Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Nogle kræftpatienter kan få brug for hjemmehjælp eller pleje af en hjemmesygeplejerske i kortere eller længere perioder. Her kan du læse om mulighederne.
Hjemmesygepleje og døgnpleje
Du kan få pleje af en hjemmesygeplejerske i dit hjem, hvis din læge eller sygehuspersonalet indstiller til kommunen, at du har brug for det.
Hjemmesygeplejersken kan også aflægge såkaldte 'omsorgsbesøg', hvor hun kan give støtte og vejledning og følge din sygdomsudvikling. Det kan specielt være en god idé, hvis der er risiko for, at sygdommen med tiden udvikler sig og kræver mere omfattende pleje. Kommunen kan tilbyde hjælpen hele døgnet. Det kan f.eks. være nødvendigt i forbindelse med behandling af smerter, som kræver medicin med faste intervaller.
Hjemmehjælp
Nogle kræftpatienter kan få brug for hjælp til praktiske opgaver i hjemmet eller hjælp til personlig pleje, f.eks. efter en operation eller i forbindelse med de belastninger, en kemo- eller strålebehandling kan medføre. Denne hjælp kan man søge hos kommunens hjemmepleje.
Kommunen afgør, om du kan få bevilliget hjælp. Man kan selv ansøge eller bede familien, egen læge, sygehuset eller hjemmesygeplejersken om at kontakte kommunen. Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvad der tilbydes af hjælp og aflastning.
Aftalen om hjælp vil kunne ændres, efterhånden som behovet ændres, afhængig af hvordan dine helbredsforhold udvikler sig.
Midlertidig hjemmehjælp skal du betale for, afhængig af husstandsindkomsten.
Varig hjemmehjælp ydes gratis.
Kommunerne har aftaler med private hjemmehjælpsfirmaer. Du kan frit vælge, om du vil bruge kommunens hjemmehjælpere eller det private firma. Reglerne for betaling er de samme.
Selvvalgt hjemmehjælp
Hvis du er berettiget til hjælp til praktiske opgaver i hjemmet, f.eks. rengøring, indkøb og tøjvask, har du mulighed for selv at udpege den, som kommunen skal ansætte til opgaven.
Du kan f.eks. bruge valgmuligheden til at få kommunen til at ansætte en pårørende eller en ven som din hjemmehjælper. Den, kommunen skal ansætte, skal være over 18 år og under 70 år samt kunne godkendes af kommunen.
Tilskud til privat hjemmehjælp
Hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed, f.eks. fordi den skal gives på særlige tidspunkter af døgnet, kan kommunen undtagelsesvis vælge at udbetale et tilskud til en hjælper, som du selv må ansætte.
Er du under 67 år og har brug for hjælp til praktiske opgaver i mere end 20 timer om ugen, kan du vælge at få udbetalt et kontant tilskud og selv ansætte pågældende.
Der er dog mulighed for, at kommunen beslutter, at hjælpen skal ydes af en af kommunens ansatte eller beslutter, at hjælpen skal udbetales til en nærtstående, som i forvejen passer dig.
Unge der bor hos enlig kræftramt forælder
Vær opmærksom på, at de fleste kommuner forventer, at børn og unge, der bor hos en enlig kræftramt forælder, påtager sig nogle af de huslige pligter som indkøb, tøjvask og rengøring. Det er muligt at søge kommunen om hjælp til de praktiske opgaver, som I ikke selv kan nå eller klare. Hvis I skulle få afslag på hjælpen, er der mulighed for at anke afslaget. Søg eventuelt hjælp på din lokale kræftrådgivning eller på Kræftlinjen på telefon 80 30 10 30.
Børn og unge, der bor hos en enlig kræftramt forælder, har ikke ret til at modtage orlovsydelser.
Det kan være svært for den unge at stå alene med pligter og ansvar i hjemmet. Selvom den syge forælder måske ikke har så meget lyst til det, er det en god idé, at I tænker over, om der er andre voksne i omgangskredsen, der kan hjælpe til med praktiske gøremål, omsorg og støtte.
Til top
Tilbage
Tekst og kilde: Jurist Lars Kofoed
Socialrådgiver Halla Brandt Clausen
Sidst ændret: 11-10-2011
Nøgleord på siden:
omsorg,
rengøring,
støtte