Tilskud til tandskader efter behandling
Kræftpatienter, som får alvorlige problemer med tænderne, har - efter de er færdige med kræftbehandlingen - mulighed for at få økonomisk tilskud til tandlægebehandlingen i den region, hvor de bor.
Det er især kræftpatienter, der har fået stråler på hoved eller hals, som får problemer med tandskader. Det anbefales, at du, inden strålebehandlingen begynder, får lavet en tandstatus hos din tandlæge.
Tandproblemer af strålebehandling og kemoterapi
Ved strålebehandling er de akutte bivirkninger af behandlingen, f.eks. sår i munden, svamp, belægninger, mundsmerter og mundtørhed.
De kroniske bivirkninger er mundtørhed (tungen bliver glat og får indtørrede belægninger), røde og sarte slimhinder (sårdannelse og man kan få svært ved at gabe) samt en øget risiko for huller i tænderne. Tænderne kan desuden blive "skøre" og knække let, ligesom man lettere taber sine fyldninger.
Ved kemoterapi kan man også få disse gener, men bivirkningerne er som regel mindre end ved strålebehandling og går oftere over af sig selv på et tidspunkt.
Læs mere om bivirkninger og senfølger i mund og svælg:
Hvad kan man få tilskud til
Man kan få tilskud til f.eks. tandfyldninger, rodbehandlinger, kroner og proteser samt forebyggende behandling, som f.eks. tandrensninger og fluorpenslinger.
Det vil i forbindelse med en strålebehandling i hoved/halsområdet eller efter en kemoterapi næsten altid være nødvendigt med forebyggelse som f.eks. afpudsning, tandrensning, kontrol og instruktion.
Der er ikke mulighed for at få støtte til reparation eller udskiftning af de kroner eller proteser, som man tidligere har fået støtte til fra regionen.
Du og din tandlæge skal udfylde skema
Ansøgning om økonomisk tilskud til tandbehandlingen foregår ved, at du og din tandlæge udfylder et særligt ansøgningsskema, som sendes til den region, hvor du bor.
Ansøgningsskemaet kan du eller din tandlæge hente på din regions hjemmeside sammen med en vejledning i at søge.
Hvis regionen godkender ansøgningen, modtager du en tilskudsbevilling, hvor der står mere om vilkårene for støtten.
Du kan finde ansøgningsskemaer og vejledninger på din regions hjemmeside nedenfor:
Ikke alle kan få tilskud
For at få bevilget tilskud fra regionen, skal du og din tandlæge kunne dokumentere, at det er stråle- eller kemobehandlingen, der er årsag til de alvorlige tandproblemer.
Alle patienter, der skal have strålebehandling på hoved/hals, får undersøgt tænderne på hospitalet, inden behandlingen begynder. Det gør det nemmere at dokumentere, hvordan deres tandstatus var, inden kræftbehandlingen gik i gang.
Kemopatienter får ikke automatisk undersøgt deres tænder, inden behandlingen begynder. Du bør derfor kontakte din egen tandlæge, inden behandlingen går i gang for at få lavet en tandstatus. Uden en aktuel tandstatus er det svært at bevise, at det er kemoterapien, der har skadet tænderne.
Klagemulighed
Hvis regionen helt eller delvis afslår at yde økonomisk støtte til din tandbehandlingen, kan du og din tandlæge klage over regionstandlægens afgørelse til Styrelsen for Patientklager.
Klagen skal udfyldes elektronisk på borger.dk. Klagefristen er 4 uger efter, at du har fået afgørelsen. Her kan du læse mere om dine klagemuligheder:
Ny aftale sikrer flere kræftpatienter økonomisk hjælp til tandskader
Fremover får kræftpatienter med tandskader bedre mulighed for at søge om økonomisk hjælp til deres tandlægeregninger:
Læs artikel