Vejledning om tavshedspligt
Denne vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og gengivet med deres tilladelse.
Formålet med vejledningen
Vejledningen redegør for de muligheder og begrænsninger, der er for dialog og samarbejde mellem sundhedspersoner og patienters pårørende som følge af reglerne om tavshedspligt.
Sundhedsstyrelsen har i samarbejde med Den Almindelige Danske Lægeforening, en række patientorganisationer og sygdomsbekæmpende organisationer samt Forbrugerrådet udarbejdet denne vejledning.
Baggrund
Sundhedspersoners tavshedspligt udspringer af et grundlæggende princip om, at patienter skal kunne give fuldstændige oplysninger i tillid til, at disse oplysninger ikke gives videre til andre. Offentligt ansatte har tavshedspligt. Alle autoriserede sundhedspersoner har tavshedspligt. Medhjælpere er omfattet af den samme tavshedspligt.
Den sædvanlige situation er, at patienterne ønsker, at pårørende informeres og inddrages i behandlingsforløbet. Imidlertid har pårørende oplevet at blive afvist, når de har bedt om oplysninger om patienters helbredstilstand, fordi sundhedspersonalet har henvist til deres tavshedspligt.
De pårørende bliver derved afskåret fra at få de mest nødvendige oplysninger om patientens helbredstilstand, hvilket kan indebære væsentlige problemer for såvel patienten som de pårørende, ikke mindst i kritiske faser af sygdomsforløbet.
Pårørende vil ofte kunne bidrage med oplysninger, som vil kunne anvendes i behandlingen af patienten. Det kan fx være relevant, når der er tale om patienter med psykiske lidelser og patienter med livstruende sygdomme. Pårørende kan opleve det som uforståeligt, at sundhedspersonalet ikke til gengæld kan oplyse dem om, hvad patienten fejler, om det forventede sygdomsforløb og behandlingsmulighederne.
Problemerne skyldes ofte misforståelser og manglende kendskab til tavshedspligtens omfang over for pårørende.
Vejledningen er generel og gælder både for det somatiske og det psykiatriske område, men når der er tale om indlæggelse og ophold på en psykiatrisk afdeling, kan særlige forhold gøre sig gældende. Der er derfor flere steder i vejledningen nævnt eksempler, der omhandler sindslidende og deres pårørende.
Reglerne om tavshedspligt er ikke helt enkle og findes i en række forskellige love, jf. bilag. Ved fortolkning af disse regler kræves ofte, at der udøves et konkret skøn, der kan indebære en vanskelig afvejning af tavshedspligten over for pårørendes ønsker om gennem information og dialog at være i stand til at hjælpe patienten gennem forløbet.
Til top
Hovedindholdet af tavshedspligten
Tavshedspligten omfatter oplysninger af en vis følsom karakter, de såkaldt fortrolige oplysninger. Oplysninger, der ikke er fortrolige, kan normalt frit videregives.
Når en oplysning er fortrolig, betyder det derfor, at der gælder begrænsninger i adgangen til at videregive den pågældende oplysning.
Enhver videregivelse er imidlertid ikke udelukket. Fortrolige oplysninger kan eller skal videregives, hvis:
-
Patienten har givet samtykke til videregivelse
-
Sundhedspersonen ifølge lovgivningen har pligt til at videregive fortrolige oplysninger
-
Den pågældende handler i berettiget varetagelse af andres tarv, herunder patientens tarv
Tavshedspligten er således ikke absolut, men må afvejes i forhold til de i lovgivningen opstillede andre væsentlige hensyn og interesser.
Fortrolige oplysninger
Oplysninger om personlige og økonomiske forhold er fortrolige oplysninger. Langt den overvejende del af de oplysninger om en patient, som sundhedspersonalet i forbindelse med arbejdet får kendskab til, er derfor fortrolige.
Tavshedspligten omfatter f.eks. oplysninger om helbred, herunder indlæggelse på et sygehus og behandling på en skadestue, sociale problemer, misbrug af nydelsesmidler eller lignende, strafbare forhold, privatøkonomi, gæld, formue og skatteforhold.
Sundhedspersoner kan modtage informationer fra pårørende, uden at det kommer i strid med tavshedspligten. De kan også gå i dialog med de pårørende om disses oplevelse af situationen og de problemer, de pårørende oplever.
Sundhedspersoner kan uden at overtræde tavshedspligten informere pårørende om generelle forhold vedrørende en sygdom og behandlingsmulighederne og de pårørendes muligheder for at yde og få støtte generelt.
Til top
Hvem har sundhedspersonen tavshedspligt overfor
Tavshedspligten betyder, at sundhedspersoner ikke må videregive fortrolige oplysninger til uvedkommende.
Pårørende
Patientens ægtefælle, samlever og andre pårørende er i juridisk forstand som udgangspunkt 'uvedkommende', når der er tale om sygdom, selvom de ud fra en sædvanlig betragtning ikke betragtes som uvedkommende.
De pårørende kan være nære slægtninge, men det kan også være en god ven. Det afgørende er den faktiske tilknytning.
Selvom det - især ved alvorlige og livstruende sygdomme - kan have stor betydning, at pårørende indgår i behandlingsprocessen, skal patienten være indforstået med, at pårørende får fortrolige oplysninger.
Patienten bør oplyses om muligheden for at tage pårørende med til lægesamtaler.
Der kan ikke gives oplysninger til pårørende om patientens forhold 'under fire øjne' med en aftale om, at patienten ikke må få noget at vide om samtalen.
Det kan heller ikke forlanges, at patienten selv er til stede under en samtale med pårørende, med mindre patienten selv ønsker det.
Særligt om forældre
Hvis der er tale om at videregive oplysninger om et barn eller en ung under 18 år, gælder der ikke tavshedspligt over for forældrene (forældremyndighedens indehaver). Som udgangspunkt skal forældrene aktivt informeres om deres børns forhold.
Dog kan tavshedspligt over for forældrene være nødvendig, hvis der er afgørende hensyn til barnet og dets forhold til forældrene fx i tilfælde af lægelig behandling af barnet eller den unge i relation til sexuallivet, eller hvis en videregivelse kan give anledning til alvorlige konflikter. Oplysning om, at barnet eller den unge er i live eller opholdsstedet skal altid videregives til forældrene.
Efter lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær § 19, stk. 1, har den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social - og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold.
Reglen giver ikke ret til aktindsigt, men en ret til at få orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger.
Efter bestemmelsen i § 19, stk. 2, kan statsamtet i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering om barnet.
Til top
Samtykke
Den person, oplysningerne vedrører, kan give samtykke til, at fortrolige oplysninger kan videregives.
En patients samtykke til videregivelse skal forsøges indhentet som et naturligt led i de rutiner, der benyttes ved indlæggelse, behandling, udskrivning mv.
Indhentelse af samtykke bør ske i dialog med patienten og på grundlag af en tilstrækkelig information af patienten i dennes konkrete situation. Det bør bl.a. indgå i dialogen, hvilken betydning, praktisk såvel som psykologisk, det kan have, at pårørende bliver informeret eller ikke informeret.
Sundhedspersonalet bør være opmærksom på, hvornår og hvordan samtykke indhentes. Det er fx af stor betydning, at sundhedspersonen er opmærksom på det sprogbrug, der benyttes.
Eksempel
Udfaldet af patientens stillingtagen kan fx afhænge af, om spørgsmålet om videregivelse formuleres som et ønske om, at pårørende kontaktes og informeres om indlæggelse og/eller andre forhold eller som et ønske om diskretion.
Et samtykke gælder ikke generelt, men omfatter kun de konkrete typer af oplysninger, som det aftales, at det vil være relevant at videregive.
En oplysning til de pårørende om, at patienten er indlagt eller udskrevet, kan være tilstrækkelig. Behovet for at videregive andre oplysninger kan vurderes løbende.
Eksempel
En psykiatrisk patient ønsker ikke, at pårørende får oplysning om indlæggelsen. Det kan imidlertid være afgørende for patientens stillingtagen at forklare, at en videregivelse ikke nødvendigvis indebærer, at pårørende kommer på besøg, men at det kan være af stor betydning, at de ved, hvor patienten opholder sig (de pårørende er bekymrede og leder efter patienten).
Til top
Patienten skal være i stand til at overskue konsekvenserne af at give eller afslå samtykke. Evnen til at overskue konsekvenserne må vurderes i den konkrete situation. Det forhold, at en patient har en psykiatrisk eller anden alvorlig, måske livstruende lidelse, betyder ikke nødvendigvis, at patienten ikke kan tage stilling. Patientens tilstand og oplysningernes karakter er afgørende.
Der skal lægges stor vægt på selvbestemmelsesretten, men personalet skal være opmærksom på, at der ikke indgår urealistiske forestillinger om patientens evne til at kunne overskue konsekvenserne. Ellers er der risiko for, at det i realiteten er personalet, der bestemmer, men under dække af patientens selvbestemmelse.
De fleste pårørende forstår og accepterer, at de ikke kan få oplysninger om patienten uden patientens vidende og samtykke.
En patients stillingtagen til videregivelse af oplysninger i tilknytning til indlæggelsen eller på et senere tidspunkt kan ikke anses for at være bindende for den resterende del af behandlings- eller indlæggelsesforløbet. Sundhedspersonalet skal løbende være opmærksom på, hvornår og under hvilke betingelser samtykke er givet/afslået, idet sygdomsforløbet kan indebære, at patientens holdninger og ønsker ændres.
Eksempel
I forbindelse med udskrivning kan det være relevant at få patientens samtykke til, at pårørende får oplysninger om medicin mv. for at kunne støtte patienten efter udskrivningen.
Samtykkets form
Et samtykke til videregivelse af oplysninger til pårørende kan patienten give mundtligt. Der stilles altså ikke krav om skriftligt samtykke, men et mundtligt samtykke skal journalføres.
Ved indhentning af samtykke skal patienten tilkendegive sin holdning. Et samtykke kan ikke indhentes under sådanne former, at et samtykke kan anses for givet, hvis den pågældende ikke protesterer.
Det er ikke nødvendigt, at et samtykke gentages over for en anden sundhedsperson, fx overlægen.
Videregivelse som følge af lovmæssig forpligtelse
Lovgivningen pålægger i visse tilfælde læger og andre sundhedspersoner på eget initiativ eller på anmodning at anmelde eller indberette et forhold til en anden myndighed.
Derimod pålægger lovgivningen ikke sundhedspersonale en oplysningspligt overfor pårørende.
Til top
Særlige tilfælde, hvor videregivelse kan ske uden patientens samtykke
Der kan forekomme situationer, hvor det ikke er muligt at få patientens samtykke til at videregive fortrolige oplysninger, fx helbredsoplysninger. Det kan skyldes, at patienten er ude af stand til at tage stilling på grund af sin tilstand, fx hvis patienten er bevidstløs eller inhabil.
Det kan også skyldes, at patienten ikke ønsker, at oplysningerne skal videregives.
I sådanne situationer må det overvejes, om videregivelse alligevel kan finde sted mod patientens ønske.
Tavshedspligtreglerne giver mulighed for at man, til trods for at der ikke foreligger samtykke fra den pågældende, alligevel kan videregive oplysninger om patienten.
Varetagelse af andres tarv
Når der ikke foreligger samtykke fra patienten eller en lovbestemt oplysningspligt, må der foretages en konkret vurdering af, hvorvidt der foreligger tilstrækkeligt vægtige grunde til at se bort fra tavshedspligten.
Når der er tale om videregivelse til pårørende, er det afgørende, om videregivelsen kan anses for 'berettiget', dvs. om sundhedspersonen handler i berettiget varetagelse af andres tarv, fx patientens eller de pårørendes tarv.
Ved vurderingen af, om disse hensyn kan berettige til videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger, må der foretages en afvejning i forhold til de hensyn, der begrunder tavshedspligten. Der må foretages et konkret skøn. De hensyn, der taler for videregivelse, må klart overstige hensynene til patientens ønske om fortrolighed.
Patientens tarv
En patient kan være i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at varetage sine interesser, og dermed ikke i stand til at forstå en information og tage stilling til samtykke.
I en sådan situation kan der gives bestemte oplysninger til pårørende, hvis en konkret vurdering medfører, at en sådan videregivelse må antages at være i patientens interesse. Formålet er, at de pårørende bliver bedre i stand til at forstå, hjælpe og støtte patienten.
Det er sundhedspersonalet, der afgør, om en videregivelse af oplysninger til de pårørende er berettiget varetagelse af patientens tarv.
Eksempel
Der kan være tale om, at pårørende informeres, fordi patienten er ude af stand til at tage vare på sig selv, fx på grund af svær demens, akut, svær sygdom eller ulykkestilfælde eller i den sidste fase ved alvorlig sygdom.
Eksempel
Det kan være relevant, at en psykiatrisk afdeling underretter pårørende til en indlagt patient, for at de bedre kan forstå patientens reaktioner og indgå i behandlingsprocessen.
Eksempel
De pårørende kan få relevante oplysninger om fx økonomiske forhold for at kunne tage sig af huslejebetaling mv. for at undgå direkte velfærdstab for patienten.
Det er vigtigt, at patientens selvbestemmelsesret respekteres. Det er et alvorligt tillidsbrud at videregive oplysninger, hvis patienten ikke ønsker det. Det er derfor kun berettiget at gøre det, hvis patientens afvisning må tilsidesættes, fordi patienten på grund af sin tilstand ikke kan forstå og overskue konsekvenserne.
Er det klart for sundhedspersonalet, at patienten gerne vil have, at pårørende informeres, kan oplysninger videregives.
Hensynet til de pårørende
For at varetage andres tarv end patientens kan man i nogle tilfælde tilsidesætte patientens selvbestemmelsesret. Hvis fx andres liv eller helbred udsættes for nærliggende fare, og patienten ikke ønsker videregivelse af relevante oplysninger, er det berettiget at orientere/oplyse de pågældende.
Hvis en patient lider af en alvorlig smittefarlig sygdom og ikke vil give samtykke til, at pårørende, som udsættes for smitte, får oplysning om sygdommen, kan det være berettiget alligevel at videregive oplysningen.
Eksempel
En patient, der er HIV-smittet, nægter at oplyse herom til ægtefællen eller samleveren, som vurderes at være udsat for en nærliggende smitterisiko. Her vil det være berettiget at oplyse den pågældende om sygdommen.
Som udgangspunkt er en tilkendegivelse om at ville begå selvmord en tavshedsbelagt oplysning.
Eksempel
I en konkret sag har domstolene dog udtalt, at det ikke var brud på tavshedspligten, at læger underrettede faderen, hos hvem en voksen datter boede, om at datteren ønskede at blive udskrevet fra sygehuset og havde fremsat selvmordstrusler.
Domstolene udtalte bl.a., at selvmord kan være en voldsom begivenhed for omgivelserne.
Hvis en patient har fremsat trusler om vold mod pårørende, og truslerne vurderes som alvorlige, vil en videregivelse af oplysningerne i den konkrete situation kunne anses for berettiget.
Eksempel
I forbindelse med et weekendophold eller udskrivning kan det være nødvendigt, at pårørende orienteres herom.
Til top
Afdøde
Tavshedspligten ophæves ikke med patientens død.
Det er den læge, der havde ansvaret for patienten op til dødstidspunktet, der på baggrund af journalen må vurdere, om det vil være i overensstemmelse med hensynet til afdøde at videregive oplysninger om sygdomsforløbet mv. til de pårørende.
Det vil normalt være naturligt, at de pårørende får mulighed for en samtale om afdødes sygdomsforløb. I den forbindelse kan der udleveres oplysninger til de efterladte om en afdød patients sygdomstilfælde, behandling mv., herunder eventuelt kopi af afdødes journal, uden at det vil være i strid med tavshedspligten.
Der kan ikke gives fortrolige oplysninger til de efterladte, hvis journalen indeholder oplysninger om afdøde eller om forholdet mellem afdøde og pårørende, hvor det må antages, at den afdøde ikke ville have ønsket, at de pårørende blev gjort bekendt med disse oplysninger.
Eksempel
De efterladte pårørende bør ikke oplyses om selvmord, hvis det fremgår, at afdøde ikke ønskede oplysningen videregivet.
Til top
Særligt om patientens adgang til aktindsigt
Det fremgår af Sundhedsministeriets vejledning nr. 193 af 7. december 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger, pkt. 7, at aktindsigt i oplysninger i patientjournaler mv. kan begrænses i det omfang, patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser.
Eksempel
Ved 'afgørende hensyn til andre private interesser' forstås f.eks. tilfælde, hvor pårørende har afgivet oplysninger til journalen uden patientens vidende, og kendskab hertil må antages at kunne være alvorligt belastende for forholdet mellem patienten og de pårørende.
Der bør dog som udgangspunkt gives aktindsigt i den resterende del af journalen, medmindre andre hensyn taler herimod.
Afslutning
Når der er tale om tavshedsbelagte oplysninger, er udgangspunktet patientens selvbestemmelsesret.
Samtykke forudsætter, at patienten er informeret, og at patienten har mulighed for at nægte at give samtykke, hvis det uanset konsekvenserne, er det, der er vigtigst for patienten.
Langt de fleste patienter giver gerne samtykke til videregivelse af oplysninger til pårørende. I den løbende dialog mellem patienten og sundhedspersonalet understreges patientens selvbestemmelsesret. Det forudsætter, at samtykke tages alvorligt og indgår som et naturligt led i grundig information og samtaler om patientens situation.
Bilag
Autoriserede sundhedspersoners (læger, tandlæger, sygeplejersker, jordemødre, mv.) tavshedspligt er reguleret flere steder i lovgivningen.
Straffelovens §§ 152-152f foreskriver tavshedspligt dels for offentligt ansatte (§ 152) dels for andre persongrupper, herunder autoriseret sundhedspersonale (§ 152b) og deres medhjælpere (§ 152c). Det vil sige, at der gælder en tavshedspligt for personer, der er beskæftiget inden for sundhedssektoren, uanset om de arbejder i den private eller offentlige del.
For sundhedspersonale i den offentlige sundhedssektor indeholder forvaltningsloven (§§ 27-32) og lov om offentlige myndigheders registre (§§ 16-21) bestemmelser, der præciserer straffelovens regler.
Bl.a. på baggrund af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, har Justitsministeriet nedsat et udvalg, som skal udarbejde et forslag til en ny lovgivning om beskyttelse af personoplysninger.
Til top
Tilbage