Sygdom som skyldes længerevarende forøget produktion af væksthormon hos voksne. 

Symptomerne er vækst af fingre, tæer og ansigtstræk. Karakteristisk bliver underkæben, panden, læberne og næsen forstørret, og afstanden mellem tænderne øges. Ansigtshuden kan føles fortykket, og man kan føle sig træt. 

Årsagen er hyppigst en langsomtvoksende, godartet svulst i hypofysens forreste lap. Diagnosen stilles ved at tage en blodprøve og fortage en scanning samt ved en undersøgelse af synsfeltet. Behandlingen er som regel operation og muligvis medicin, der hæmmer dannelsen af væksthormon.

Prognosen er god efter behandling, men man skal i nogle tilfælde gå til livslang kontrol.

I Danmark udsættes mennesker for stoffet akrylamid i arbejdsmiljøet, visse fødevarer og tobaksrygning.

Akrylamid er et stof, der dannes, når man steger, bager eller griller fødevarer, der indeholder både stivelse (kulhydrat) og asparaginsyre ved temperaturer på over 120 grader.
 
Der kan således være akrylamid i fødevarer som brød, kiks, chips, stegte kartofler, morgenmadsprodukter og kaffe. Ofte findes akrylamid i fødevarer med en sprød, brun overflade.
 
Der findes ikke akrylamid i kogte og ubehandlede fødevarer.  
 
Ved tobaksrygning bliver der også dannet store mængder akrylamid, så rygerne har langt mere alkrylamid i blodet end ikke-rygere.
 
Akrylamid er desuden et velkendt stof i industrien, hvor det især bruges til fremstilling af plastmaterialet polyacrylamid, som anvendes i vand- og spildevandsanlæg samt i papirindustrien.

Akrylamid og kræft
Akrylamid har i dyreforsøg vist sig at være kræftfremkaldende. Om den mængde akrylamid vi får fra kosten er kræftfremkaldende, er dog endnu ikke fuldt afklaret.
 
Et dansk studie har vist en øget risiko for brystkræft blandt tilfældigt udvalgte danske kvinder med høje mængder akrylamid i blodet, og en hollandsk undersøgelse har fundet en sammenhæng mellem akrylamidholdige fødevarer og forekomst af kræft i æggestokke og livmoder.
 
Andre studier, der har beregnet indtag af akrylamid, har dog ikke fundet nogen sammenhæng mellem indtag af akrylamidholdige fødevarer og udvikling af kræft.

Kostråd
Man kan begrænse indtaget af acrylamid ved at undgå at tørstege, grille og friturestege sin mad og lade være med at spise branket og brændt mad.
 
Jo højere temperaturer, man tilbereder sin mad ved, og jo længere tid tilberedning varer, jo højere bliver indholdet af akrylamid i maden.

Læs mere:

EU Kommissionens råd om akrylamid
 

Tilbage
 

Fra latin albus hvid. Albinisme er en arvelig mangel på pigment i hud, hår og øjne. Pigment er hudens brune farvestof, kaldet melanin, der dannes af overhudens pigmentceller. Det er melanin, som giver huden farve og beskytter os mod sollys. Årsagen er en enzymdefekt i dannelsen af melanin.

Melamin kan mangle i både hud, hår og øjne eller kun i øjnene. Manglen på melanin medfører manglende naturlig beskyttelse mod solens ultraviolette stråler med øget risiko for hudkræft og synsproblemer. Det er vigtigt, at albinoer beskytter sig mod solens stråler. 
 

Anaplastisk væv er omdannet således, at det ved undersøgelse under mikroskop ikke længere ligner det oprindelige væv. Kan gradinddeles afhængigt af, hvor ændret vævet er.
  

Ascites er en ophobning af væske i bughulen, som opstår ved lidelser med irritation af bughinden.
Øget væske i bughulen kan være en komplikation til visse typer kræft.  Det kan skyldes, at nogle kræftceller kan sprede sig som små metastaser til bughinden (peritoneal karcinose) eller ved spredning til leveren.
 
Ascites kan opstå ved forskellige kræftsygdomme, og ses hyppigst ved kræft i æggestokkene, livmoderen, tyktarmen, maven, bugspytkirtelen og ved brystkræft. Øget væske i bughulen kan også skyldes andet end kræft f.eks. skrumpelever eller hjertesygdom.
Den øgede væske får trykket i maven til at stige og giver ubehag, appetitløshed, kvalme og forstoppelse, udspilet mave og eventuelt hævede ben.
 
Diagnosen kan stilles ved, at lægen undersøger maven eller ved hjælp af ultralydsscanning.

Udtømning af væske fra bughulen
Hvis behandling er nødvendig, kan man få udtømt den øgede væske i bughulen (paracentese). Det medfører lettelse af symptomerne, men væsken gendanner sig som regel.
Patienten ligger på ryggen, og efter lokal bedøvelse af huden fører lægen en kanyle gennem bugvæggen ind i bughulen, så den overflødige væske i bughulen kan blive udtømt. Nogen gange anvender lægen ultralyd til at placere kanylen.
 
Afhængig af mængden af væske tager det mellem få timer og en dags tid, hvor man er indlagt. Behandlingen gør ikke ondt. Efter udtømningen får man et plaster over indstiksstedet. Hvis der er udtømt meget væske, kan man som erstatning få tilført proteinvæske som drop i en blodåre.
Udtømningen af den øgede væske har meget hurtig effekt på symptomerne. Hvis ascites gendanner sig, kan behandlingen ofte gentages med et vist interval.
 
I sjældne tilfælde kan man blive behandlet med kemoterapi direkte i bughulen i forsøg på at kontrollere kræften og hindre ascitesvæsken i at gendanne sig. Denne behandlingsform bruges mest ved kræft i æggestokkene.

• Tilbage
   
   

Det autonome nervesystem regulerer kroppens indre funktioner både under hvile og aktivitet. Det regulerer funktioner som f.eks. hjertets aktivitet, muskulaturen i tarmen og kroppens kirtler, og fungerer automatisk, uden at man selv bevidst kan kontrollere det.

Det autonome nervesystem består af to modsat rettede nervesystemer: det sympatiske og det parasympatiske nervesystem.

Det sympatiske nervesystem styrer binyremarven og regulerer reaktioner på vrede og frygt og gør kroppen ”kampklar”. Det vil sige, at det øger hjerteaktiviteten, får pulsen og blodtrykket til at stige, pumper blodet til musklerne, får blodsukkeret til at stige og udvider luftvejene og pupillerne.

Det parasympatiske nervesystem fremmer de reaktioner, som foregår i hvile og genopbygger kroppen. Det vil sige, at det sænker hjerteaktivitet, puls og blodtryk, fremmer mavetarmkanalens fordøjelse og kirtlers aktivitet, tømmer blære og tarm og får pupillerne til at trække sig sammen. Det parasympatiske nervesystem har desuden en styrende rolle ved forplantning.

En operation, hvor den nederste del af mavesækken fjernes med forskellig operationsteknik i henholdsvis type I og II.

Medicinsk behandling som hjælper immunsystemet til at bekæmpe sygdom, f.eks. kræft eller infektioner. Immunsystemet består af knoglemarven, milten, lymfesystemet, mandlerne og de hvide blodlegemer.

Biologiske lægemidler virker ved at påvirke de basale processer bag kræftens udvikling. Princippet er at hæmme de signalstoffer, der er nødvendige, for at kræften kan vokse, kaldet molekylær målrettet behandling.

Biologiske lægemidler kan være antistoffer, vækstfaktorer eller vacciner.

Kaldes også immunterapi.

Eksempler på biologisk behandling af kræft:

• BCG (Bacillus Calmette Guérin) mod kræft i urinblæren
• IL-2 (Interleukin-2) mod modermærkekræft og nyrekræft
• Interferon alfa mod modermærkekræft, nyrekræft og kronisk myeloid leukæmi
• Rituximab mod non-Hodgkin lymfom
• Trastuzumab mod brystkræft
  

Blodkarrene i centralnervesystemet er, i modsætning til resten af kroppen, omgivet af en tæt membran, kaldet blod-hjerne barrieren. Barrierens funktion er at forsøge at fastholde et konstant kemisk miljø i hjernen for at sikre de bedste betingelser for hjernecellerne.

Barrieren hæmmer således en lang række stoffer i at blive optaget fra blodet til centralnervesystemet. Generelt passerer vandopløselige stoffer kun vanskeligt blod-hjerne-barrieren, hvorimod fedtopløselige stoffer, fx alkohol og mange lægemidler lettere kan passere.

En uspecifik blodprøve, der er forhøjet ved en række forskellige sygdomme.

Analysen bruges ofte som led i en overordnet bioke­misk screening for alvorlig sygdom.

Metoden kan dog hverken sige noget om tilstedeværelsen af bestemte sygdomme eller udelukke bestemte sygdomme.

Blodsænkningen er normalt under 15 mm for mænd og under 20mm for kvinder. P-piller og graviditet giver SR op til 30. Værdien stiger med alderen.

For personer over 50 år er referenceområdet op til 20 for mænd og op til 30 for kvinder.

Kaldes også sænkning, sænkningsreaktion, SR, B—sedimentationsreaktion, sedimentationshastighed, erytrocytsedimentationshastighed, ESR. Tilhører gruppen af blodprøver, der kaldes fasereaktanter.

En type kræft, som er en blanding af carcinom (kræft der udgår fra hud, slimhinde eller kirtelceller) og sarkom (kræft som udgår fra celler i kroppens støttevæv, f.eks. knogler, brusk, bindevæv, fedtvæv, blodkar, nerveskeder og muskler).

• Tilbage

Sjælden tilstand, som skyldes længerevarende forøget produktion af binyrebarkhormonet kortisol. Forøget kortisol giver en kombination af mange symptomer, da kortisol har mange virkninger på kroppen. Symptomerne er:

• ændret udseende med rødmosset måneansigt
• fedtophobning på maven og i nakken
• svind af muskulatur på arme og ben
• blålige striber på maven
• tilbøjelighed til blå mærker på huden, som bliver tynd
• uregelmæssig menstruation
• psykiske ændringer
• tendens til knoglebrud på grund af afkalkning af knogler
• eventuelt forhøjet blodtryk, sukkersyge og dårligt hjerte

Årsagen er hyppigst en langsomtvoksende, godartet svulst i hypofysen, der via hypofysehormonet ACTH, stimulerer binyrebarkens dannelse af cortisol. Diagnosen stilles ved en urinprøve, en blodprøve og ved scanning.

Man skal behandles hurtigst muligt, da Cushings sygdom kan være livstruende. Behandlingen er som regel operation. Det kan være nødvendigt at få efterbehandling med kortisol som tabletter i en periode, eventuelt resten af livet. Prognosen er som regel god efter operation. 

Langvarig behandling med medicin som indeholder kortison eller andre binyrebarksteroider kan give de samme symptomer som ved Cushings sygdom.  

Det er en sjælden form for knude i brystet, der også kaldes phyllodestumor eller phylloid tumor. Ligesom bløddelssarkomer opstår cystosarcoma phyllodes i bindevævsceller, til forskel fra sædvanlig brystkræft der typisk opstår i en mælkegang.

Det er oftest en godartet knude, men den vokser hurtigt og kan komme igen efter den er fjernet. Cystosarcoma phyllodes kan i nogle tilfælde udvikle sig til kræft, og kan da sprede sig til lungerne, skelettet eller andre organer.

Viser sig som regel som en stor, uøm, forskydelig og hurtigtvoksende knude i brystet, og ses hyppigst hos kvinder mellem 40 og 50 år. Årsagen er ukendt.

Ved en knude i brystet får man foretaget en lægeundersøgelse af brystet, billedundersøgelse og en vævsprøve (biopsi). Diagnosen cystosarcoma phyllodes stilles ved at undersøge en vævsprøve.

Behandlingen er en operation, hvor knuden og det omkringliggende væv fjernes. Man får ikke fjernet lymfeknuderne i armhulen, da cystosarcoma phyllodes ikke plejer at sprede sig hertil.

Hvis knuden kommer igen samme sted efter at være fjernet, kan man som regel blive opereret igen med fjernelse af hele brystet. Det er i nogle tilfælde muligt, at få rekonstrueret brystet i forbindelse med operationen.

Efter operationen bliver man tilbudt regelmæssig kontrol med mammografi eller ultralyd i minimum fem år.

Lille rund børste, der bruges til at en tage celleprøver med f.eks fra munden eller livmoderhalsen.

DBCG er en forkortelse for Dansk Bryst Cancer Gruppe eller Danish Breast Cancer Group.

DBCG udarbejder retningslinjer for diagnostik, behandling og opfølgning for brystkræft.

Dermoskopet (dermatoskop) er en lille håndholdt lup med lys, der virker som et forstørrelsesapparat, hvormed lægen kan se ned i hudens øverste lag.

Godartede og ondartede pigmentforandringerne i huden ser ikke ens ud i dermaskopet. Med dermaskopet kan lægen undersøge pigmentforandringer i overhuden og i den øverste del af læderhuden. 

Dermoskopi gør det lettere for lægen at skelne mellem modermærkekræft, basalcelle kræft og godartede hudforandringer.

Før dermoskopi lægger lægen en dråbe olie eller sprit på huden, og dermoskopet presses mod huden. Dette sikrer, at det bliver lettere at se kontrasten mellem pigmenterede forandringer og hudens farve.

• Tilbage

Modermærke med celleforandringer, som betyder, at risikoen for at udvikle modermærkekræft er større end i almindelige modermærker.

Dysplastiske nævi er sædvanligvis store, med uregelmæssige kanter, og farven er ofte uensartet. De er som regel flade, men kan hæve sig over hudniveau.

Elektrokaustik er en metode, hvor hudlæger ved elektrisk brænding fjerner hud, f.eks. vorter.

Metoden egner sig ikke til at tage vævsprøver, der skal undersøges for kræftceller, da vævsprøven ændres på grund af varmen, så det er umuligt at undersøge for kræftceller.

Det endokrine system består af kirtler og celler spredt i kroppen, der danner hormoner. Hormonerne frigives direkte i blodbanen og transporteres rundt til hele kroppen.

Normalt er mængden af frigivet hormon nøje afbalanceret, så kroppens behov bliver tilgodeset bedst muligt, og hjælper os til at reagere på ændrede betingelser i det miljø, som vi opholder os i.

Hormoner kontrollerer kroppens vækst, den seksuelle udvikling, søvn, sult og måden kroppen udnytter føden.

Det endokrine system består af hypofysen, skjoldbruskkirtlen, biskjoldbruskkirtlerne og binyrerne.

En ret sjælden type hjernetumor, der i sjældne tilfælde kan være ondartet. Ependymomer sidder i hjernehulrummene (ventriklerne) og har tendens til at sprede sig via væsken i hjernes hulrum til andre steder i centralnervesystemet. Ses hos yngre mennesker mellem 25 og 40 år.

• Tilbage

Esthesioneuroblastom er en sjælden kræftsygdom, der udgår fra nerveceller i slimhinden opadtil i næsen (det olfaktoriske epithel) og stammer fra det ydre kimblad i fosterlivet (af neuroektodermal oprindelse).

Esthesio betyder sanse på græsk. Olfactus betyder lugt på latin. Sygdommen kaldes blandt andet også olfactory neuroepithelioma, olfactory neuroblastoma.

Der er ofte få symptomer tidligt i sygdomsforløbet. Symptomerne kan være tilstopning af det ene næsebor gennem måneder. Senere kan der optræde hovedpine, smerter, tåreflod, næseblod, manglende lugtesans og synsforstyrrelser.

Kræftknuden kan ses ved CT-scanning med brug af kontrast og ved MR-scanning. Diagnosen stilles ved at undersøge en vævsprøve fra knuden under mikroskop med specialfarvninger. Esthesioneuroblastoma kan brede sig til blandt andet bihulerne og til hjernen og kan sprede sig med både lymfen og blodet.

Behandlingen er en specialistopgave og kan består af både operation, strålebehandling, kemoterapi eller en kombination.

Fra latin folliculus lille lædersæk. Afrundet hul struktur. F.eks. kvinders ægblærer i æggestokkene.

I forbindelse med kræft i f.eks. skjoldbruskkirtlen er follikulære carcinomer opbygget af celler, som danner strukturer med hulrum (follikler). Follikulære lymfomer er en form for lymfekræft af typen non-Hodgkin-lymfom.

Frie radikaler er molekyler, der er kemisk ustabile, og de stjæler derfor elektroner fra andre stoffer for at blive stabile.

På denne måde kan frie radikaler i kroppen igangsætte skadelige virkninger, der kan sættes i forbindelse med en lang række sygdomme, bl.a. kræft, hjerte-karsygdomme og sukkersyge.

Frie radikaler findes i stoffer som tobaksrøg, forurenet luft, radioaktiv stråling, visse opløsningsmidler og kemiske stoffer. Antioxidanter er stoffer, der kan beskytte mod dannelsen af frie radikaler.

Antioxidanter er en række stoffer, som kan bremse dannelsen af frie radikaler i kroppen. Man kan få antioxidanter gennem kosten i form af f.eks. C-vitamin og E-vitamin. Antioxidanter dannes også i kroppen og spiller en vigtig rolle i menneskets organisme.

En sjælden tumor, som udgår fra hormondannende celler (kromaffine celler), der blandt andet producerer adrenalin og noradrenalin.

Et fæokromocytom danner store mængder af disse hormoner, og symptomerne er anfald af forhøjet blodtryk, hovedpine, hjertebanken samt øget svedtendens. Tumoren findes oftest lokaliseret til binyrerne, men kan i sjældnere tilfælde findes andre steder.

Diagnosen kan stilles ved at påvise disse hormoner i stor mængde i urinen, eventuelt suppleret med en scanning.

Sygdommen findes i visse familier, og familiær fæokromocytom kan ses ved en række forskellige tilstande, som alle er meget sjældne. Det drejer sig om familiær endokrin neoplasi, typerne 2A og 2B, neurofibromatose og Hippel-Landaus sygdom.

Et fæocromocytom kan være ondartet og sprede sig. Behandlingen er en specialistopgave og er såvel medicinsk som kirurgisk.

Et gliom er en hjernetumor, der udgår fra hjernens støttevæv, som hedder glia. Gliomer sidder inde i selve hjernen, og udgør over halvdelen af alle hjernetumorer, og mindst halvdelen er ondartede.

• Tilbage

Kaldes også glukagonom. Er en sjælden form for tumor i bugspytkirtlen af typen neuroendokrine tumorer, der som regel sidder i den del af bugspytkirtlen, der kaldes halen. De fleste glukagonomer er ondartede (kræft).

I bugspytkirtlen findes hormondannende celler i små grupper (Langerhanske celleøer), der producerer flere slags hormoner, f.eks. insulin til kontrol af blodsukkeret. Glukagonomer udvikler sig i disse hormondannende celler i bugspytkirtlen, og medfører overproduktion af hormonet glukagon, der øger mængden af sukker i blodet.

Symptomerne ved overproduktion af glukagon er:

• Hududslæt i ansigtet, på maven eller benene
• Højt blodsukker
• Blodpropper
• Diarré
• Vægttab uden kendt årsag
• Smertende tunge eller sår i mundvigen
  

Der er øget risiko for at udvikle VIPom ved den sjældne arvelige sygdom Multipel endokrin neoplasi type 1, hvor mere end to hormonproducerende kirtler overproducerer hormoner på samme tid.

Arvelig sygdom med medfødte misdannelser og øget risiko for hudkræft. Man kan stille diagnosen ved en DNA-undersøgelse.

Sygdommen har mange navne og kaldes også:
Gorlin-Goltz syndrom, basal cell nevus syndrome, nevoid basal cell carcinoma syndrome, epitheliomatose multiple generalisee, fifth phakomatosis, hereditary cutaneomandibular polyoncosis, multiple basalioma syndrome.

Stereotaktisk strålekirurgi er en type strålebehandling, der bliver brugt til at behandle tumorer og andre sygdomme i hjernen. Med denne teknik kan man med en knivs præcision få en stor dosis stråler på et lille område, hvor mange små stråler samles. Metoden kaldes også en gammakniv.

For at strålerne rammer helt nøjagtigt, får man fæstet hovedet med en ramme til et behandlingsbord under behandlingen. Ved hjælp af MR-billeder er det på denne måde muligt at anvende rammen som reference til at finde og genfinde hjernens forskellige strukturer.

Strålekirurgiens nøjagtighed har den store fordel, at skaden på det omkringliggende raske væv minimeres.

Heriditær non polypose kolorectal cancer er en arvelig tilstand, hvor flere medlemmer i en familie er disponeret til kræft i tyktarmen og desuden til kræft i livmoderen, urinvejene, tyndtarmen, æggestokkene og mavesækken. 

Det er med molekylær teknik muligt at undersøge om familiemedlemmers gener bærer anlægget for HPNCC. I så fald kan man blive tilbudt løbende kontrol hvert andet år for tidligt at diagnostisere eventuelle tegn på sygdom. 

På Hvidovre Hospital er der oprettet et HNPCC register, som i samarbejde med de klinisk genetiske afdelinger koordinerer screening og rådgivning.

Læs mere om HNPCC registeret her:

• www.hnpcc.dk
   

Refraktær i forbindelse med lægebehandling betyder upåvirkelig.

Nogle hormonfølsomme kræftformer behandles med antihormoner (stoffer rettet mod hormoner).

Hvis en kræftsygdom er hormonrefraktær, vil det sige, at den er ufølsom overfor denne type behandling.

• Tilbage

En virus, som overføres seksuelt. Hyppig hos yngre seksuelt aktive.

Den kan give kønsvorter (kondylomer) samt lettere celleforandringer på livmoderhalsen, men er oftest uden symptomer, og i de fleste tilfælde forsvinder HPV-infektionen af sig selv.

Nogle HPV-typer kan imidlertid medføre kronisk infektion, der kan medføre livmoderhalskræft og i sjældnere tilfælde kræft i vulva, skeden, anus og penis samt visse former for kræft i mund og svælg. Der er ingen effektiv behandling mod HPV-infektionen.

Der er mange forskellige typer af HPV. HPV-typerne 6 og 11 forårsager de fleste kønsvorter, mens infektion med HPV type 16 og 18 kan føre til udvikling af sværere celleforandringer og kræft.

I 2006 blev den første vaccine mod HPV godkendt i EU til forebyggelse af livmoderhalskræft.

For meget calcium i blodet kaldes hypercalcæmi. Symptomerne kan være træthed, hyppig vandladning, nyresten, mavesår, muskelsvækkelse, evt. knoglesmerter, forstoppelse, tørst, forvirring og koncentrationsbesvær. Diagnosen stilles ved hjælp af en blodprøve.

Hypercalcæmi kan opstå på grund af knoglemetastaser eller kræft i knoglemarven (myelomatose). Det skyldes, at kræftcellerne producer stoffer, der nedbryder knoglerne. Man kan også få hypercalcæmi, hvis kroppens biskjoldbruskkirtler danner for meget hormon samt af en række sjældnere årsager.

Medicinsk behandlingsmulighed af modermærkekræft   I de tilfælde, hvor kræftsygdommen er lokaliseret til en arm eller et ben, kan blodcirkulationen i pågældende arm eller ben kortvarigt isoleres fra resten af kroppen. Blodet kan så tilføres større mængder medicin og samtidig opvarmes til 40-42 grader celcius. På den måde forstærkes medicinens virkning på kræftsvulsterne, uden resten af kroppen opnår samme høje dosis.

Den nederste del af svælget. Fra græsk.

Operation, hvor man fjerner livmoderen.

Sjælden form for leukæmi (kræft i blodet) hos ældre med en overproduktion af abnorme hvide blodlegemer (B-lymfocytter). Årsagen er ukendt.

De syge blodlegemer kaldes hårceller efter deres udseende set i mikroskop, hvor de har karakteristiske pigge på cellens overflade. Alle blodlegemer bliver dannet i knoglemarven, og hårcellerne ophobes fortrinsvis her og i milten, som derfor bliver forstørret.

Hårcelleleukæmi udvikler sig sædvanligvis langsomt. Symptomerne kan være træthed, vægttab eller tilbagevendende infektioner, da hårcellerne fortrænger de normale hvide blodlegemer, der har til opgave at forsvare kroppen mod bakterier og virus. Man kan også blive bleg på grund af mangel på de røde blodlegemer.

Diagnosen stilles ved at undersøge en blodprøve og måske også en prøve af knoglemarven. Ofte kan lægen føle, at milten er forstørret.

Forstadier til kræft, hvor forandringerne endnu ikke er brudt gennem grænserne mellem de forskellige væv. In situ er latin og betyder 'på samme sted'.

• Læs mere om udvikling af kræft
   

Er en kombination af symptomer, der opstår på grund af en overproduktion af serotonin og andre stoffer dannet af karcinoide tumorer. Karcinoide tumorer er en type neuroendokrine tumorer (NET), som findes i mave-tarmkanalen eller lungerne.

Knoglemarven findes i hulrummet inde i knoglerne og kaldes enten rød eller gul.

Den røde knoglemarv danner blodets forskellige celler. På tegningen er de steder i knoglemarven, hvor der dannes blodlegemer, illustreret med rødt. I knoglemarven produceres 170 millioner røde blodlegemer, 10 millioner hvide blodlegemer og 500 millioner blodplader hvert minut. De hvide blodlegemer omfatter en række undergrupper.

Den gule knoglemarv består af fedt.

Knoglemarven hos en voksen person vejer mellem 2 og 3 kilo.

Når tyktarmen (colon) ved operation føres ud gennem bugvæggen, kaldes det en kolostomi. Tarmen bliver syet fast til huden.

En kolostomi kan laves næsten alle steder på tyktarmen, men det mest almindelige er nedadtil (sigmoideum), eller midt på (transversum) tyktarmen. Placeringen afhængiger af, hvad man er blevet opereret for.

Afføringen bliver efter operationen ledt ud gennem kolostomien ned i en stomipose. Jo højere oppe i tyktarmen stomien sidder, jo tyndere vil afføringen være.

En slags hjelm fremstillet for at forsøge at modvirke hårtab hos mennesker i kemoterapibehandling.

Princippet er at nedkøle hovedbunden, så blodcirkulationen til hårrødderne nedsættes. På den måde forsøger man at hindre kemoterapien i at nå hårsækkene i en sådan grad, at det giver hårtab. 

Der findes flere typer kølehætter i handlen, men det er ikke et standardtilbud på nogen hospitaler i Danmark, da følgerne af, at kemoterapien ikke når hårbunden, endnu er uafklaret.

Hvis man bruger kølehætter, medfører det en forlænget behandlingstid, idet kølehætten skal sidde på i cirka en time før og efter behandling. Bivirkningerne ved brug af kølehætten kan være hovedpine og almen utilpashed.
 

Hvide blodlegemer. Forsvarer kroppen mod infektioner. Dannes i knoglemarven. Hvide blodlegemer består af to slags celler: granulocytter og lymfocytter.

Granulocytterne udgør den første forsvarslinje i immunforsvaret. De kan dræbe en lang række forskellige mikroorganismer, men de er ikke særlig effektive i længden.

Den anden forsvarslinje udgøres af lymfocytterne. Deres opgave er at producere antistoffer mod fremmede partikler og angribe fremmede celler. Det er lymfocytterne, der sørger for, at vi kan blive immune over for nogle sygdomme, som det f.eks. sker efter en vaccination for kighoste.

Hvis antallet af hvide blodlegemer i blodet er lavt, har man øget risiko for infektioner.

Leucocytose er en forbigående forøgelse af leucocytter i blodet, som kan have forskellige årsager f.eks. feber eller infektion.

En type af de hvide blodlegemer, hvor B-lymfocytter danner antistoffer og T-lymfocytter er aktive celler i immunforsvaret.

Når man får målt mængden af lymfocytter i blodet, kaldes blodprøvesvaret lymfocyttallet. Lymfocyttallet er normalt mellem 0,70-4,80 mia/L.

Rygmarven kaldes på latin medulla. Medullært tværsnitssyndrom er en beskadigelse af rygmarven med afbrydelse af rygmarvens funktion fra skadens niveau og nedefter i form af lammelser og tab af følesans. Tabet af bevægelighed og følesans kan være helt eller delvist afhængigt af om rygraden er helt eller delvist afbrudt.

Medullært tværsnitssyndrom kan opstå akut ved ulykker. Andre årsager kan være diskusprolaps, betændelse eller kræft. Kan forekomme ved alle former for fremskreden kræftsygdom, hvor symptomerne kan komme gradvist med tiltagende rygsmerter eventuelt med udstråling til arme eller ben og styringsbesvær. Det er vigtigt, at behandling startes hurtigst muligt for at begrænse skaden.

Diagnosen stilles ved akut MR-scanning eller eventuelt CT-scanning. Behandlingen er akut operation og/eller strålebehandling alt efter omstændighederne.

Meningeal karcinomatose betyder spredning af kræft til hjernehinderne. Meninx betyder hjernehinde på græsk, og ved carcinosis findes mange små områder med kræft spredt på en indre hinde i kroppen, f.eks. hjernehinderne, lungehinden, bughinden eller hjertesækken.

Lymfatisk leukæmi og maligne lymfomer er de kræftsygdomme, der hyppigst spreder sig på denne måde til hjernehinderne.

Mange neurologiske lidelser giver de samme symptomer. Diagnosen stilles ved at undersøge patienten samt en prøve af rygmarvsvæsken, eventuelt suppleret med en MR-scanning. Det kan være vanskeligt at stille diagnosen.

Langsomtvoksende type hjernetumor, der udgår fra hjernens hinder. Meningeomer sidder uden på hjernen og trykker på hjernen, fordi kraniet ikke kan give sig. Ses langt hyppigere hos kvinder end hos mænd og optræder oftest i 50-70 års alderen.

• Tilbage

Hudkræft som opstår i Merkelcellerne. Deres funktion er at signalere fornemmelsen af let berøring af huden til hjernen. 

Merkelcelle karcinom forekommer oftest på soleksponerede områder af huden, især på hoved og halsen, og som regel hos personer over 50 år.

Man har i nogle Merkelcelle tumorer fundet et virus kaldet Merkelcelle polyomavirus. Man mener, at Merkelcelle karcinom kan udvikle sig både på grund af infektion med Merkelcelle polyomavirus og på grund af solens ultraviolette stråler.

Merkelcelle tumorer ses oftere efter PUVA behandling for psoriasis og hos patienter med kronisk immunsuppression (kronisk lymfatisk leukæmi, HIV og organtransplantation).

Merkelcelle karcinom er som regel en uøm, rødlig/violet bule på huden. Kan sprede sig i huden og derved danne mange flere tumorer.

Betegnelse for spredning af kræft. Metastaser kan opstå, når kræftceller fra en kræftknude bliver ført rundt til andre steder i kroppen med blodet eller lymfen. Kræftcellerne kan derved sprede sig ved at danne nye kræftknuder (metastaser) andre steder i kroppen.

En metastase består af den samme slags kræftceller som den oprindelige kræftknude. Det vil sige, at f.eks. brystkræft, der har spredt sig til knoglerne, består af brystkræftceller. 

Hvis urinen fra nyren ikke kan passere ned til blæren, får man ofte ondt, muligvis feber, og man kan risikere, at nyren går til grunde.

Det er derfor nødvendigt at genskabe afløbet fra nyren. Det kan gøres ved en såkaldt nefrostomi.

Hvordan udføres nefrostomi?
I lokal bedøvelse føres et lille tyndt rør (nefrostomi-kateter) igennem huden og ind i nyrebækkenet, hvorigennem urinen kan ledes ud i en pose. Nefrostomikateteret holdes på plads inde i nyren ved hjælp af en lille ballon eller ’krølle’ på kateteret.

Opsamling af urinen
Med en nefrostomi opsamles urinen i en pose, der er klistret udenpå låret. Posen har en ventil i bunden, og når den er fuld, kan man tømme urinen gennem ventilen ud i toilettet. Man skal tage posen af og skifte den et par gange om ugen.

Man kan leve et næsten normalt liv med et nefrostomi-kateter
Med et nefrostomikateter bør man være forsigtig med at tage karbad samt undgå at gå i svømmehal, men med en vandtæt forbinding kan man tage brusebad.

For at undgå betændelse er det vigtigt, at holde kateteret og huden omkring nefrostomi-kateteret rent. Hvis man er hjemme med en nefrostomi, kan man få hjælp til pasning af kateteret af en hjemmesygeplejerske.

Det er fornuftigt at drikke mindst to liter væske i døgnet for at skylle urinvejene og kateteret godt igennem, da nefrostomi øger risikoen for at få en urinvejsinfektion.


Kontakt hjemmesygeplejersken eller skadestuen ved:

• feber
• smerter ved nyren
• hvis der ikke kommer urin i posen
• hvis urinen løber ved siden af kateteret
• tydelig blod i urinen


Udlevering af poser i hjemmet
Ved et varigt behov har man ret til at få hjælpemidler gratis fra kommunen. Ved udskrivelse vil hospitalets socialrådgiver sørge for at ansøge kommunen om gratis levering af urinposer.
 

Neuroblastom er en kræftsygdom hos børn. De fleste børn er under fem år, når sygdommen opdages.

Kræften opstår i cellerne i det sympatiske nervesystem, som er den del af nervesystemet, der styrer hjertet, blodkar, svedkirtler, indvolde og binyremarven. Sygdommen kan opstå overalt i det sympatiske nervesystem, men ses oftest i binyrerne, i bughulen eller i brystet langs rygsøjlen. Årsagen er ukendt.

Symptomer
Symptomerne kan være almensymptomer som vekslende feber, træthed, nedsat appetit og vægttab, men afhænger af hvor knuden sidder. Hvis knuden trykker på rygmarven kan barnet få smerter, føleforstyrrelser, nedsat kraft i benene, haltende gang og besvær med at lade vandet samt forstoppelse. Hvis knuden sidder i brystkassen kan barnet blive forpustet eller få synkebesvær.

Diagnose
For at stille diagnosen og undersøge om sygdommen har spredt sig, kan det være nødvendigt med flere forskellige undersøgelser. CT- eller MR-scanning og isotopscanninger af knoglerne kan vise, hvor knuden sidder og hvor udbredt sygdommen er. Ved en isotopscanning får man et stof, der er mærket med lidt radioaktivt iod, og da stoffet optages af neuroblastomcellerne, kan kræften derefter ses på en scanning.

Man bekræfter sædvanligvis diagnosen ved at undersøge vævsprøver fra knuden i et mikroskop. Vævsprøverne tages ud ved en ultralydsvejledt punktur eller ved en operation. For at undersøge om sygdommen har spredt sig til knoglemarven, bliver der som regel taget prøver flere steder fra hoftekammen. Undersøgelserne foregår i fuld bedøvelse.  

Urinen bliver også undersøgt, da man hos næsten alle børn med neuroblastom kan måle katekolaminer (VMA, HVA, adrenalin, noradrenalin og dopamin) i urinen. Katakolaminer er stoffer som dannes af kræftcellerne i øget mængde i forhold til normalt. Disse stoffer er specielle for sygdommen neuroblastom og bruges til at sikre diagnosen og senere til at kontrollere om sygdommen udvikler sig.

 

En tumor dannet af celler, der frigiver hormoner som respons på signal fra nervesystemet.

Disse tumorer kan danne større mængder hormon end normalt, hvilket kan give mange forskellige symptomer.

Eksempler på neuroendokrine tumorer er:

• medullært thyroidea karcinom
• ø-celletumor 
• carcinoid tumor
• fæokromocytom eller
• neuroendokrint karcinom i huden (Merkelcellekarcinom)
  
  
  
  
• Tilbage

Det ene af to nervesystemer, der tilsammen udgør det autonome nervesystem.

Det parasympatiske nervesystem fremmer de reaktioner, som foregår i hvile og genopbygger kroppen. Det vil sige, at det sænker hjerteaktivitet, puls og blodtryk, fremmer mavetarmkanalens fordøjelse og kirtlers aktivitet, tømmer blære og tarm og får pupillerne til at trække sig sammen. Det parasympatiske nervesystem har desuden en styrende rolle ved forplantning.

Performance status er en metode til at vurdere og angive en patients generelle helbredsstatus.
 
Det afhænger af lægens skøn, hvorvidt man kan tåle f.eks. kemoterapi og strålebehandling. Svækkede personer i dårlig almen tilstand tåler generelt behandlingen dårligt og har øget risiko for livstruende bivirkninger.
 
Patienter med performance status 0 og 1 tåler ofte kemoterapi og strålebehandling godt. Patienter med performance status 2 får flere bivirkninger, og patienter med performance status 3 og 4 bør som hovedregel ikke behandles med kemoterapi og strålebehandling. 

• Performance status 0
  Fuldt aktiv som før man blev syg. 
• Performance status 1
  Kan ikke udføre tungt fysisk arbejde, men alt andet. 
• Performance status 2
  Oppegående mere end halvdelen af dagen og selvhjulpen, men ude af stand til at udføre fysisk arbejde. 
• Performance status 3
  I seng eller siddende i stol mere end halvdelen af dagen, og brug for hjælp til at klare sig selv. 
• Performance status 4
  Bundet til seng eller stol og har brug for hjælp til alt.

Denne type skala bruger lægen til at vurdere:

• om en patients sygdom udvikler sig
• hvordan sygdommen påvirker, hvad patienten kan klare i hverdagen
• hvilken behandling, der er bedst egnet
• om dosis skal justeres 
• om patienten har brug for mere hjælp
• om patienten har brug for mere lindrende behandling

Flere forskellige systemer
Der er findes flere systemer, som lægen kan bruge som redskab til at vurdere patientens tilstand. Det er forskellige systemer, der graduerer helbredsstatus.
 
Den mest anvendte skala kaldes WHO, ECOG score eller Zubrod score. Andre systemer hedder Karnofsky score og til børn Lansky score.
 

Ved spredning af kræft til lungerne kan der opstå en væskeansamling mellem lungehinderne. Det kaldes pleuraekssudat.

Pleuraekssudat i forbindelse med kræft ses oftest ved brystkræft, lungekræft, kræft i æggestokkene eller lymfekræft. Kan også skyldes dårlig hjerte eller infektionssygdomme.

Symptomerne er åndenød, hoste, smerter eller trykken i brystet.

Diagnosen kan stilles ved at lægen lytter på lungerne eller ved hjælp af et røntgenbillede af lungerne.

Væsken kan tømmes ud fra lungehinden ved en punktur (pleuracentese). Det gøres med kanyle i siddende stilling i lokalbedøvelse med anlæggelse af et kateter. Ved undersøgelsen bruger lægen måske ultralyd for præcist at se, hvor væskeansamlingen er.

I sjældne tilfælde ved behov for hyppig pleuracentese, kan lægen overveje at klæbe lungehinderne sammen (pleurodese).

En yderst sjælden kræftform af typen adenokarcinom, der opstår i svedkirtlerne i huden.

Årsagen kendes ikke, men ses oftest hos ældre. Symptomerne er en knude eller et sår på huden, der kan forekommer over det meste af kroppen. Størrelsen kan være flere cm, og farven kan være rød, hudfarvet eller mørk.  Diagnosen stilles ved at undersøge en vævsprøve fra knuden under mikroskop. Behandlingen er kirurgisk. Prognosen er sædvanligvis god, men sygdommen kan sprede sig.

Et Port-a-kath er et lille kammer indopereret under huden på forsiden af brystet. Kammeret er forbundet med et kateter, som munder ud i en vene ved hjertet. Systemet anvendes til at give indsprøjtninger gennem huden og via kammeret ind i katererslangen.

Man kan få anlagt et Port-a-kath, når man skal have længere varende behandling i blodbanen. Et Port-a-kath kan anvendes i flere måneder, og skal blot gennemskylles hver tredje måned med blodfortyndende medicin. Kateteret anlægges og fjernes ambulant i lokalbedøvelse.

Port-a-kath anvendes, hvis man skal have:

• taget mange blodprøver
• kemoterapi
• anden hyppig eller langvarig intravenøs væsketerapi
• blodtransfusion
• intravenøs ernæring
• hvis det er vanskeligt at anlægge et drop i en blodåre

Et Port-a-kath kan ikke ses udenpå kroppen, og da hele systemet sidder under huden, kan man tage bad og passe sine sædvanlige aktiviteter.

Når man har fået anlagt et Port-a-kath, får man udleveret et kort, som man skal bære på sig, hvor der står, at man har fået indopereret et Port-a-kath. Ved rejser kan Port-a-Cath forårsage alarm i sikkerhedskontrollens metaldetektor.

En nøje fastlagt plan for et klinisk forsøg. Protokollen beskriver formålet med forsøget, hvordan det skal gennemføres, hvem der kan deltage og angiver en tidsplan. En protokol er altid godkendt af sundhedsmyndighederne.

Ordet optræder ofte i forbindelse med kliniske forsøg. I et randomiseret forsøg trækker en computer lod blandt forsøgsdeltagerne for tilfældigt at afgøre, hvem der får forsøgsbehandling, og hvem der får standardbehandling. Det kaldes også randomisering eller lodtrækningsforsøg.

I lodtrækningsforsøg vil nogle patienter (den eksperimentelle gruppe) blive behandlet med f.eks. en ny type medicin, mens andre patienter (kontrolgruppen) får standardbehandling.

Forskerne kan så sammenligne resultatet af de to typer behandling for at se hvilken behandling, der virker bedst eller giver færrest bivirkninger.

Randomisering skal sikre, at de to patientgrupper er ens (f.eks. med hensyn til alder, køn, sygdomsstadie). Derved opnår man, at forsøgsresultatet kun afspejler eventuelle forskelle mellem standardbehandling og forsøgsbehandling.

Tegningen viser en normal celle og en HER2-positiv celle. Den normale celle har få receptorer, hvorimod cellen, der er HER2-positiv, har mange receptorer.

Mellem 20 og 30 pct. af alle tilfælde af brystkræft er såkaldt HER2-positiv brystkræft. Kvinder med HER2-positiv brystkræft har en øget risiko for tilbagefald af sygdommen.

Hos de brystopererede kvinder, der har aggressiv brystkræft, har kræftcellerne et meget stort antal HER2-receptorer på overfladen. Der kan være hundrede gange flere HER2-receptorer end på normale celler. Hvis der findes store mængder HER2, betegnes kræftcellerne som HER2-positive (3+).

Man bliver testet for, om man er HER2-positiv ved at undersøge en vævsprøve fra den fjernede kræftknude.

Trastuzumab er et antistof, som virker mod HER2-positive kræftceller. Trastuzumab binder sig til cellerne med et stort antal HER2 og ændrer cellernes overflade.

• Trastuzumab (Herceptin®)
  

Østrogen receptor
De fleste brystkræftknuder er følsomme over for østrogen. Det betyder, at brystkræften vokser, når det kvindelige kønshormon østrogen er til stede i kroppen.

Ved at undersøge prøver af kræftknuden kan man afgøre, om den er påvirkelig af det kvindelige kønshormon østrogen, hvilket kaldes, at kræften er østrogen-receptor positiv. Hvis knuden ikke er følsom over for østrogen, kaldes den østrogen-receptor negativ.

Anti-hormonbehandling hæmmer virkningen af østrogen i kroppen eller produktionen af østrogen. Der findes to typer anti-hormonbehandling ved brystkræft: Tamoxifen og aromatasehæmmere.

Ved regional kemoterapi forsøger man at koncentrere effekten af den medicinske kræftbehandling på det område, som man ved, er ramt af kræft.

Ideen er, at man så kan få en højere dosis kemoterapi direkte til kræftcellerne samtidig med, at de normale celler i resten af kroppen bliver skånet.

Ved almindelig kemoterapi får man cytostatika som tabletter eller som drop direkte i kroppens vener. På denne måde får alle dele af kroppen den samme koncentration af medicinen.

Kemoterapi kan koncentreres i et bestemt område af kroppen ved enten at skylle et hulorgan med cytostatika, f.eks. bughulen, eller ved at cytostatika gives direkte i de blodkar, der fører ind i de kræftramte organer og samtidig i en periode afklemme blodkarrene, der løber fra det syge område.

Regional kemoterapi har været brugt til behandling af kræft udviklet fra bindevæv (sarkomer) og modermærkekræft (malignt melanom) svarende til arme og ben. Man har også kombineret behandlingen med samtidig opvarmning (hyperterm perfusion), hvilket øger virkningen af kemoterapien.

Rehabilitering er hjælp til syge og handicappede personer med henblik på at de kan få deres funktionsevner igen bedst muligt. 

Udover fysisk genoptræning kan rehabilitering indebære hjælp til medicinske, psykologiske, sociale, pædagogiske, uddannelses- og beskæftigelsesmæssige problemer.

En renografi er en undersøgelse af nyrernes funktion. Desuden viser undersøgelsen om der er fri passage i urinvejene.

Renografi anvendes:

•  ved kontrol af nyrefunktion ved sten i urinvejene
•  før operation af nyren
•  ved mistanke om nyren som årsag til forhøjet blodtryk

Undersøgelsen gør ikke ondt, og varer samlet ½ -1 time.

Princippet ved renografi
For at skabe et billede af nyrerne indsprøjtes et radioaktivt mærket sporstof i en blodåre i armen.

Til renografi anvendes kun en lille mængde radioaktivt stof. Den største del af stoffet vil som regel være ude af kroppen, når man efter undersøgelsen har tømt blæren på toilettet.

Mens sporstoffet først optages i nyrerne, og derefter udskilles gennem urinvejene, tages billeder med et computerstyret gammakamera.

Bagefter beregnes undersøgelsens resultater for hver nyre ved hjælp af databehandling.

• Tilbage
   

Synkron cancer kalder man en nyopstået kræftknude (ikke metastase), der opdages inden for seks måneder efter diagnose af en cancersygdom.

Metakron cancer identificeres mere end seks måneder efter, at den første cancer er opdaget.

 
Man kender endnu ikke helt sammenhængen mellem tatoveringer og kræft, da emnet ikke er ordentligt undersøgt.

En række tatoveringsfarver blev fjernet fra det danske marked i december 2011, da det viste sig, at farverne indeholdt kræftfremkaldende stoffer. Der kan dog stadig godt forekomme skadelige farver på det danske marked, da tatoveringsfarver importeres til danske forhandlere og tatovører via internettet. Miljøministeren har derfor opfordret EU til at lave et forbud mod farlige stoffer i tatoveringsfarver (sommer 2012).

Problemet med tatoveringsfarver skyldes især indholdet af azofarvestoffer, som nedbrydes til kræftfremkaldende stoffer. Andre skadelige stoffer kan f.eks. være polycykliske aromatiske hydrocarboner (PAH), der er mistænkt for at være kræftfremkaldende for dyr og mennesker.

Videnskabelige forsøg viser, at 2/3 af farvekrystallerne i tatoveringsfarver bliver optaget i kroppen. Tatoveringsfarverne når først lymfeknuderne, og derefter transporteres de via blodbanen videre til kroppens andre organer.

 
Behov for mere viden
Der er behov for store opfølgningsundersøgelser af tatoverede personer for at vurdere om tatoveringer, og i så fald hvilke, øger risikoen for modermærkekræft, hudkræft eller andre typer kræft.

Desuden mangler man viden om de forskellige farver, der bruges til tatoveringer. For flere af de kemiske stoffer i farverne er der desuden usikkerhed om, hvor høj koncentrationen skal være for at give skadelig effekt.


Oplysninger om tatoveringer på Miljøstyrelsens hjemmeside:
Tips om tatoveringer og semipermanente tatoveringer


Hvis man allerede har en tatovering og er i tvivl, om man skal få den fjernet:
’Hjælp, jeg vil af med min tatovering’ af speciallæge i hudsygdomme, professor Jørgen Serup 

Operation for livmoderhalskræft uden fjernelse af livmoderen.

Operationen kan anvendes, hvis man ønsker at bevare sin evne til at få børn, men er kun mulig ved livmoderhalskræft i tidligt stadium.

Ved denne type operation fjernes først lymfeknuder i bækkenet ved en kikkertoperation for at undersøge, om kræften kan have spredt sig hertil. Hvis der ikke er tegn på spredning, fortsætter operationen gennem skeden, hvor man får fjernet livmoderhalsen og den øverste del af skeden.

Livmoderen bevares, så man senere har mulighed for at kunne blive gravid. 
 

Trofoblastsygdomme kan opstå hos kvinder ud fra et befrugtede æg og er en slags unormal graviditet. Trofoblastiske tumorer udvikles i trofoblastcellerne, som normalt får det befrugtede æg til at sætte sig fast i livmoderen og som er med til at danne moderkagen.

Mola hydatidosa er den hyppigste type, som i sjældne tilfælde kan blive til kræft og vokse ind i det omkringliggende væv. I Danmark behandles kun omkring ti kvinder om året med kemoterapi efter en molagraviditet. I ekstremt sjældne tilfælde kan trofoblastiske tumorer udvikle sig til underlivskræft i form af coriocarcinomer eller nidationstumorer.

Behandlingen er kemoterapi og i nogle tilfælde fjernelse af livmoderen.

Trofoblastsygdomme udskiller svangerskabshormonet humant chorion gonadotropin i blodet. Ved at måle hormonet under og efter behandlingen, kan lægen sikre sig, at alle syge moderkageceller er forsvundet.

Sollyset har forskellige bølgelængder. Synligt lys udgør kun en lille del af de elektromagnetiske bølger. Spektret går fra gamma-stråling (korteste bølgelængder) over røntgen, ultraviolet(UV), synligt lys, infrarødt til radiobølger med de længste bølgelængder.

Ultraviolet lys kan forårsage hudkræft, både almindelig hudkræft og modermærkekræft.

En vaccine er et præparat, der skal forbedre kroppens immunitet overfor en bestemt sygdom. Vaccine kan være rettet imod infektionsfremkaldende mikroorganismer (virus, bakterie) eller mod kræftceller.

En vaccine indeholder typisk en kemisk forbindelse, der ligner det sygdomsfremkaldende fremmede stof. Når man bliver vaccineret, danner immunsystemet antistoffer, som hjælper kroppen med at bekæmpe det fremmede stof.

Vaccine forebyggende
Ved forebyggende vaccine mod smitsomme sygdomme bliver man vaccineret for at undgå eller mildne en fremtidig infektionssygdom.

Hvis man senere udsættes for den samme bakterie eller virus, man er vaccineret imod, vil kroppens immunsystem huske og genkende mikroorganismen, og antistofferne kan hurtigt bekæmpe dem, før man når at blive syg. Man bliver på denne måde beskyttet mod sygdommen.

Vaccine i forbindelse med kræft kan være vaccination mod infektioner, der kan medføre kræft (f.eks. HPV-vaccine mod livmoderhalskræft eller vaccine mod leverbetændelse (hepatitis B), som disponerer til kræft i leveren).

Vaccine som behandling af allerede opstået sygdom
Målet med terapeutisk vaccine er at stimulere immunforsvaret mod en sygdom, som man allerede har pådraget sig (infektion eller kræft).

Det sker ved, at kroppens immunforsvar understøttes med en vaccine, som indeholder proteiner fra f.eks. kræftceller. Immunforsvaret bliver således i stand til at genkende og ødelægge de sygdomsfremkaldende celler.

Eksempler er vaccination mod modermærkekræft og prostatakræft.

Behandling med kræftvacciner er eksperimentel og foregår kun i forbindelse med godkendte forsøg. 

Forskellige former for immunterapi 


 

Er en sjælden form for kræft i bugspytkirtlen af typen neuroendokrine tumorer.

I bugspytkirtlen findes hormondannende celler i små grupper (Langerhanske celleøer), der producerer flere slags hormoner, f.eks. insulin til kontrol af blodsukkeret. VIPomer udvikler sig i disse hormondannende celler i bugspytkirtlen, og medfører overproduktion af hormonet vasoaktivt intestinalt polypeptid (VIP), der regulerer transporten af sukker, salt og vand i tarmen.

Symptomerne ved overproduktion af vasoaktivt intestinalt polypeptid er:

• Store mængder vandig diarré
• Væskemangel (dehydrering)
• Mavesmerter
• Lavt kalium i blodet
• Vægttab uden kendt årsag
  

Der er øget risiko for at udvikle VIPom ved den sjældne arvelige sygdom Multipel endokrin neoplasi type 1, hvor mere end to hormonproducerende kirtler overproducerer hormoner på samme tid.

En meget sjælden arvelig hudsygdom, som medfører udtalt følsomhed for sollys (ultraviolet lys) med hudlæsioner og tidlig ældning af huden på soleksponerede områder. Disse skader kan udvikle sig til flere typer hudkræft. Sygdommen giver også andre komplikationer i form af øjenskader og neurologiske problemer. Sygdommen viser sig i de første barneår.

Den øgede følsomhed for ultraviolet lys skyldes en enzymdefekt, der hindrer den normale reparation af cellernes DNA, således at celler, beskadigede af ultraviolet lys, ikke kan blive repareret. 

Diagnosen kan stilles ved at undersøge vævsprøve af huden. Behandlingen er at holdes væk fra ultraviolet lys. Regelmæssig kontrol for hudkræft, og eventuel behandling er meget vigtig.

Kaposi`s syge er ikke Kaposi`s sarkom.