Sitemap
Tilføj nøgleord:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Medicintilskud

Her kan du læse om de forskellige former for medicintilskud.

 

Der findes flere former for medicintilskud. Tilskuddene kan opdeles i følgende hovedområder:

  • Det almindelige medicintilskud – for alle

  • Kronikertilskud – tilskud til folk med et stort medicinforbrug

  • Tilskud til lægeordineret håndkøbsmedicin

  • Enkelt-tilskudsordningen

  • Tilskud til døende i eget hjem

  • Tilskud til medicin til økonomisk dårligt stillede

  • Tilskud fra sygeforsikringen "danmark"


Det almindelige medicintilskud – for alle
Sygesikringens tilskud til den medicin, du køber på apoteket, afhænger af, hvor stort et forbrug af tilskudsberettiget medicin du har inden for en 12 måneders periode. Reglerne betyder, at jo større forbrug, jo større tilskud.
 
 
Tilskuddets størrelse
Er du over 18 år, betyder det:

  • At du ikke får tilskud, hvis din samlede udgift til køb af medicin er under 890 kr. inden for en 12 mdr. periode

  • At du får 50 % tilskud til den del af udgiften, der ligger mellem 890 og 1.450 kr.

  • At du får 75 % tilskud til den del af udgiften, der ligger mellem 1.450 og 3.130 kr.

  • At du får 85 % tilskud til udgifter over 3.130 kr.

Er du under 18 år – eller fylder du 18 år i løbet af dit tilskudsår – får du 60 % tilskud ved køb af tilskudsberettiget medicin op til 890 kr. inden for en periode på et år. Til udgifter over 890 kr. får du tilskud efter de samme regler, som gælder for personer over 18 år. 
 

Kronikertilskud – tilskud til folk med et stort medicinforbrug
Hvis du lider af en eller flere sygdomme, herunder eksempelvis en kræftsygdom, og sygdommene hver for sig eller tilsammen medfører, at du i en periode på 12 mdr. vil få udgifter til medicin på 3.655 kr. eller mere, kan du få din læge til at søge Lægemiddelstyrelsen om et såkaldt "kronikertilskud".
  
Selv om tilskuddet er blevet kaldt "kronikertilskud", er det ikke en betingelse, at man er kronisk eller uhelbredelig syg. Det afgørende er alene, om man på grund af sygdom – efter at tilskuddet er trukket fra over en periode på 12 mdr. – har egenudgifter til tilskudsberettiget medicin på mere end 3.655 kr. Det ville derfor have været mere pædagogisk, hvis man i stedet for kronikertilskud havde kaldt tilskuddet storforbrugertilskud. Bevilling af kronikertilskud betyder, at du vil få 100% tilskud fra sygesikringen til dækning af de medicinudgifter, der overstiger 3.655 kr. om året. Får du bevilget et "kronikertilskud", modtager du et brev herom fra Lægemiddelstyrelsen.

Hvis du får bevilget kronikertilskud, er apoteket forpligtet til at tilbyde dig en gratis henstandsordning. Henstandsordningen betyder, at du kan sprede din egenbetaling på 3.655 kr. hen over året med en månedlig betaling på 305,60 kr.


Tilskud til lægeordineret håndkøbsmedicin
Håndkøbsmedicin er som udgangspunkt ikke tilskudsberettiget. Der ydes dog tilskud til visse håndkøbslægemidler, der ordineres til pensionister og personer, som lider af en varig lidelse. Tilskuddet ydes dog ikke automatisk. For at opnå tilskud er det en betingelse, at din læge skriver på recepten, at du er pensionist, eller at du lider af en varig lidelse. Din økonomiske situation er uden betydning for tilskud til håndkøbsmedicin. 
 

Enkelttilskud
Hvis du bliver behandlet med et ikke tilskudsberettiget lægemiddel, kan din læge i visse tilfælde søge Lægemiddelstyrelsen om en enkelt-tilskudsbevilling. Bevilger Lægemiddelstyrelsen en enkelttilskudsbevilling, er det pågældende lægemiddel herefter tilskudsberettiget efter de almindelige tilskudsregler. Din økonomiske situation er uden betydning for at opnå enkelttilskud. Kun den lægelige vurdering af lægemidlets egnethed har betydning for, om du kan få tilskud eller ej.
 

Tilskud til døende i eget hjem
Hvis en døende person vælger at tilbringe den sidste tid i eget hjem frem for på sygehuset, ydes der 100 % tilskud til alle lægeordinerede lægemidler, uanset om medicinen er tilskudsberettiget eller ej. Det er den behandlende læge, der skal søge Lægemiddelstyrelsen om tilskuddet.
 

Tilskud til økonomisk dårligt stillede
Hvis man ikke er pensionist og ikke har økonomisk mulighed for at betale sin medicin, kan man søge kommunen om hjælp til betaling af medicinudgifterne. Kommunen vil – efter at have modtaget ansøgningen om økonomisk hjælp til betalingen af medicinen – i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af, om der ud fra en såkaldt "trangsvurdering" af de økonomiske og sociale forhold kan ydes hjælp eller ej.
 

Tilskud fra sygeforsikringen "danmark"
Medlemmer af den private sygeforsikring "danmark" har som gruppe 1 og 2 medlemmer ret til 100 % dækning af egenbetalingen til tilskudsberettiget medicin, mens gruppe 5 medlemmer får 50 %.

Til top
Tilbage



Tekst og kilde: Jurist Lars Kofoed

Sidst ændret: 26-04-2012


Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen