Sitemap
Del med andre Print

Gynækologisk undersøgelse

En gynækologisk undersøgelse er en undersøgelse af kvindens underliv. Undersøgelsen foregår hos den praktiserende læge eller hos en gynækolog, som er en læge, der er specialist i kvindesygdomme.

 

Gynækologi betyder på latin læren om kvindesygdomme.

Man kan få foretaget en gynækologisk undersøgelse af flere årsager:

  • Som led i en almindelig lægeundersøgelse
     
  • Ved graviditet
     
  • Ved rådgivning om prævention
     
  • For at få tage en celleprøve, som kan afsløre, om man har forstadier til kræft i livmoderhalsen
     
  • Hvis man har symptomer fra underlivet
     
  • Som led i kontrol efter operation eller anden behandling af sygdom i underlivet. 


Her kan du læse mere om gynækologisk undersøgelse:

  • Inden undersøgelsen
     
  • Hvordan foregår undersøgelsen?
     
  • Er undersøgelsen ubehagelig?
     
  • Efter undersøgelsen

Inden undersøgelsen
Inden den gynækologiske undersøgelse vil lægen spørge, om man har til eventuelle symptomer samt forklare, hvordan undersøgelsen foregår.

Man skal have sine trusser af, men det er ikke nødvendigt at tage tøjet af overkroppen. Man kan eventuelt tage en lang bluse på hjemmefra for ikke at føle sig så bar.

Man skal så vidt muligt have tømt blæren inden undersøgelsen. 

Hvis man skal have taget en celleprøve, må man helst ikke have menstruation.

  

Illustration: Hvordan man skal ligge på det gynækologiske leje
Tegningen viser, hvordan man skal ligge på det gynækologiske leje
Hvordan foregår undersøgelsen?
Man lægger sig på det gynækologiske leje, som består af en briks med benstøtter. Benstøtterne kan være bøjler til fødderne eller knæhaserne eller benholdere, som understøtter underbenene.


Man skal have enden helt ned til kanten af briksen, så lægen kan komme til med sine instrumenter.

Under undersøgelsen vil der ofte være en sygeplejerske eller en lægesekretær til stede under undersøgelsen. Hvis lægen underviser en studerende, skal man først give tilladelse til, at den studerende overværer undersøgelsen.

Selve den gynækologiske undersøgelse består af to dele:

  • Inspektion – lægen kigger på de ydre kønsorganer, dvs. kønslæber, skede og livmoderhals
     
  • Eksploration – lægen føler på de indvendige kønsorganer, dvs. livmoder, æggeledere og æggestokke.

Lægen bruger forskellige instrumenter i den gynækologiske undersøgelse.

 
Inspektion

Lægen begynder med inspektion og undersøger de ydre kønsorganer. Kønslæberne skilles forsigtigt ad, og det første instrument kan føres ind. Herefter indføres det andet instrument, som bliver brugt til at løfte den øverste del af skeden op.
 

Illustration: lægen anvender et speculum og en depressor til at åbne skeden med
Tegningen viser en inspektion, hvor lægen anvender et speculum og en depressor til at åbne skeden med.

 
Nu kan lægen se livmoderhalsen. Hvis underlivsorganerne er fjernet ved en tidligere operation, kan lægen se toppen af den lukkede skede.

Bliver den gynækologiske undersøgelse udført som led i kontrol efter, at underlivsorganerne er fjernet ved en operation for en kræftsygdom, kontrollerer lægen, at sygdommen ikke er vendt tilbage.

Efter at have kigget på livmoderhalsen tager lægen eventuelt en celleprøve fra livmoderhalsen. Celleprøven kaldes også for ’smear’. Celleprøven kan vise, om der er celleforandringer, som kan være forstadier til livmoderhalskræft.

Celleforandringer på livmoderhalsen

 
Eksploration

Når inspektionen er færdig, fjerner lægen instrumenterne og foretager en eksploration, som er den indvendige undersøgelse. 

Lægen tager creme på handsken og fører forsigtigt to fingre ind i skeden. Den anden hånd lægges fladt på den nederste del af maven.

Den indvendige hånds fingre placeres bag livmoderhalsen. Lægen kan nu fatte om livmoderen mellem sine hænder og vurdere, hvordan den ligger, dens form og størrelse, hvordan den er at føle på samt dens bevægelighed.

Lægen noterer sig også, om patienten oplever ubehag, ømhed eller smerter under undersøgelsen.

Illustration: En eksploration, hvor lægen føler på livmoderen
Tegningen viser en eksploration, hvor lægen bl.a. føler på livmoderen.

 
På samme måde føler lægen efter æggestokkene og æggelederne på begge sider af livmoderen. Der kan eventuelt føles cyster eller knuder på æggestokkene.

Man skal sige til, hvis man er øm, eller det gør ondt. Det er vigtigt at slappe af under undersøgelsen, for at lægen kan føle rigtigt.

 
Den gynækologiske undersøgelse kan også omfatte:

  • Rektovaginal eksploration
     
  • Ultralyd
     
  • Kolposkopi
     
  • Endometrie sug

Rektovaginal eksploration
Lægen vil eventuelt også fortage en såkaldt rectovaginal eksploration. Her placerer lægen forsigtigt en finger i skeden og en finger i endetarmen og lægger den anden hånd på den nederste del af maven.

Undersøgelse giver de bedste muligheder for at vurdere eventuelle knuder, eller om der er noget, der fylder bagtil i bækkenet og på bækkenvæggen. Ved kontrol efter operation for kræft i underlivet er rectovaginal eksploration ofte den bedste undersøgelse.

 
Ultralyd

Nogen gange bruger lægen ultralyd til at undersøge slimhinden inde i livmoderen og kigge efter, om der er cyster eller svulster på æggestokkene. Lægen benytter også ultralyd til at undersøge, om der er væske i bughulen.

Undersøgelsen foregår ved, at han placerer et ultralydhoved på den nederste del af maveskinnet og/eller i skeden.

Foto: Kolposkopi hvor lægen kigger på livmoderhalsens overflade gennem et slags forstørrelsesglas
Billedet viser en kolposkopi, hvor lægen kigger på livmoderhalsens overflade gennem et slags forstørrelsesglas.

 
Kolposkopi

Den gynækologiske undersøgelse kan også udvides med kolposkopi, som er en undersøgelse med en slags forstørrelsesapparat.

Ved hjælp af kolposkopi kan lægen bedre se, om der er forandringer i slimhinden i de ydre kønsorganer. Undersøgelse bliver især anvendt ved celleforandringer.

Det gør ikke ondt at få lavet en kolposkopi, men det kan give en menstruationslignende smerte at få taget en vævsprøve fra livmoderhalsen.

 
Endometrie sug

Lægen kan tage en vævsprøve fra slimhinden i selve livmoderen eller i livmoderhalsen ved at suge en lille smule af slimhinden ud med en slags sprøjte. Det tager kun få sekunder at tage vævsprøven.

Alle celle- og vævsprøver bliver undersøgt i mikroskop på Patologisk Institut.

Vævsprøve - biopsi
Læs mere om mikroskopi og vævsprøver

  
Er undersøgelsen ubehagelig?

At få foretaget en gynækologisk undersøgelse kan for nogen være grænseoverskridende, og for andre være forbundet med et vist ubehag, men det gør normalt ikke ondt. Ved betændelse i underlivet kan det gøre ondt.

Har man haft en dårlig oplevelse i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse, er det vigtig at fortælle lægen om det inden undersøgelsen.

I tilfælde, hvor der er behov for at tage en vævsprøve fra livmodermunden eller livmoderhalsen (f.eks. ved celleforandringer) eller en vævsprøve fra slimhinden inde i livmoderen (f.eks. ved unormal blødning), kan lægen lægge en lokalbedøvelse.

 
Efter undersøgelsen

For at undgå svimmelhed, når man skal ned fra lejet igen, er det en god idé at sætte sig lidt på kanten af briksen, inden man rejser sig op.

Når man har fået tøj på igen, fortæller lægen, hvor og hvornår man kan få svar på eventuelle prøver. Det kan også være, at man skal til andre undersøgelser, som lægen så vil informere om.

 

Til top
Tilbage



Tekst: Ida Nymand Ammundsen og Caroline Winkel
Kilde: Overlæge Lene Lundvall
samt
Overlæge ph.d. Connie Palle, Dansk Gynækologisk Cancer og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper


Sidst ændret: 22-03-2012


 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk: Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen