 |
| Se film om hvordan koloskopi foregår. 11:05 min. |
Et koloskop er en bøjelig slange (samme tykkelse som en finger), som er forsynet med en slags kamera. Billederne af tarmen bliver vist på en videoskærm.
Med koloskopet kan lægen undersøge endetarmen, tyktarmen og det sidste stykke af tyndtarmen.
Før undersøgelsen
Før undersøgelsen får patienten tilsendt en vejledning om, hvordan tarmen skal tømmes inden operationen. For at lægen skal kunne se tarmvæggen ved undersøgelsen, er det vigtigt, at der ikke er afføring i tarmen.
Man må spise almindelig mad, indtil tarmudrensningen skal påbegyndes.
Medicin
Vigtig medicin som hjertemedicin, vanddrivende medicin eller smertestillende medicin kan tages på undersøgelsesdagen.
Folk med sukkersyge, som får insulin, skal tale med lægen om, hvordan de skal forholde sig før undersøgelsen. Sukkersygepatienter, som får sukkersygetabletter, skal ikke tage tabletten om morgenen, men vente til måltidet efter undersøgelsen.
Får man jerntabletter eller Vismut (Pylorid®), skal man holde op med at tage disse en uge før undersøgelsen.
Graviditet
Kvinder bør før undersøgelsen oplyse om graviditet, så man kan undgå at bruge røntgen.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Ved undersøgelsen skal man ligge på venstre side eller på ryggen. Der bliver lagt en tynd kanyle ind i en blodåre i armen, hvori der gives beroligende medicin, så man er afslappet under undersøgelsen.
Hvis det kun er den nederste del af tyktarmen, der skal undersøges (sigmoideoskopi), er medicin ikke nødvendig.
Herefter fører lægen koloskopet ind i endetarmsåbningen og videre til tyktarmen, som undersøges. Koloskopet skal føres helt op til nederste del af tyndtarmen.
Under undersøgelsen blæses lidt luft ind i tarmen, og det kan give en trykkende fornemmelse. Undersøgelsen kan undertiden være forbundet med smerter. I de tilfælde er det muligt at få smertestillende medicin gennem en tynd kanyle i armen.
Undersøgelsen varer mellem 30 og 60 minutter.
Efter undersøgelsen
Den beroligende medicin, man får til undersøgelsen, virker i flere timer. Medicinen nedsætter ens reaktionsevne resten af dagen, og man må derfor ikke køre bil før dagen efter undersøgelsen.
Risiko ved koloskopi
Koloskopi er en meget sikker undersøgelse. I yderst sjældne tilfælde kan der forekomme komplikationer. Det kan f.eks. være bivirkninger til den beroligende medicin.
Blødning eller hul gennem tarmens væg (perforation) kan også forekomme – især hvis der er fjernet polypper eller udført anden behandling i forbindelse med koloskopien.
I visse tilfælde kan sådanne komplikationer nødvendiggøre en operation. Disse komplikationer viser sig ved svære mavesmerter, feber eller blødning fra tarmen.
Risikoen for blødning eller perforation er sjælden og ses ved to af 1000 undersøgelser.
Hvis ændringer i afføringen er årsag til, at man får undersøgt tyktarmen, vil man i nogle tilfælde vælge at foretage sigmoideoskopi (den korte kikkertundersøgelse) suppleret med en undersøgelse af, om der er blod i afføringen.
Hvad viser undersøgelsen?
Koloskopi kan med stor sikkerhed påvise polypper og svulster i tyktarm og endetarm. Herudover kan man vurdere inflammatoriske forandringer (betændelsesforandringer).
Hvis man finder en polyp, vil den som regel kunne fjernes gennem koloskopet, og der bliver herefter lagt et kontrolprogram med nye koloskopiundersøgelser, så man hurtigt opdager, hvis der vokser nye polypper frem.
Finder man en kræftsvulst, vil man supplere med andre undersøgelser for at vurdere, om sygdommen skulle have bredt sig (f.eks. ultralydscanning af leveren og røntgenundersøgelse af lungerne). Herefter planlægges en eventuel operation eller anden kræftbehandling.
Hvornår får man svar på prøven?
Svaret på koloskopien fås umiddelbart efter undersøgelsen. Det vil sige når man er klar efter den beroligende medicins virkning. Er der taget vævsprøver kan der gå cirka en uge, før man får svar på prøven.
Til top
Tilbage