Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden: dødlighed, metastase 10 cm

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Undersøgelser for levermetastaser

Man undersøges oftest for levermetastaser ved hjælp af CT-scanning, og i visse situationer anvendes også en ultralydsundersøgelse, hvor lægen samtidig kan tage en vævsprøve. Andre undersøgelser kan være MR-scanning og PET-scanning.

   

Hvis man har symptomer på levermetastaser, skal man igennem et grundigt undersøgelsesprogram. Undersøgelserne kan afgøre, om der er kræft i leveren, og i så fald hvilken type, samt om der er spredning til andre dele af kroppen. Undersøgelserne er vigtige, for at man kan få tilbudt den bedste behandling.
 
Lægen kan se levermetastaser ned til 1-1,5 cm i diameter ved en ultralydsscanning, CT- eller MR-scanning. For at få en mere præcis diagnose tager lægen i udvalgte tilfælde en vævsprøve (biopsi), hvor han bruger ultralyd til at finde præcis det sted, hvor prøven skal tages. 
 
Desuden får man taget almindeligt røntgenbillede eller CT-scanning af lungerne, så det kan ses, om kræften eventuelt også har spredt sig hertil (lungemetastaser).

Nedenfor kan du læse mere om de forskellige undersøgelser.

 
Blodprøver
Man kan ikke få stillet diagnosen levermetastaser på baggrund af almindelige blodprøver. Blodprøverne vil enten se normale ud eller være uspecifikt forhøjede.

Har man metastaser, kan karcinoembryonalt antigen (CEA) stige, hvilket kan ses i blodet. Men blodprøverne giver ofte kun mistanke om, at der er noget galt, men ikke hvad det præcist drejer sig om.

 
Ultralydscanning

Ultralydscanning af bughulen kan være den første undersøgelse, man får foretaget, hvis lægen har mistanke om, at kræften har spredt sig til leveren.
 
Ultralyd er helt ufarlige lydbølger, som lægen anvender til at scanne leveren og bughulen med. På en lille skærm kan lægen se, om der er uregelmæssigheder i leveren. Hvis der er forandringer i leveren, kan lægen se en lille plet eller uklarhed på skærmen.

Illustration: Ultralydsscanning af leveren
Ultralydscanning af leveren. De mørke områder markeret med pile er levermetastaser.

Har man en kræftsygdom eller er under udredning for en kræftsygdom, kan forandringerne i leveren være levermetastaser. I uklare tilfælde kan man få et kontraststof ind i en blodåre i forbindelse med ultralydsundersøgelsen. På den måde kan lægen se flere detaljer i leveren.

Ved forandringer i leveren vil lægen i udvalgte tilfælde tage en vævsprøve (biopsi). Prøven tages med en lille tynd nål gennem maveskindet. Man får en lokalbedøvelse, inden prøven tages.

De udtagne celler fra vævsprøven bliver sendt til undersøgelse under mikroskop (mikroskopi), og svaret kommer i løbet af en uge.

Ultralydscanning af leveren kan tages udefra gennem maveskindet over leveren eller gennem et lille rør, der føres ind i bughulen (LUS = Laparoskopisk ultralydscanning).
 
Læs mere:

Ultralydscanning

Vævsprøve (biopsi) 


CT-scanning
CT-scanning er en smertefri røntgenundersøgelse, hvor man ligger på et leje, der kører gennem en åben ring i scanneren. En computer tager så en række tværsnitsbilleder af kroppens indre.

CT-scanning anvendes meget hyppigt ved mistanke om levermetastaser.

CT-scanning giver en mere præcis afgrænsning af kræftens udbredelse end en ultralydsundersøgelse, og lægen vil også kunne se mindre knuder, end det er muligt med ultralydsundersøgelse.

Billederne fra CT-scanningen kan lægen bruge til at vurdere, hvor udbredt sygdommen er, og allerede på dette tidspunkt overveje mulige behandlingsmetoder. Billederne bruges også senere i forbindelse med planlægning af operation eller anden behandling.

Illustration: CT-scanning af leveren
Billederne viser to CT-scanningsbilleder af leveren. De sorte pletter markeret med pile er metastaser.

 
Som regel er CT-scanning tilstrækkeligt til at stille den endelige diagnose.

Læs mere:

CT-scanning

Til top 


MR-scanning
I mere sjældne tilfælde kan det være nødvendigt, at man også får foretaget en MR-scanning (MR = magnetisk resonans). Ved en MR-scanning bliver man udsat for et kraftigt magnetfelt i stedet for røntgenstråler som ved en CT-scanning.

Se film om, hvordan en MR-scanning foregår. 7:46 min.
MR-scanneren er en stor magnet formet som en cylinder. Når man skal scannes, ligger man på et leje, der kan køres ind i cylinderen. Det er vigtigt, at man ligger helt stille i de minutter, selve undersøgelsen tager.

Læs mere:

MR-scanning  

 
PET/CT-scanning
Hvis lægen er i tvivl om, hvorvidt der findes kræftvæv i leveren eller uden for leveren, kan en kombineret PET/CT-scanning i visse tilfælde be- eller afkræfte dette.

Illustration: PET/CT-scanning af leveren
PET/CT-scanning af leveren. På billedet til venstre ses en levermetastase i højre side af leveren. Billedet til højre viser, at kræften har spredt sig til en lymfeknude uden for leveren.

Se film om, hvordan en PET/CT-scanning foregår. 7:19 min.t
PET/CT-scanneren er formet som en stor ring, der er åben i begge ender. Man ligger på et leje, der kører igennem ringen. Ved PET/CT-scanning får man et radioaktivt sukkerstof ind i en blodåre. Det radioaktive sukkerstof får eventuelle kræftceller til at lyse op på scanningsbillederne.
 
Læs mere:

PET/CT-scanning

 
Kikkertundersøgelse af bughulen (laparoskopisk staging)
Hvis lægen – efter en PET/CT-scanning – fortsat er i tvivl om, hvorvidt kræften har spredt sig, kan man få foretaget en kikkertundersøgelse af bughulen. Samtidig foretages en ultralydsscanning (LUS = Laparoskopisk ultralydscanning).

Foto: Kikkertundersøgelse af leveren
Kikkertundersøgelsen foregår, mens patienten er i fuld bedøvelse. Kirurgen kan med kikkerten direkte se tarme, bughinde og leverens overflade. Ved hjælp af ultralyd kan kirurgen se hele leveren grundigt efter.

 
Vævsprøve

Hvis der fortsat er tvivl om diagnosen, kan lægen i forbindelse med en ultralydsundersøgelse eller en kikkertundersøgelse tage en vævsprøve med en lille tynd nål. Vævsprøven sendes til nærmere undersøgelse i mikroskop, og man får svar i løbet af en uge.

 
Test af leverfunktion
Normalt kan leverfunktionen bedømmes ud fra almindelige blodprøver.
 
I visse tilfælde får man foretaget en speciel test af ens leverfunktion (galaktose elimationstest). Ved testen får man målt leverens evne til at omsætte et sukkerstof i forhold til, hvad en normal lever forventes at kunne. På den baggrund kan lægerne så vurdere, hvor meget af leveren der kan fjernes ved operation, uden at der er risiko for, at leveren senere sætter ud af funktion. Ved en normalt fungerende lever kan man fjerne op til 75 procent, uden at leverens funktion påvirkes mærkbart.
 

Til top
Tilbage



Tekst: Ida Nymand Ammundsen og overlæge ph.d. Michael Bau Mortensen
Kilde: Overlæge dr.med. Michael Bau Mortensen. Dansk Gruppe for Øvre Gastrointestinale Tumorer. Danske Multidisciplinære Cancer Grupper
Udlån af fotos: Overlæge dr.med. Flemming Burcharth og overlæge dr.med. Flemming Moesgaard

Sidst ændret: 21-11-2011


Nøgleord på siden: dødlighed, metastase 10 cm
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen