At miste et menneske, man elsker, er noget af det mest smertefulde, et menneske kan udsættes for. Uanset om døden er ventet eller kommer pludseligt, vil tabet præge de efterladtes liv. Sorg er et udtryk for, at vi har elsket et andet menneske og stadig elsker ham eller hende.
Sorgen kommer og går
Mange bliver overvældede over, hvor svært det kan være at miste et nært familiemedlem, en god ven eller kæreste. Sorgen kan være stor og svær at tackle i hverdagen. Følelsen af sorg kommer og går, ofte fra det ene øjeblik til det andet.
Sorg tager tid
Tiden læger ikke alle sår. Sorgen bliver lettere at bære, men den forsvinder ikke efter et halvt eller et helt år og efterlader alt som før. Sorg er et livsvilkår – som person er man ofte ændret, livet er ændret. Det betyder ikke, at du vil være opslugt af sorgens følelser hele tiden. De kommer og går.
Sorgens følelser
Højtider og mærkedage
Sorgen aktiveres ofte af forskellige omstændigheder i livet. Det kan være begivenheder, man gerne ville have delt med den døde. Eksempelvis julen og fødselsdage. Det kan også være musik, sange, lyde og dufte, der minder om den døde eller oplevelser, man har haft sammen.
Sorgens følelser kan også vælde frem mange år efter dødsfaldet, når en særlig situation eller oplevelse minder om, at den døde mangler.
Det kan måske være en hjælp for dig, der er ramt af sorgens følelser, at læse om gode råd til at være i sorgen.
Forslag til måder at mindes den døde
Råd til efterladte
- Vær tro mod dig selv, og gør noget godt for dig selv
- Bær over med dig selv
- Bebrejd ikke dig selv for ting, du ville ønske, at du havde gjort anderledes. Husk på, at du gjorde dit bedste i en meget svær situation
- Giv sorgen et sprog. Tal med mennesker, der tør lytte uden at trøste
- Tag imod hjælp og bed om den hjælp, du har brug for. Du står midt i en meget svær livssituation, og det er helt almindeligt at have brug for hjælp
Vi reagerer forskelligt på sorgens følelser
Forskellige mennesker reagerer forskelligt på sorg. Nogen har brug for at tale om, hvordan de har det, og andre går mere stille med følelserne. Nogen græder meget, andre ikke. Nogen har det bedst med at begynde hurtigt på arbejde, fordi det giver et frirum fra sorgen. Andre kan ikke samle sig om arbejdet.
Nogen er først klar til at mærke sorgen et stykke tid efter dødsfaldet. Det kan være på grund af omgivelserne, som kræver ens nærvær, eller det kan være, fordi følelserne er for voldsomme. Erkendelsen kan også dukke op over tid, og sorgen kan komme og gå.
Mange oplever, at de selv i perioder med mange svære følelser ind imellem kan være glade og grine og måske glemme sorgen for et øjeblik. Det er naturligt, at man måske indimellem oplever små pauser fra sorgen.
Sorgens følelser
Typiske reaktioner på sorg kan være:
- Søvnproblemer
- Problemer med hukommelsen
- Følelser af skyld (f.eks. skyld over ikke at være god nok)
- Længsel
- Bitterhed
- Vrede
- En følelse af tomhed og meningsløshed
- Tristhed
- Depression
- Isolation
- Indadvendthed
- Fysiske reaktioner kan være hovedpine og hjertebanken
Ældre og efterladt
Som ældre kan man måske mærke en forventning fra omgivelserne om, at man ikke føler en lige så stor sorg over at miste sin ægtefælle, som når yngre mennesker dør, fordi døden er ventet, når man er oppe i årene.
Men det er et voldsomt livsbrud at miste sin livsledsager, ikke mindst når man har levet et langt liv sammen. Din sorg er ikke mindre, fordi du har nået en bestemt alder.
Nogle ældre oplever at stå alene med sorgen, fordi de ikke har så stort et netværk at trække på længere. Måske er flere venner og familiemedlemmer døde, og man er nok ikke længere på arbejdsmarkedet.
Der er hjælp at hente for dig, der går alene med sorgen. Du kan eksempelvis deltage i en sorggruppe for ældre, der har mistet, på flere af vores kræftrådgivninger.
Støtte og rådgivning, når du har mistet
Til top
Tilbage