Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
DEXA-scanning
DEXA er en forkortelse af ’Dual-Energy X-ray Absorptiometry’.
Hvis du har risiko for at udvikle knogleskørhed (osteoporose), vil du typisk få foretaget en DEXA-scanning.
DEXA-scanneren viser knoglernes mineralindhold og knogletæthed ved hjælp af røntgenstråler.
Knoglernes styrke afhænger af deres mineralindhold. Derfor kan en måling af mineralindholdet hjælpe lægen til at vurdere risikoen for knoglebrud.
Ved knogleskørhed har man væsentlig mindre knogletæthed end normale personer på samme alder. Det er normalt, at knoglernes tæthed mindskes med alderen og efter overgangsalderen.
I forbindelse med kræft bruges DEXA-scanning ved mistanke om knogleskørhed - f.eks. ved:
- Kunstig overgangsalder hos både mænd og kvinder efter anti-østrogen behandling.
- Kunstig overgangsalder efter kemoterapi.
- Kunstig overgangsalder efter operation eller strålebehandling af æggestokke eller testikler.
- Langvarig behandling med binyrebarkhormon (f.eks. Prednison®) i mere end 6 mdr.
- Vurdering af effekten af medicin mod knogleskørhed.
- Cushings syndrom.
- Mistanke om knogleskørhed på røntgenbillede.
DEXA-scanning er en røntgenundersøgelse
Billedet ved en DEXA-scanning bliver dannet ved hjælp af svage røntgenstråler fra to røntgenrør med forskellige energiniveauer. De to rør gør målingen meget nøjagtig.
Mineralindholdet i knoglen afgør, hvor meget røntgen, der kan trænge igennem til tælleren i apparatet.
Man kan få foretaget en DEXA-scanning af:
- Nederste del af rygraden
- Øverste del af lårbenet
- Underarmen
- Hele kroppen
Der går som regel en til to arbejdsdage efter undersøgelsen, før man får svar på scanningsbillederne.
Sådan foregår DEXA-scanningen
Før undersøgelsen bliver du spurgt, om du har haft brud af knoglerne, specielt af rygsøjlen. Du skal også oplyse, om du har fået indopereret metal, da dette kan give fejl på scanningsbillederne. Af samme grund må man heller ikke have metal (smykker, ur, mønter) på sig.
Undersøgelsen varer ca. 30 minutter i alt. Under selve scanningen, som kun tager nogle få minutter, skal man ligge helt stille.
Ved undersøgelsen ligger man på et leje, mens scanneren langsomt kører hen over det knogleområde, der skal undersøges i ca. 25 centimeters afstand.
Lille stråledosis ved DEXA-scanning
Stråledosis er lille for hvert område, der bliver scannet, og svarer omtrent til 1/10 af dosis ved en røntgenundersøgelse af lungerne.
Undersøgelsen foretages ikke på gravide.
Resultatet af en DEXA scanning angives som en såkaldt T-score
T-scoren måler, hvor meget ens knogletætheden afviger fra knogletætheden hos normale 30-årige personer af samme køn.
T-score viser:
- hvor meget dine knogler er afkalket, siden du var 30 år
- om du har knogleskørhed (osteoporose)
- hvor stor din risiko er for knoglebrud.
T-scoren er det antal enheder, som ens knogletæthed er over eller under gennemsnittet:
| T-score |
Resultat |
| T-score over -1 |
Normal knogletæthed |
| T-score mellem -1 og -2,5 |
Let nedsat knogletæthed (osteopeni) |
| T-score under -2,5 |
Knogleskørhed (osteoporose) |
Knogletætheden angives også som Z-score
Z-score måler hvor meget din knogletæthed afviger fra knogletætheden hos normale jævnaldrende personer af samme køn.
For hver en enhed, som Z-score er reduceret, er risikoen for brud øget 1,5 – 3 gange i forhold til raske jævnaldrende.
Lægen bruger T-score og Z-score til at vurdere dine knoglers tilstand og om du bør tilbydes behandling for knogleskørhed.
Til top
Behandling af knogleskørhed
Som regel anbefaler lægen, at man starter i behandling for knogleskørhed for at nedsætte risikoen for knoglebrud, når:
- T-score er mindre end -2 og der ikke er andre risikofaktorer for knogleskørhed
- T-score er mindre end -1.5 og der er andre risikofaktorer for knogleskørhed
Behandlingen er kalcium og D-vitamin alene eller i kombination med aktiv behandling
Kalcium og D-vitamin er den grundlæggende behandling ved behandling af knogleskørhed.
Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt tilskud af 800-1.000 mg kalcium dagligt i kombination med 20 mikrogram vitamin D til alle personer med øget risiko for knogleskørhed uanset alder.
Kalcium og D-vitamin skal indtages i forbindelse med et måltid, men ikke sammen med vitaminpiller, der indeholder jern.
Behandling med bisfosfonater kan forebygge knoglebrud
Behandling med bisfosfonater (pamidronat, ibandronat, zolendronat og clodronat) kan bremse svækkelsen af knoglen og kan forebygge knoglebrud.
Bisfosfonater bruges til at lindre knoglesmerter ved knoglemetastaser, og som behandling af (aldersbetinget) knogleskørhed.
Bisfosfonater virker ved at nedsætte aktiviteten af knoglenedbrydende celler i skelettet. Desuden nedsætter bisfosfonater mængden af calcium i blodet.
Bisfosfonatbehandlingen er et supplement til den egentlige kræftbehandling, men man kan også få den alene. Behandling med bisfosfonater giver ikke forbedret overlevelse.
Man kan få bisfosfonatbehandlingen som tabletter eller ved indsprøjtning i en blodåre hver 4.-6. uge som langtidsbehandling.
Bivirkninger ved behandling med bisfosfonater
Der er som regel kun svage bivirkninger, man kan dog få influenzalignende symptomer og mavebesvær.
Forholdsvist sjældent kan der opstå en alvorlig komplikation i form af ødelagt knoglevæv i kæben (osteonekrose) efter behandling i to til tre år - oftest i underkæben. Det er stadig uklart, hvad der er årsagen hertil.
God tandhygiejne og regelmæssige eftersyn hos tandlæge er vigtig for at forebygge problemet. Fortæl din tandlæge, at du får behandling med bisfosfonater.
Tandlægeforeningens information om osteonekrose af kæben
Til top
Kontrol med DEXA-scanning
Ved knogleskørhed får man som regel foretaget en kontrolscanning én enkelt gang efter to års behandling.
Ellers bliver man som regel kun scannet, hvis man skifter behandling.
Ved dialysebehandling bliver man scannet en gang årligt.
Her kan du få hjælp:
Osteoporoseforeningen
Forening for patienter med knogleskørhed
Til top
Tilbage