Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Undersøgelser ved kræft i spytkirtler

Hvis man får symptomer fra en af sine spytkirtler, bør man straks gå til en praktiserende speciallæge i øre-næse-halssygdomme.

   

Hvis speciallægen vurderer, at det kan dreje sig om kræft i spytkirtlerne, bliver man straks henvist videre til den lokale øre-næse-halskirurgiske afdeling.

På øre-næse-halskirurgiske afdeling får man fortaget forskellige undersøgelser. Man får først taget en vævsprøve af knuden. Derefter bliver man scannet og får eventuelt foretaget en kikkertundersøgelse, hvis der er behov for det.

Formål med undersøgelser

Nogle undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om kræft eller ej.

Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.

 
Undersøgelse af almen tilstand

For at lægen kan vurdere ens almentilstand får man taget blodprøver og får foretaget en almindelig lægeundersøgelse og en vurdering af tænderne. Lægen føler også efter eventuelle knuder og hævede lymfeknuder i området omkring halsen.

 
Vævsprøve som finnålsbiopsi

Man kan kun afgøre, om en knude er godartet eller ondartet ved at undersøge celler fra knuden i et mikroskop. Derfor skal der udtages en prøve fra knuden. Det kaldes en celleprøve, vævsprøve eller en biopsi.
 
Alle knuder i spytkirtlerne bør undersøges med finnålsbiopsi. Ved en finnålsbiopsi stikker lægen en tynd nål ind i knuden og suger nogle celler ud, eventuelt ultralydsvejledt.
 
Det gør almindeligvis ikke mere ondt end at få taget en blodprøve. Når lægen har udtaget cellerne fra knuden, bliver de undersøgt i mikroskop for at se, om der er kræftceller tilstede, og i så fald hvilken type kræft det drejer sig om.
 
Man kan først få stillet diagnosen kræft, når en vævsprøve af knuden (patologisvaret) viser, at der er kræftceller til stede.

Vævsprøve (biopsi)

 
Patologisvar tager tid

Kræft i spytkirtlerne er vanskelig at vurdere i mikroskop og kræver særlig ekspertise, som kan kræve nationalt og ind imellem internationalt samarbejde.
 
Når lægen skal stille diagnosen under mikroskop er det nødvendigt at vente på særlige tekniske undersøgelser af vævet. Man kan derfor som regel først få svar efter en til to uger. Det er meget forskelligt, hvor hurtigt patologerne kan stille diagnosen, da vævsundersøgelsen oftest skal sendes rundt til flere forskellige afdelinger.

 
Øre-næse-halsundersøgelse med kikkert (fiberskopi)

Alle patienter med mistanke om hoved-halskræft gennemgår en grundig øre-næse-halsundersøgelse med fiberskopi. Fiberskopi er en kikkertundersøgelse med et fiberskop, hvor lægen fører en tynd slange med lys og en lille kikkert i spidsen gennem det ene næsebor.

 
Tandundersøgelse og røntgen af kæberne
Hvis man skal have strålebehandling, får man også foretaget en tandlægeundersøgelse og en special røntgenundersøgelse af begge kæber (ortopantomografi).

 
Undersøgelser for spredning
Hvis man har fået konstateret kræft i spytkirtlerne, foretager lægen flere undersøgelser, der kan afgøre, om kræften eventuelt har spredt sig til andre områder i kroppen. Kræft i spytkirtlerne, der spreder sig, spreder sig oftest til lymfeknuderne på halsen og lungerne.

 
Ultralyd undersøgelse for spredning til lymfebanerne
Kræft i spytkirtlerne kan sprede sig via lymfebanerne til lymfeknuderne på halsen.

Derfor får man nogle gange undersøgt knuden i spytkirtlen og de lokale lymfeknuder med ultralyd. Man får eventuelt taget vævsprøver af lymfeknuderne.

Ultralydsscanning

 
MR-scanning af hovedet og halsen for spredning

Se en film om hvordan en MR-scanning foregår. 7:46 min.

Nogle afdelinger anvender MR-scanning af hovedet og halsen for at undersøge, om kræften har spredt sig. En MR-scanning er en billeddiagnostisk undersøgelse, som en CT-scanning. Men i modsætning til en CT-scanning anvendes ikke røntgenstråler, men elektromagnetiske stråler.

MR-scanning af knuden i spytkirtlen og halsens lymfeknuder anvendes til at vurdere om sygdommen har spredt sig og ved planlægning af eventuel strålebehandling.

 
PET/CT-scanning af hovedet og halsen for spredning
Se en film om hvordan en PET/CT-scanning foregår. 7:27 min.
PET/CT-scanning er en kombination af en CT-scanning (røntgen) og en PET-scanning, hvor man ved hjælp af et radioaktivt sporstof kan se kræftcellers aktivitet i kroppen.

Metoden supplerer de øvrige undersøgelser, men er i mange tilfælde ikke nødvendig. En PET/CT-scanning kan bidrage med yderligere information ved både diagnostik og planlægning af strålebehandling.

Røntgenundersøgelse for spredning til lungerne
Hvis kræft i spytkirtlerne spreder sig til andre organer, sker det oftest til lungerne. Derfor får man som regel foretaget en røntgenundersøgelse af lungerne, eventuelt suppleret med en CT-scanning.

CT-scanning er en speciel røntgenundersøgelse, hvor der tages en serie røntgenbilleder, som bearbejdes af en computer.


Læs mere:
Røntgen
CT-scanning
MR-scanning
PET/CT-scanning


På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.

Den samlede udredning til og med endelig diagnose bør udføres inden for maksimalt syv dage.

Til top
Tilbage



Tekst: Læge Elisabeth Kjems og Ida Nymand Ammundsen
Kilde: Overlæge Elo Andersen, Danish Head and Neck Cancer Group (DAHANCA), Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)

Sidst ændret: 28-07-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen