan være:
- Lammelser (nedsat kraft) i arme eller ben
- Føleforstyrrelser
- Synsforstyrrelser (f.eks. udfald af synsfeltet i den ene side)
- Taleforstyrrelser (afasi)
Epileptiske anfald, lammelserne, syns- og føleforstyrrelserne kaldes ’neurologiske udfaldssymptomer’.
Disse symptomer er viser sig ofte i den ene side af kroppen, fordi metastasen som regel kun påvirker den ene hjernehalvdel. Hver hjernehalvdel har nemlig kontrol over den modsatte kropshalvdel (venstre hjernehalvdel kontrollerer højre kropshalvdel og omvendt).
Nogle hjernemetastaser sidder på et sted, hvor de blokerer for cirkulationen af væske i hjernens hulrum. Herved opstår en tilstand, som kaldes 'vand i hovedet' (hydrocephalus). 'Vand i hovedet' giver ofte symptomer, som ligner symptomerne ved forhøjet tryk inde i kraniet. Hvis der er flere metastaser, kan man have symptomer fra flere dele af hjernen.
Gå til lægen, hvis du får symptomer
Vær opmærksom på din krop. Har du en mistanke om, at din kræftsygdom kan have spredt sig til hjernen eller andre dele af kroppen, så kontakt lægen – også selv du lige har været til kontrol.
Til top
Tilbage
Tekst: Mette Tandrup Hansen
Kilde: Overlæge, dr.med. Michael Kosteljanetz og overlæge, dr. med Hans Skovgaard Poulsen
Sidst ændret: 26-01-2011