|
Ungegruppen Sorgramte unge som har mistet en forælder kan møde unge med lignende baggrund i Ungegruppen. I gruppen deler de unge deres fortælling om det at miste, savnet og hvordan livet fortsætter. Gruppen henvender sig til unge i alderen ca. 16-25 år.
Gruppe for efterladte Kræftens Bekæmpelse i Esbjerg tilbyder gruppe for mennesker, der har mistet en partner, kæreste eller ægtefælle ved dødsfald. Gruppen vil have fokus på samvær og erfaringsudveksling. Mange oplever et stort savn og tomhed efter tabet af deres ægtefælle. Mange har derfor stor glæde af at mødes med ligestillede, og her igennem dele historier og minder. Gruppen ledes af en frivillig, som selv har oplevet det at miste en livsledsager.
Livsglæde og kræft Denne gruppe er for alle, der har eller har haft kræft. Vi arbejder på at du gennem samvær med ligestillede kan opnå større forståelse for din situation og derigennem få hjælp til håndtering af de udfordringer, der kan opstå i sygdomsforløbet.
Mandeklubben Denne gruppe er for mænd der er eller har været kræftramte eller som har været berørt af kræft på anden vis. Det primære fokus er samvær, f. eks. at tage på mindre udflugter, arrangere madlavning, vinsmagning og få gode oplevelser. Gruppen er selvkørende, hvilket vil sige, at gruppen ikke ledes af en professionel rådgiver. Deltagelse er gratis. Gruppen mødes ikke i juli måned.
Livet efter sygdommen Når et behandlingsforløb er overstået, føler mange stor lettelse. Imidlertid er der også mange, som oplever et tomrum eller et uventet følelsesmæssigt kaos. Følelsen af at være alene, frygten for tilbagefald, usikkerheden med at vende tilbage til arbejdspladsen og oplevelser af senfølger og behandlingen er nogle af de emner, som vi vil få talt om. Vi vil også rette blikket mod fremtiden: Hvad er vigtigt i mit liv her og nu? Hvordan heler jeg de skader, jeg har fået på krop og sjæl? Hvordan får jeg en ny hverdag til at fungere? På kurset vil vi arbejde med forskellige eksistentielle og psykologiske emner som angst, depression, håb, mening, livsmod og livsglæde. Der vil være oplæg, øvelser og erfaringsudveksling. Du mødes med ligestillede og deler tanker og følelser, der er opstået i forbindelse med din proces. Gruppen ledes af en professionel rådgiver.
|