I en scintigrafisk undersøgelse benytter man sig af et radioaktivt lægemiddel, også kaldet radioaktivt sporstof, der gives til patienten. Herefter registrerer man optagelse, fordeling og udskillelse af stoffet med et gammakamera.
 |
| Billedet viser et gammakamera. Kameraet kører hen over patienten, mens billederne optages. Optagelsen tager 10-30 minutter. |
Lægemidlet tilsættes som regel den radioaktive isotop technetium-99m (Tc-99m), som dels udsender gammastråling med en energi, der er optimal for gammakameraet og for fremstilling af billeder, og dels har en kort halveringstid på seks timer.
Halveringstiden har betydning for, hvor hurtigt stoffet forsvinder fra kroppen.
Hvorfor foretage en scintigrafisk undersøgelse?
En kræftsygdom påvirker ofte som det første et organ eller dele af organets funktion, derfor kan sygdommen tit spores tidligt ved en scintigrafisk undersøgelse.
Hvordan foretages en scintigrafisk undersøgelse?
En lille mængde radioaktivt sporstof sprøjtes ind i en blodåre. Det radioaktive sporstof omsættes i det organ, som man vil undersøge.
Efter et tidsrum på 15 minutter til tre timer – afhængig af hvilket organ, der undersøges – lægger patienten sig under gammakameraet og optagelsen af billeder begynder. Den varer typisk 10-30 minutter.
Billederne lagres og bearbejdes i en computer. De er ikke så detaljerede som ved f.eks. røntgenundersøgelse og MR-scanning, men de giver meget bedre information om organets funktion, og fordeling af det radioaktive sporstof i kroppen.
Undersøgelsen suppleres ofte med en tomografisk optagelse (SPECT), hvor kameraet roterer om patienten. På den måde får man billeder i tre dimensioner.
Er undersøgelsen ubehagelig?
Bortset fra stikket med en tynd kanyle i armen er der intet ubehag under eller efter en scintigrafisk undersøgelse.
Er undersøgelsen farlig?
Den stråledosis, du får i forbindelse med undersøgelsen, er minimal og svarer til, hvad man får ved almindelige røntgenundersøgelser. Efter få døgn er det radioaktive sporstof udskilt og strålingen til kroppen samt omgivelserne ubetydelig.
Risikoen for at pådrage sig kræft efter en typisk scintigrafisk undersøgelse øges med cirka 0,01 pct., hvilket anses for at være en ubetydelig risiko. Det er desuden ekstremt sjældent, at der er bivirkninger ved selve det radioaktive lægemiddel.
Graviditet og amning
Under graviditet er risikoen for fosterskade ved en scintigrafisk undersøgelse generelt meget lav. Derfor kan gravide kvinder godt få foretaget undersøgelsen.
Fostret er mindst følsomt over for stråling de første otte uger og efter 16. uge, så derfor anbefales gravide kvinder at få foretaget undersøgelsen inden for de to perioder. Risikoen for at skade fosteret er typisk meget lille i forhold til den risiko, som moderen løber ved ikke at lade sig undersøge.
Ved nogle få undersøgelser, hvor man benytter radioaktive sporstoffer, udskilles radioaktiviteten i modermælken. I så fald anbefales ammende kvinder at lade være med at amme i typisk 12-24 timer efter undersøgelsen.
De hyppigste scintigrafiske undersøgelser i forbindelse med kræft:
Knoglescintigrafi
Knoglescintigrafi bruges til at undersøge for knoglekræft eller eventuelle metastaser i knoglerne. Isotopen Tc-99m hæftes på et stof, som tiltrækkes til og indgår i knoglevævet. Knoglevæv opbygges og nedbrydes konstant (kaldes knogleomsætningen).
Når det radioaktive lægemiddel er sprøjtet ind i kroppen, skal der gå to til fire timer, inden der optages billeder. Billederne vil så vise steder i knoglesystemet, hvor der er ændring i knogleomsætningen, hvilket kan være tegn på knoglekræft eller knoglemetastaser.
Der er ingen særlige forberedelser til undersøgelsen.
 |
|
Billedet af en normal knoglescintigrafi. Billedet viser personen forfra og bagfra. Scintigrafien viser ingen forandringer i knogleomsætningen, og der er derfor ingen tegn på kræft.
|
 |
| Billedet af en knoglescintigrafi, der viser forandringer i knogleomsætningen. Billedet viser personen forfra og bagfra. Pilene viser nogle af de mørke pletter, som er knoglemetastaser. |
Undersøgelsen er meget følsom. Det vil sige, at man med stor sikkerhed kan sige, at der er noget galt det pågældende sted, men da den ikke er specifik, kan man ikke sige, hvad der er galt.
Scintigrafi vil derfor ofte være en af flere undersøgelser, f.eks. PET-scanning og MR-scanning, som vil kunne afsløre eventuelle metastaser.
Hvis scintigrafien viser, at der er forandringer i knogleomsætningen, skal patienten igennem disse andre undersøgelser, før den endelige diagnose kan stilles. Ændring i knogleomsætningen kan nemlig skyldes andre lidelser som f.eks. slidgigt eller følger af slag.
Ved enkelte sygdomme, hvor kræft findes i knoglerne, kan knoglescintigrafi ikke anvendes. Det drejer sig om myelomatose (knoglemarvskræft) og lymfeknudekræft, hvor MR-scanning anvendes i stedet.
Thyroideascintigrafi
Thyroideascintigrafi kan bruges til at undersøge for kræft i skjoldbruskkirtlen. Isotopen Tc-99m sprøjtes ind i en blodåre. Efter få minutter bliver stoffet optaget i cellerne i skjoldbruskkirtlen.
Optagelsen sker på grund af en særlig jodpumpe, som findes på disse celler. Ved kræft i kirtlen virker pumpen ikke korrekt, og kræftvævet vil fremstå som et 'hul' på de scintigrafiske billeder.
Undersøgelsen kræver ingen forberedelse.
 |
Billedet viser en normal thyroideascintigrafi.
|
 |
| På billedet viser pilen et 'hul' nederst i venstre kirtellap, som meget vel kan være kræft. |
Da der kan være tale om andre sygdomme end kræft, vil det være nødvendigt med yderligere undersøgelser for at stille diagnosen. Kræftdiagnosen kan kun stilles endeligt på basis af undersøgelse af en vævsprøve.
Til top
Tilbage