Sammenfatning af MULD-rapport Nr. 2
Et af hovedtemaerne i undersøgelsen af de 16-20åriges livsstil og dagligdag 2001 har været geografiske forskelle og ligheder i trivsel og sundhedsadfærd.
De tre amter, der indgår i undersøgelsen, er Vestsjællands Amt, Ribe Amt og Københavns Kommune, der ligesom Frederiksberg Kommune, har status af amt.
Undersøgelsen viser, at der er store ligheder i de unges trivsel og sundhedsadfærd over hele landet. Flertallet af de unge trives og vurderer deres helbred til at være godt. De dyrker motion i fritiden og er fysisk aktive mere end de anbefalede 3,5 timer om ugen - ½ time om dagen. Det store flertal ryger ikke dagligt og har heller ikke et forbrug af hash og andre illegale stoffer.
Selvom der er visse forskelle mellem de tre amter finder undersøgelsen ikke, at der umiddelbart er brug for at udvikle forskellige forebyggelsesindsatser til de enkelte områder i landet.
Undersøgelsen finder dog, at København adskiller sig noget fra de øvrige amter. København tegner sig således for en større andel, som viser tegn på dårlig trivsel. Desuden er der i København en større andel storrygere og brugen af hash er mere udbredt blandt de 16-20årige i København sammenlignet med Ribe og Vestsjællands Amter. Endelig er pigerne i København mindre fysisk aktive i fritiden.
På landsplan er 21% af drengene og 19% af pigerne er fysisk inaktive. Med fysisk inaktiv menes, at de unge slet ikke rapporterer nogen form for fysisk aktivitet af minimum moderat intensitet – lidt højere puls end normalt eller sved på panden.
Næsten en fjerdedel er dagligrygere, nemlig 24% af drengene og 23% af pigerne og knap 10% af samtlige unge er storrygere med et dagligt cigaretforbrug på 15 cigaretter eller mere. I alt 21% af drengene og 13% af pigerne har i løbet af ugen overskredet Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser for voksne – 21 genstande for mænd og 14 for kvinder.
Henholdsvis 17% af drengene og 10% af pigerne har haft alvorlige problemer i form af ulykker eller uheld, i forbindelse med at de har drukket.
I alt 39% af drengene og 31% af pigerne har prøvet et eller flere illegale stoffer, langt de fleste har udelukkende prøvet hash.
Resultaterne bekræfter resultaterne fra den foregående MULD undersøgelse i 2000, og de understreger, at indsatser for at reducere de unges brug af tobak, alkohol og illegale stoffer skal prioriteres, idet andelen med risikoadfærd fortsat er høj og tilsyneladende ikke faldende.
Selvom det at opleve problemer i hverdagen er en naturlig del af det at være teenager, er der en forholdsvis stor andel af de unge, der viser tegn på dårlig trivsel.
Der er således 11% af drengene og 17% af pigerne, der oplever ensomhed. Blandt pigerne er andelen højst i København og mindst i Ribe Amt. Tre procent af drengene og 6% af pigerne mener, at de har personlige problemer, som i høj grad gør det vanskeligt at klare de daglige gøremål. Mens 25% af drengene og 40% af pigerne svarer, at de ”i nogen grad” har problemer, der gør det vanskelig at klare deres daglige gøremål.
Generelt oplever de unge, at deres helbred er godt, der er dog 14% af drengene og 21% af pigerne, der oplever, at deres helbred kun er nogenlunde eller decideret dårligt. Endelig kan 15% af drengene og 14% af pigerne betegnes som overvægtige, med et body-mass index på over 25 kg/m2.
Resultaterne vedrørende fysisk aktivitet peger på, at det er nødvendigt at styrke indsatsen for mere fysisk aktivitet blandt de unge.
Kapiteloversigt MULD-rapport Nr. 2
Kapitel 1. Hvad kendetegner deltagerne i de forskellige amter?
Amterne adskiller sig på områder, som har betydning for de unges dagligdag og livsstil. De unges livsstil påvirkes af de rammer, de har i hverdagen. Det drejer sig bl.a. om familieforhold, herunder forældrenes sociale baggrund og de unges egen uddannelsessituation. Holdninger og vaner blandt forældre, søskende og kammerater, forskellige subkulturer i hjemmet (fx etnisk tilhørsforhold) eller på uddannelsesstedet giver vidt forskellig påvirkning.
Endelig spiller alder også en rolle. I aldersperioden 16-20 år udvikles og ændres vaner i høj grad. Derfor følger først en kort beskrivelse af, om de unge i de tre forskellige amter, adskiller sig på disse områder.
Kapitel 2. Unges dagligdag, trivsel og helbred.
- 11% af drengene og 17% af pigerne oplever, at de ofte eller meget ofte er ensomme. For pigerne er andelen højst i København og mindst i Ribe Amt.
- 3% af drengene og 6% af pigerne svarer ”ja, meget” til, at de har personlige problemer i dagligdagen, der gør det vanskeligt at klare daglige gøremål, mens 25% og 40% svarer ”i nogen grad”. Andelen er højst i København.
- 14% af drengene og 21% af pigerne vurderer, at deres helbred kun er nogenlunde eller dårligt. For pigerne er andelen højst i København.
- 15% af drengene og 14% af pigerne er overvægtige, og i alt 3% og 4% er svært overvægtige. Der er ikke forskelle mellem amterne.
Kapitel 3. Fysisk aktivitet.
- 65% af drengene og 54% af pigerne er fysisk aktive mindst 3 timer om ugen ved fritidsaktiviteter. For pigerne er andelen højst i Ribe Amt og mindst i København.
- 17% af drengene og 18% af pigerne er aktive mindre end 1 time om ugen ved fritidsaktiviteter. For pigerne er andelen højst i København og mindst i Ribe Amt.
- 39% af drengene og 30% af pigerne får aldrig fysisk aktivitet i forbindelse med den daglige transport. For drengene er andelen højst i Ribe Amt og mindst i København. Pigerne i Vestsjællands Amt får mindst fysisk aktivitet i forbindelse med transport.
- 21% af drengene og 19% af pigerne har ingen fysisk aktivitet af moderat intensitet, hverken ved fritidsaktiviteter, transport eller skoleidræt. Ingen forskelle mellem amterne.
- Andelen af fysisk aktive er højest blandt de 16årige og lavest blandt de 20årige.
Kapitel 4. Alkoholvaner.
-
78% af drengene og 71% af pigerne har drukket alkohol i løbet af den seneste uge. Andelen er højst i Ribe Amt og for drengene mindst i København.
-
21% af drengene og 13% af pigerne har drukket mere end genstandsgrænserne for voksne. For drengene er der en tendens til højst andel i Ribe Amt
-
13% af drengene og 6% af pigerne har været fulde mindst 6 gange inden for den seneste måned. Ingen forskelle mellem amterne
-
17% af drengene og 10% af pigerne har haft problemer som følge af alkohol i form af ulykker eller uheld. Ingen forskelle mellem amterne.
-
51% af drengene og 54% af pigerne går ind for en alkoholpolitik på deres skole eller arbejdsplads. For pigerne er tilslutningen mindst i København.
-
Andelen, der har overskredet genstandsgrænserne, stiger især mellem 16 og 17 år.
Kapitel 5. Rygevaner.
-
32% af drengene og 36% af pigerne ryger enten en gang imellem eller dagligt. Ingen forskelle mellem amterne.
-
24% af drengene og 23% af pigerne er dagligrygere. Ingen forskelle mellem amterne.
-
10% af drengene og 7% af pigerne er storrygere, dvs. ryger mindst 15 cigaretter dagligt. For pigerne er andelen højst i København og mindst i Ribe Amt.
-
36% af drengene og 35% af pigerne, som ryger, ønsker at holde op med at ryge. For pigerne er modstanden mod rygeophør mindst i Ribe Amt.
-
89% af drengene og 95% af pigerne går ind for, at rygning skal være begrænset eller helt forbudt på ungdomsuddannelserne. Ingen forskelle mellem amter.
-
Andelen af dagligrygere stiger med alderen.
Kapitel 6. Brug af stoffer.
- 40% af drengene og 31% af pigerne har prøvet illegale stoffer. Andelen er højst i København og mindst i Ribe Amt.
- 37% af drengene og 29% af pigerne har prøvet hash. 27% af drengene og 18% af pigerne inden for det seneste år. Andelen er højst i København og mindst i Ribe Amt.
- 17% af drengene og 10% af pigerne har prøvet andre illegale stoffer end hash. For drengene er andelen mindst i Ribe Amt.
- 11% af drengene og 7% af pigerne har prøvet amfetamin, som er det mest udbredte stof efter hash. Ingen forskelle mellem amterne.
- Andelen, der har prøvet stoffer, stiger kraftigt med alderen.
Kapitel 7. Sammenhængen mellem forskellige former for livsstil: fysisk aktivitet, alkoholvaner, rygevaner og brug af hash.
- Der er sammenhæng mellem de forskellige former for livsstil, især for alkoholvaner, rygevaner og brug af hash. Risikoadfærd på en af disse øger sandsynligheden for risikoadfærd på de øvrige.
- Daglig rygning viser den mest markante og konsistente sammenhæng med risikoadfærd på de andre former for livsstil.
- Sammenhængen mellem alkoholvaner og fysisk aktivitet viser modsat tendens: de, der ofte har været fulde, er mere fysisk aktive.
Kapitel 8. Sammenhængen mellem uddannelse, trivsel og livsstil.
- Hvis forældrene har kort uddannelse, er de unge mindre fysisk aktive, og andelen af piger, som ryger dagligt, er højere.
- Unge, der ikke er i gang med en uddannelse, er mindre fysisk aktive, sjældnere fulde, oftere dagligrygere og har oftere prøvet hash.
- Unge, som oplever problemer, er hyppigere dagligrygere og har oftere prøvet hash.
- Unge, som føler sig ensomme, er hyppigere dagligrygere og hyppigere mindre fysisk aktive.