Har du en livstruende sygdom, og har lægen udtømt alle andre muligheder for behandling over for selve sygdommen, kan du få din sag vurderet af Sundhedsstyrelsens ekspertpanel vedr. eksperimentel behandling. Denne mulighed kaldes også ’second opinion’-ordningen.
En second opinion har til formål at undersøge, om der findes behandling – herunder eksperimentel behandling – andre steder i Danmark eller i udlandet, som eventuelt vil kunne gavne dig som patient.
Sundhedsstyrelsens ekspertpanel kaldes også ’second opinion udvalget’ og består af tre danske kræfteksperter, som kan rådføre sig med både danske og udenlandske eksperter.
Second opinion udvalget tager i deres vurdering udgangspunkt i den enkelte patients sygehistorie og aktuelle tilstand.
|
Second opinion udvalget:
- Professor, overlæge, Hans von der Maase, Rigshospitalet
- Professor, overlæge, Heine Høi Hansen, Rigshospitalet
- Professor, overlæge, Anders Jacobsen, Vejle Sygehus
Udvalget kan kun kontaktes gennem din behandlende læge. |
Sådan får du din sag vurderet af second opinion udvalget
For at sikre, at alle relevante oplysninger formidles videre til panelet, er det alene din behandlende hospitalslæge, der kan tage kontakt til ekspertpanelet.
Du kan således enten tale med lægen på hospitalet eller bede din praktiserende læge kontakte hospitalet.
Svar fra second opinion udvalget Det tager maksimalt fire uger fra sygehusafdelingen har forelagt en sag for second opinion udvalget, til afdelingen har modtaget et råd fra ekspertpanelet.
Når svaret forligger, bliver du indkaldt til en samtale på hospitalsafdelingen, hvor du bliver informeret om det råd, panelet har givet.
Udvalget råd kan være:
- Yderligere udredning og/eller behandling i udlandet
- Yderligere udredning og/eller behandling i Danmark
- Panelet enig i aktuelle behandlingstilbud i Danmark
- Ingen yderligere forslag til behandling
Herefter kan du sammen med lægen tage stilling til, hvordan ud vil forholde dig til udvalgets råd.
Udredning og/eller behandling i Danmark kan foregår enten på den afdeling, hvor man tidligere er blevet behandlet eller på en af landets seks enheder for eksperimenterende kræftbehandling.
Læs mere om behandlinger:
Tekst: Mette Tandrup Hansen
Kilde: Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk
Sidst ændret: 20-01-2010