Sitemap
Del med andre Print

Hudmetastaser (kræftsår)

Hos nogle kræftpatienter kan kræften sprede sig til huden (hudmetastaser). Kræftsår er hudmetastaser, der har udviklet sig til sår. Behandlingen er strålebehandling eller elektro-kemoterapi.

 

Hudmetastaser stammer typisk fra: 

  • Modermærkekræft 
  • Tarmkræft 
  • Hoved-hals kræft 
  • Spiserørskræft 
  • Bugspytkirtelkræft 
  • Brystkræft 
  • Mavekræft (dvs. i mavesækken)

Kræftsår er hudmetastaser der har udviklet sig til sår
I nogle tilfælde viser hudmetastaserne sig som sår, der ikke vil hele. Disse kræftsår kan være meget generende, fordi de væsker og lugter.
 
Hudmetastaser behandles enten med strålebehandling eller med elektrokemoterapi.

Strålebehandling af kræftsår
Kræftsår behandles som regel med strålebehandling. Strålebehandlingen foregår dagligt over enten fem eller ti hverdage afhængig af kræftsårets størrelse.

Bivirkninger til strålebehandling
Bivirkninger til strålebehandling er moderat rødme i huden.
 
Derudover kan der i sjældne tilfælde opstå andre gener, afhængig hvor på kroppen man er blevet bestrålet: Hårtab (hovedet); åndenød, hoste og synkebesvær (brystkassen); kvalme, opkastning, mavesmerter og diarré (maveregionen).

Hvad er strålebehandling?

Strålebehandling er behandling med 'ioniserende stråling' - som regel i form af røntgenstråler i høj dosis. Strålerne påvirker kræftcellerne, så de enten dør eller holder op med at dele sig. Strålebehandling kan give bivirkninger, men som regel kun i det område, hvor strålerne rammer.

Læs mere om strålebehandling og bivirkninger:

Strålebehandling

Elektrokemoterapi som behandling af kræftsår
Elektrokemoterapi er en nyere behandlingsform, som tilbydes som standardbehandling af kræftsår fra enhver type kræft på Herlev Hospital. Man kan blive henvist fra hele landet.
 
Elektrokemoterapi kan være en mulighed til behandling af generende hudmetastaser, især ved blødning eller væsken fra kræftsår, men kan ikkefjerne selve kræftsygdommen .
 
Hvad er elektrokemoterapi?
Elektrokemoterapi er en ny måde at behandle kræft på med en kombination af kemoterapi direkte i kræftcellerne og elektriske strømstød:
 
Elektriske pulse, der sendes ind i cellerne ved hjælp af elektroder i kræftknuden, skaber sprækker i cellen, så kemoterapien kan trænge ind.
 
Elektrokemoterapi er meget effektiv på afgrænsede områder, og kan supplere andre behandlingsmuligheder. Områder, der tidligere har fået strålebehandling, kan blive behandlet og elektrokemoterapi kan også gives efter traditionel kemoterapi..
 
Elektrokemoterapi virker på alle typer kræft, men behandlingen begrænses af, at elektroderne skal kunne placeres direkte i kræftknuden. 

Elektrokemoterapi
Se film om behandlingen

Sådan foregår behandling med elektrokemoterapi
Hvis du skal behandles med elektrokemoterapi, får du som regel behandlingen en enkelt gang under lokal eller fuld bedøvelse, afhængig af hvor stor kræftsåret er, og hvor det er placeret.
 
Under bedøvelse sætter lægen elektroder i kræftsåret og sprøjter kemoterapi ind. Der anvendes kemoterapistoffet bleomycin enten direkte ind i kræftsåret eller (hvis der er mange) som indsprøjtning i en blodåre. Derefter sættes kortvarigt (mindre et sekund) strøm til elektroderne, så kemoterapien meget bedre kan trænge ind i kræftcellerne.
 
Sprækkerne i kræftceller lukker igen og kemoterapien bliver fanget inde i kræftcellerne. Det betyder, at effekten af kemoterapien bliver øget flere hundrede gange. Det betyder, at kemoterapien kun behøver, at blive givet én gang og derved medfører færre bivirkninger.
 
Nålene bliver flyttet rundt i hele det kræftramte område, så hele kræftsåret får strøm.
 
Bivirkninger til elektrokemoterapi er milde og sjældne, men der kan opstå: 
  • Lette lokale smerter der hvor du har fået behandlingen 
  • Træthed 
  • Hårtab 
  • Appetitløshed, kvalme, opkastninger 
  • Gener i slimhinder

Læs mere om elektokemoterapi på Herlev hospitals hjemmeside 

Kræftsår fra modermærkekræft

Elektro-genterapi kan være en mulighed, hvis du har spredning til huden (hudmetastaser) fra modermærkekræft. Læs mere om forsøget ’ Plasmid AMEP elektrotransfer’ i databasen Cancerforsoeg.dk:

Cancerforsoeg.dk 

Til top

Tilbage



Tekst: Mette Tandrup Hansen og læge Elisabeth Kjems

Sidst ændret: 16-03-2012


 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk: Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen