Det er en forudsætning, at helbredende behandling er indstillet, at lægen har udstedt en terminalerklæring, at der er behov for pleje, og at der er tale om en frivillig aftale mellem den døende og plejeren.
Plejevederlaget udbetales af den kommune, hvori plejen foregår. Ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlaget i indtil 14 dage efter dødsfaldet.
Plejevederlag
Plejevederlaget kan blive udbetalt til alle, der passer en nærtstående. Der kan være tale om ægtefælle, samlever, børn, forældre, ven eller veninde. Slægtsskabsforhold er ikke en betingelse. Det afgørende er en personlig relation mellem den syge og den nærtstående.
Der er mulighed for at flere personer kan dele plejevederlaget.
Som lønmodtager har du ret til at få orlov i forbindelse med pasning af en døende. Du kan også være omfattet af en overenstkomstmæssig ret til orlov.
Hjemmearbejdende ægtefælle, pensionister, studerende, efterlønsmodtagere og kontanthjælpsmodtagere kan også få plejevederlag.
Som alternativ mulighed til en plejeorlov kan kommunen fx ansætte en nærtstående i hjemmeplejen til at passe den døende eller yde tilskud efter § 76 i lov om social service til hjælp som familien selv antager.
Hvor meget kan man få i plejevederlag
Der kan højst udbetales 1,5 gange det dagpengebeløb, som plejeren kan få i tilfælde af egen sygdom. Det er 159,73 kr. pr. time (2012). Hvis plejeren ikke er berettiget til sygedagpenge, udgør plejevederlaget et fast minimumsbeløb på 13.987 kr. månedligt (2012). Minimumsbeløbet kan ikke udbetales sammen med andre offentlige ydelser.
Plejeorlov med fuld løn
Ansatte i kommuner og amter samt visse andre på det private arbejdsmarked, har ifølge deres overenskomst ret til at få fuld løn under orloven. I de tilfælde vil arbejdsgiveren få refusion fra kommunen svarende til, hvad den ansatte ellers ville få i plejevederlag.
Plejeorlov på deltid
Der er mulighed for at vælge at gå på plejeorlov på deltid. Vælger man en plejeorlov på deltid, ydes plejevederlag i forhold til det antal timer, man går ned i arbejdstid. Der er også mulighed for, at flere kan dele plejen imellem sig.
Mulighed for aflastning for plejeren
Det er en krævende opgave at passe en døende i hjemmet. I forbindelse med etablering af en plejeorlov skal man være opmærksom på, at der er mulighed for at få hjælp og aflastning fra kommunen. Kommunen kan stille hjemmehjælp til rådighed til pleje af den syge og til praktiske gøremål, ligesom kommunen kan sætte aflastning ind, så plejeren også har mulighed for at holde fri. Det kan være nødvendigt, hvis der er tale om et længere forløb.
Aflastning kan også gives i form af et kortere ophold på plejehjem eller en "åben indlæggelse" på sygehuset. Det er meget vigtigt at få truffet nogle aftaler om aflastning i forbindelse med etablering af en plejeordning.
Hvis den plejekrævende har udgifter til medicin, sygeplejeartikler, boligændringer, hjælpemidler eller hjemmehjælp, vil disse udgifter blive betalt af kommunen. Tanken med ordningen er, at det ikke skal koste mere at blive plejet hjemme, end hvis man var indlagt på et sygehus.
Den døende bor i udlandet
Der kan som hovedregel ikke udbetales plejevederlag til pleje af døende i udlandet.
EU-retten betyder dog, at en pårørende der bor i Danmark, i nogle tilfælde vil være berettiget til plejevederlag til pasning af en døende med bopæl i anden stat i EU-EØS – Schweiz området, hvis lovens betingelser i øvrigt er opfyldt. Yderligere oplysninger fås hos kommunen.
Plejeren bor i udlandet, og den døende bor i Danmark
Enhver, der opholder sig lovligt i Danmark, har ret til hjælp efter serviceloven. En pårørende med bopæl i udlandet, som har mu-lighed for at tage lovligt ophold i Danmark, vil derfor kunne få plejevederlag til pasning af en døende her i landet. Yderligere oplysning fås hos kommunen.
Både den døende og plejeren bor i udlandet
Det fremgår af de to foranstående afsnit, at der i dette tilfælde kan være ret til plejevederlag, hvis den døende bor inden for EU, EØS og Schweiz området, og plejeren i medfør af fællesskabs-retten er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, eller
som pensionist har ret til sygeforsikring for dansk regning.
Yderligere oplysning fås hos kommunen.
Læs mere
Plejeorlov
Det er krævende at passe en døende hjemme. Det er derfor vigtigt, at man inden plejeorloven tænker det godt igennem. Læs mere om de forskellige overvejelser, der kan være gode at gøre sig.
Palliativt team
Lindrende behandling i hjemmet. Læs mere om, hvilken hjælp palliative teams kan give
Hospice
Hvad er et hospice og link til oversigt over hospices i Danmark
Den sidste tid
Gode råd om den sidste tid
Til top
Tilbage