|
PET/CT-scanning som hjælp til at stille diagnose PET/CT-scanning er en meget følsom metode, der kan vise forandringer i kroppen. Med en PET/CT-scanning kan lægen undersøge, om en forandring, som man f.eks. har opdaget på et røntgenbillede eller en CT-scanning, er godartet eller ondartet.
Når lægen ved hjælp af PET/CT-scanning har opdaget og lokaliseret en forandring, tager han en vævsprøve og undersøger den nærmere. På den baggrund kan man få stillet den nøjagtige diagnose. For at få stillet en kræftdiagnose, skal knuden altså undersøges under mikroskop.
PET/CT-scanning kan vise spredningen af sygdommen og bruges til kontrol Lægen bruger også PET/CT-scanning til at:
- Vurdere, hvor meget sygdommen har spredt sig i kroppen
- Kontrollere effekten af en behandling
- Påvise et eventuelt tilbagefald
- Planlægge stråleterapi
 |
PET/CT-scanning af en patient med spiserørs-kræft. Kræften i spiserøret er opereret væk, men scanningen viser spredning til en lille lymfe-knude i bug-hulen. Man kan også se aktivitet i spyt-kirtler og i hjertet.
Det er normalt og er ikke tegn på sygdom. | Fordele ved PET/CT-scanning
- Kan vise selv små kræftknuder eller forandringer
- Kan undersøge hele kroppen på en gang
- Foregår ambulant, så man undgår at skulle indlægges
- Er smertefri
Til top
Kombineret PET/CT-scanning giver præcise og detaljerede oplysninger PET/CT er en kombineret undersøgelse, hvor man i samme omgang får udført både en PET-scanning og en CT-scanning:
- PET-scanning er en billedundersøgelse, hvor man får sprøjtet radioaktivt mærket sporstof ind i kroppen, inden man bliver scannet. PET-scanningen kan allerede på et tidligt tidspunkt vise, om der tegn på kræft i kroppen.
- CT-scanning er en røntgenundersøgelse, der giver meget detaljerede billeder af kroppens indre organer, ved at man fotograferer en række tværsnitsbilleder af kroppen i forskellige positioner.
Ved at lægge billederne fra PET-scanningen og CT-scanningen oven på hinanden kan lægen få et detaljeret billede af, om der kan være tale om kræft (PET), og hvor det i givet fald præcist sidder (CT).
Billederne giver tilsammen bedre oplysninger end hver for sig, hvis lægen skal planlægge operation eller strålebehandling.
Afhængigt af problemstillingen beslutter lægerne, om man skal undersøges med PET-scanning, en kombineret PET/CT-scanning eller en CT-scanning alene.
 |
| Øverst til venstre ses først CT-scanningen og øverst til højre ses PET-scanningen. Nederst er de to billeder lagt sammen. For at man kan skelne dem, er PET informationen i farver på det sammenlagte billede. PET/CT scanningen viser, at der er kræft i lymfeknuder på begge sider af halsen. |
Sådan virker PET-scanningen ved en PET/CT-scanning
Ved PET-scanningen får man sprøjtet radioaktivt mærket sporstof ind i kroppen, inden man bliver scannet.
De fleste kræftceller har et højere stofskifte end normale celler. Derfor optager kræftceller mere af det radioaktive sporstof end normale celler, og det er det som man kan se på PET-scanningsbilleder.
Det mest brugte sporstof er et radioaktivt mærket sukkerstof kaldet 18F-FDG (flourdeoxyglukose). Kroppen optager sporstoffet på samme måde som sukker, og den radioaktive del gør, at man kan følge sporstoffets fordeling i kroppen.
Områder med kræftceller, som har en højere optagelse af sporstoffet end normale celler, træder tydeligt frem, når man scanner hele kroppen. PET-scanning er en følsom metode, som kan påvise forandringer tidligere end traditionelle billedundersøgelser som f.eks. røntgen og CT-scanning.
Forberedelse til PET/CT-scanningen
Fortæl personalet, hvis du lige har fået kemoterapi eller strålebehandling Man må ikke få kemoterapi de sidste to uger inden PET/CT-scanningen, da de kan påvirke resultatet af PET/CT-scanningen. For stråleterapi skal der helst været gået mindst to måneder efter afsluttet behandling til PET/CT scanningen. Hvis du er i tvivl, bør du kontakte afdelingen.
Hvis det er tilfældet, skal man have en ny tid til PET-scanning.
Kontakt afdelingen, hvis du:
- Er gravid
- Ammer
- Har sukkersyge
- Har forhøjet blodtryk
- Har en nyresygdom
|
Der gælder særlige forholdsregler ved graviditet, amning og sukkersyge, når man skal have en PET/CT-scanning.
Ligeledes er der særlige forholdsregler, hvis man har forhøjet blodtryk eller en nyresygdom og skal have røntgenkontrastmidler i forbindelse med CT-scanningen.
Tag det roligt dagen inden undersøgelsen
Man skal ikke anstrenge sig hårdt fysisk dagen før PET-scanningen, da muskler, der har været aktive, vil optage for meget sporstof og kan forstyrre billederne.
Man skal faste før PET/CT-scanningen Før PET/CT-scanningen skal man faste i mindst seks timer. Man må dog gerne drikke vand samt kaffe eller te uden mælk og sukker.
Afslappende medicin hvis man er nervøs Hvis man er nervøs eller urolig, kan man få afslappende medicin inden undersøgelsen, så man kan ligge stille under selve scanningen.
Det er også vigtigt, at man ligger stille, mens sporstoffet fordeler sig i kroppen. Ellers risikerer man, at sporstoffet optages unødigt meget i musklerne, hvilket kan forstyrre billederne.
 |
| Inden man får udført sin PET/CT-scanning, snakker man med personalet, der udfylder et skema for at være sikker på, at man er klar til scanningen. |
Til top
Sådan foregår en PET/CT-scanning PET/CT-scanneren er udformet som en stor ring, der er åben i begge ender. Man kører igennem ringen, mens man ligger på et leje.
Når man får en kombineret PET/CT-scanning, bliver man først CT-scannet – dette tager under et minut. Herefter bliver man flyttet lidt længere ind i scanneren, og PET-scanningen begynder. En PET-scanning af hele kroppen tager 30-45 minutter, mens den samlede undersøgelse tager omkring to en halv time.
Undersøgelsen foregår ambulant, så det er ikke nødvendigt at blive indlagt.
 |
| En PET/CT scanner. Bemærk, at man ligger på det samme leje, der køres igennem den dybe ring. Ringen er åben i begge ender. Første del af scanneren er CT-scanneren, den anden del er PET-scanneren. |
PET-scanningen: Radioaktivt sporstof sprøjtes ind i armen Man får sprøjtet det radioaktive sporstof ind i en blodåre i armen, mens man ligger ned og hviler.
Efter cirka 45 minutter har PET-sporstoffet fordelt sig i kroppen, og scanningen kan begynde.
 |
Inden PET/CT-scanningen får man sprøjtet et radioaktivt sporstof ind i en blodåre i armen.
Mens sporstoffet fordeler sig i kroppen, skal man ligge stille, da aktive muskler optager sporstoffet, og det derfor kan forstyrre billederne. |
CT-scanningen: Røntgenkontrastmiddel Man kan blive bedt om at drikke røntgenkontrastmiddel, så tarmene kan ses tydeligere på CT-scanningen.
Mens man ligger i scanneren, får man desuden i nogle tilfælde sprøjtet røntgenkontrastmiddel ind i en blodåre, så blodkarrene kan ses tydeligere på CT-scanningen.
 |
Inden PET/CT-scanningen skal man have røntgenkontraststof.
Hvis man skal have undersøgt maven eller tarmen, skal man drikke kontraststoffet. |
Undersøgelsen gør ikke ondt Det gør ikke ondt at blive PET/CT-scannet, men man kan mærke stikket i armen, når man får sprøjtet sporstoffet ind i blodåren.
Sporstoffet nedbrudt efter et døgn
Man bruger kun meget små mængder af radioaktive sporstoffer ved PET/CT-scanningen.
Den radioaktive del har en halveringstid på små to timer (119 minutter). Det betyder, at der ikke er noget radioaktivitet af betydning tilbage i kroppen efter et døgns tid.
Selve sukkerstoffet bliver nedbrudt og udskilt blandt andet i urinen. Sukkermængden er så lille, at man end ikke kan måle det i blodsukkeret.
 |
|
Selve PET/CT scanningen tager omkring 45 minutter og gør ikke ondt. Det er vigtigt, at man ligger stille undervejs.
Man kan evt. tage en CD med, hvis man har lyst til at høre musik under scanningen. |
Til top
Svar på PET/CT scanning Der går ca. to dage, før man kan få svar på scanningsresultatet. Man får besked om resultatet fra en læge på den afdeling, der har bestilt scanningen.
Svarene fra en PET/CT-scanning er ganske sikre.
Falsk positivt svar Nogle gange kan der forekomme såkaldte ’falsk positive’ svar, hvor lægen tolker noget på scanningen som kræft, uden at det faktisk er tilfældet.
Dette kan ske, fordi PET/CT-scanning er en meget følsom undersøgelse, og fordi det ikke kun er kræftceller, der optager de radioaktive sporstoffer. F.eks. vil betændelse eller kraftige muskelspændinger også optage sporstoffet, og det kan gøre det vanskeligt at tolke scanningsresultatet korrekt.
Falsk negativt svar I sjældne tilfælde optager kræftcellerne ikke sporstoffet, og det kan give såkaldte ’falsk negative’ svar. Det vil sige, at lægen tolker scanningsbilledet til at være fri for kræft, uden at det faktisk er tilfældet.
Sukkersporstoffer er ikke velegnede til alle former for kræft - f.eks. kræft i blærehalskirtlen (prostata). Sporstoffet FDG er ikke det optimale sporstof for prostatacancer og neuroendokrine tumorer, hvilket formentlig skyldes, at disse tumorer vokser relativt langsomt og derfor ikke har en speciel høj omsætning af sukker.
Der forskes derfor i at udvikle nye sporstoffer til disse sygdomme, og kliniske studier til afprøvning af disse foregår visse steder i udlandet og vil blive udført i den nærmeste fremtid i Danmark.
Risici ved PET/CT-scanning Man bruger kun meget små mængder af radioaktive sporstoffer ved PET- og PET/CTscanning.
Den radioaktive del af sporstoffet FDG har en halveringstid på små to timer (109,8 minutter). Det betyder, at der ikke er noget radioaktivitet af betydning tilbage i kroppen efter et døgns tid.
Selve sukkerstoffet bliver nedbrudt og udskilt blandt andet i urinen. Sukkermængden er så lille, at man end ikke kan måle det i blodsukkeret.
Ved en PET/CT scanning er den en lille risiko for bivirkninger i forbindelse med kontrastmidlerne, men dette er meget sjældent.
Lille stråledosis Ved en PET/CT-scanning af hele kroppen med sporstoffet FDG, bliver man udsat for en stråledosis på cirka 16 milliSievert (mSv). Det svarer til fire til seks gange den årlige baggrundsstråling i Danmark. Baggrundsstråling er en form for naturlig radioaktiv stråling, som alle udsættes for.
Dette er en dosis, der teoretisk øger risiko på 0,01 procent for at udvikle en ny kræftsygdom efter en PET/CT-scanning. Men den øgede risiko er uden betydning i forhold til, hvor stor betydning undersøgelsesresultatet har for, at man kan få stillet en diagnose og få behandlet den sygdom, lægen prøver at finde frem til.
Hvor kan man få PET/CT-scanninger PET/CT-scannere findes på de hospitaler, hvor de store kræftcentre ligger.
Læs mere:
PET-scanning
CT-scanning
Til top
Tilbage |