Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Rejse og forsikring

Hvis man har kræft og ønsker at rejse på ferie til udlandet, skal man være opmærksom på, at den offentlige rejsesygeforsikring og rejseforsikringer ofte ikke gælder.

 

Uden den rette forsikring kan du blive ruineret
Hvis du som kræftpatient overvejer en udlandsrejse, bør du altid rådføre dig med din læge om, hvorvidt det er forsvarligt at tage af sted, samt sikre dig, du er forsikret på rejsen.
 
Hvis du ikke er ordentligt forsikret, kan en rejse let ruinere dig, hvis uheldet er ude. Udgifter til hospitalsophold i udlandet og hjemtransport kan løbe op i beløb, der er uoverskuelige for de fleste mennesker.
 
Det er en god idé, at du før en udlandsrejse henvender dig til SOS International a/s, der administrerer rejsesygesikringen for det offentlige.

SOS International a/s
 
Du kan også henvende dig til et andet forsikringsselskab for at oplyse om din kræftlidelse og forhøre dig om, hvorvidt du er dækket af rejsesygesikringen og/eller en privat tegnet rejseforsikring.

 
Begrænsninger i den offentlige rejsesygesikring
Ved rejser i Europa og enkelte andre lande er du omfattet af den offentlige rejsesygesikring. Men der er begrænsninger i dækningen for bl.a. kræftpatienter.

Hovedreglen er, at udgifter i forbindelse med sygdom dækkes, hvis sygdommen ikke har medført indlæggelse eller ændret medicinering i de sidste 2 måneder før rejsen fra Danmark.
Det gælder dog ikke, hvis

  • du har valgt ikke at søge læge inden afrejsen fra Danmark, selv om sygdommen krævede det

  • eller hvis lægerne har opgivet behandlingen, eller du selv har afslået behandlingen

Selv om du ikke opfylder disse betingelser, vil det i mange tilfælde alligevel være muligt at rejse med dækning fra rejsesygesikringen, idet du har mulighed for at få et "bindende forhåndstilsagn". Læs mere om dette:

Rejseforsikring ved kronisk sygdom og behandlingskrævende sygdom

 
Al henvendelse vedrørende rejser i forbindelse med kronisk eller behandlingkrævende sygdom og bindende forhåndstilsagn skal ske til SOS International a/s.
 
Du bør rette henvendelse i god tid inden den planlagte rejse.


Det blå EU-sygesikringsbevis
I visse tilfælde er det ikke tilstrækkeligt at have det gule sygesikringskort med, når du rejser eller opholder dig i udlandet.
 
Det gælder f.eks., hvis du opholder dig i udlandet i over 30 dage, eller hvis du lider af en eksisterende eller kronisk sygdom og ikke har kunnet få et forhåndstilsagn.

  
Andre lande kender ikke det gule sygesikringsbevis

Mange lande kender ikke vores gule sygesikringskort, men vil have forevist det blå EU sygesikringskort, hvis du får brug for læge eller hospitalsbehandling. Så det er altid en god ide at have både det gule og det blå EU-sygesikringskort med.
 
Du skal bruge det blå sygesikringsbevis, hvis:

  • du skal på ferie – eller studierejse i mere end 30 dage (det gule sygesikringsbevis dækker kun op til 30 dage)

  • du lider af en eksisterende eller kronisk sygdom og ikke har kunnet få forhåndstilsagn

  • du arbejder eller er på forretningsrejse

  • der er tale om au pair ophold eller ulønnet praktik

 
Dækningsområde for det blå EU-sygesikringsbevis

I EU-lande, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz, når rejsen ikke er dækket af den offentlige sygesikring.

 
Det blå EU-sygesikringsbevis sidestiller dig med landets borgere
Det blå EU-sygesikringbevis sidestiller dig med det aktuelle lands borgere i sygdomstilfælde. Sygesikringsbeviset giver dig dækning på samme vilkår som for rejselandets egne borgere og omfatter læge- og hospitalsbehandling, tandlægehjælp, medicin m.m., som er nødvendig under opholdet. Hvis der er egenbetaling for lægebehandling i det land, hvor du søger behandling, skal du selv betale den del.

 
Det blå sygesikringsbevis dækker ikke:

  • behandling på private sygehuse og hos private læger er sædvanligvis ikke dækket af det blå EU-sygesikringsbevis 
     
  • udgifter til eventuel hjemtransport er heller ikke omfattet

Du kan få brug  for både det gule og det blå sygesikringsbevis

I nogle situationer kan det være fornuftigt at have både det gule sygesikringsbevis og det blå EU-sygesikringsbevis med til udlandet:

På en 5-ugers ferie til Frankrig, vil du de første 30 dage være omfattet af det gule sygesikringsbevis (altså inkl. eventuel lægeordineret hjemtransport).
I resten af din ferie, bør du have medbragt det blå EU-sygesikringsbevis.

Vær opmærksom på, at det blå kort ikke omfatter eventuel hjemtransport.

Det blå EU sygesikringsbevis udstedes af kommunen.

  
Privat rejseforsikring

Den offentlige rejsesygesikring dækker ikke alle former for rejser og kun i en begrænset del af verden. Skal du til lande uden for det område, der er omfattet af den offentlige sygesikring, bør du henvende dig til et forsikringsselskab og tegne en privat rejseforsikring.
 
Oplys altid forsikringsselskabet om din kræftsygdom og få selskabet til at oplyse, om den private rejseforsikring dækker i dit tilfælde. Hvis der er tvivl om, hvorvidt forsikringen dækker eller ej, kan du bede selskabet om et bindende forhåndstilsagn.

  
Til top 
Tilbage



Teksten er fra brochuren: 'Rejsesygesikringen', bearbejdet af Kræftens Bekæmpelse og gengivet med tilladelse fra Sygesikringens Forhandlingsudvalg.
Tekst og kilde: Jurist Lars Kofoed

Sidst ændret: 06-10-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen