Du skal gå til lægen, hvis du har haft kræft og får smerter i knoglerne, der varer mere end to uger. Det er vigtigt, at man bliver undersøgt, så eventuelle knoglemetastaser kan blive udelukket eller behandlet.
Man godt kan have nedenstående symptomer, uden at det betyder, at man har knoglemetastaser.
Smerter i knoglen
Første symptom på knoglemetastaser er ofte en murrende smerte i den syge knogle, som senere kan udvikle sig til en konstant smerte i knoglen.
Smerter i knoglerne kan komme til udtryk ved:
- At det er svært at sove
- At det er vanskeligt at bevæge sig
- En øm hævelse omkring knoglen
Hvis man har knoglemetastaser, vil man som regel opleve intense knoglesmerter før øvrige symptomer som knoglebrud og rygsmerter.
Knoglebrud
Knoglemetastaser kan svække knoglerne, fordi kræftcellerne producer stoffer, der nedbryder knoglerne.
Hvis en metastase har svækket knoglen, vil knoglen have tendens til lettere at brække, måske uden at man har slået sig. Dette kaldes en patologisk fraktur.
Til top
Knoglemetastaser kan påvirke kroppens funktioner
Knoglemetastaser kan sætte sig, så de påvirker forskellige af kroppens funktioner. Det giver forskellige symptomer.
Herunder kan du læse om symptomer ved:
- Påvirkning af nerverne i rygmarven
- For meget kalk i blodet
- Nedsat immunforsvar
- Blodmangel
- Blødninger
Påvirkning af nerverne i rygmarven (medullært tværsnitssyndrom)
Rygsmerter kan skyldes metastaser til knoglerne i ryggen (hvirvelsøjlen). Knoglemetastaser i hvirvelsøjlen kan vokse bagud og trykke på nerverne i rygmarven, dette kaldes ’medullært tværsnitssyndrom’.
Symptomer på knoglemetastaser, der trykker på nerverne i rygmarven:
- Svære smerter i ryggen
- Føleforstyrrelser
- Lammelser (hyppigst i benene)
- Manglende kontrol over vandladning og afføring
Vær opmærksom på rygsmerter og problemer med vandladning eller afføring
Du skal gå til lægen med det samme, hvis du får rygsmerter og/eller problemer med vandladning og afføring.
Hvis det er knoglemetastaser, der trykker på nerverne i rygmarven (medullært tværsnitssyndrom), skal det med det samme muligt for at begrænse skaden på nerverne.
Lægerne tager en MR-scanning eller eventuelt en CT-scanning for at vurdere, om der er tale om knoglemetastaser, der trykker på nerverne i rygmarven (medullært tværsnitsyndrom).
Behandlingen er som regel operation og/eller strålebehandling..
Smerter i ryggen kan også skyldes andet end knoglemetastaser, f.eks. muskelinfiltrationer (myoser) eller afkalkning af knoglerne (osteoporose).
For meget kalk i blodet (hypercalcæmi)
Kræftceller producer stoffer, der nedbryder knoglerne. Dette medfører, at mængden af kalk (calcium) fra knoglerne øges i blodet. Denne tilstand kaldes hypercalcæmi.
Symptomer på øgede mængder af kalk i blodet (hypercalcæmi):
- Træthed
- Kvalme
- Forstoppelse
- Tørst
- Forvirring
Lægen tager en blodprøve for at se om, der er tale om en øget mængde af kalk i blodet (hypercalcæmi). Behandlingen er medicinsk i form af væske og bisfosfonat, der binder kalken i knoglerne.
Nedsat immunforsvar (mangel på hvide blodlegemer)
I knoglemarven dannes hvide blodlegemer, knoglemetastaser kan forstyrre denne funktion. Hvis antallet af hvide blodlegemer er lavt, nedsættes kroppens modstandskraft over for infektioner.
Symptomer på infektion:
- Kulderystelser
- Feber over 38,5 grader
- Svie ved vandladning
- Hoste
- Synkesmerter
Hvis du har tegn på infektion, skal du gå til lægen. Hvis du er i behandling med kemoterapi, skal du tage kontakt til den behandlende afdeling. Infektionen kan behandles med antibiotika.
Blodmangel (mangel på røde blodlegemer)
I knoglemarven dannes også røde blodlegemer, knoglemetastaser kan påvirke denne funktion. Ved blodmangel (anæmi) er koncentrationen af hæmoglobin (jernholdigt stof i de røde blodlegemer) nedsat – dette kalder man lav blodprocent.
Symptomer på lav blodprocent:
- Træthed
- Svimmelhed
- Hjertebanken
- Åndenød
- Hovedpine
- Susen for ørerne
- Kuldskærhed
Nogle gange er det nødvendigt at få blod fra en donor for at få tilført røde blodlegemer.
Næseblod eller blødninger i huden (mangel på blodplader)
I knoglemarven dannes også blodplader. Knoglemetastaser kan påvirke produktionen af blodplader. Når antallet af blodplader er lavt, nedsættes blodets evne til at størkne.
Symptomer på for få blodplader i blodet:
- Blødninger i huden (blå mærker eller små blodudtrækninger i huden)
- Næseblod
- Tandkødet kan bløde ved tandbørstning
- Rifter kan bløde mere end de plejer.
Det kan i sjældne tilfælde være nødvendigt at få overført blod fra en donor for at få med blodplader.
Til top
Tilbage