Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Nyt center skal forske i rehabilitering

Hvilke behov har den enkelte patient for rehabilitering? Og hvordan afhjælper man det behov bedst muligt? To centrale spørgsmål, som der stadig er meget lidt forskningsbaseret viden om. Men det gøres der noget ved, lovede folkene bag Nationalt Forskningscenter for Kræftrehabilitering på Syddansk Universitet, der officielt blev indviet tirsdag.
  

-Vi vil gerne medvirke til, at rehabilitering integreres i kræftbehandlingen allerede fra diagnosetidspunktet, og at det sker på baggrund af evidens og på et højt kvalitetsniveau. Det er det ikke i dag.

Sådan sagde centerleder, læge og ph.d. Dorte Gilså Hansen ved åbningen af Nationalt Forskningscenter for Kræftrehabliitering, der delvist er finansieret af Kræftens Bekæmpelse, og som på nuværende tidspunkt består af fem forskere med forskellig baggrund – tre læger, en antropolog, en sundhedsfaglig kandidat og psykolog.

Professor, dr. med Christoffer Johansen, Kræftens Bekæmpelse og SDU holdt sin tiltrædelsesforelæsning ved centrets åbning.
Kræft berører alle aspekter af livet
Flere og flere overlever kræft, og derfor er der et voksende behov for rehabilitering for at modvirke alle de forskellige problemer, der kan følge med en kræftsygdom og behandling.

- Kræft berører alle aspekter af det liv, vi lever. Det er ikke nok at forholde os til sygdommen. Vi er nødt til også at forholde os til alle de andre aspekter, fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle. Det forventer borgerne, at samfundet gør, siger professor, dr. med Christoffer Johansen, Kræftens Bekæmpelse og SDU, der holdt sin tiltrædelsesforelæsning ved centrets åbning.

Problemet er kendt – løsningen ukendt
-Men vi ved simpelthen ikke, hvad der virker, og hvad der ikke virker endnu, siger han, og understreger dermed behovet for forskningscentret. Der er nemlig dokumentation for, at kræftpatienter og deres familier risikerer problemer.

Der er en lang række fysiske senfølger så som træthed, smerter, risiko for knogleskørhed, tørre slimhinder. Men kræftpatienter har også langt større risiko for depression, ligesom de i højere grad end andre oplever arbejdsløshed og førtidspension. Og så er der en stor social ulighed i chancen for at overleve kræft.

-Der er også kun ganske få lodtrækningsforsøg, der har set på, om forandringer i psykologiske og sociale forhold og ændringer i livsstil betyder noget for patienternes livskvalitet og overlevelse på længere sigt, siger Christoffer Johansen.

Ægtefæller skal også rehabiliteres
Involvering af ægtefæller er et af fokuspunkterne for det nye forskningscenter.

Der er allerede sat et ph.d. projekt i gang, der ser på effekten af at tilbyde samtaler og gruppeforløb for par, hvor kvinden er ramt af brystkræft. Her tilbydes desuden samtaler til patientens ægtefælle.

- Ægtefæller, børn og andre pårørende bliver også ramt. Det er dem, der skal passe patienten. Ægtefæller er meget vigtige, for det er dem, der bærer forløbet. Dem der er med til en samtale og er i stand til virkelig at høre, hvad lægen siger, når patienten får en diagnose. Vi skal også finde ud af at hjælpe dem, siger Christoffer Johansen.

Hvordan går det dem, der overlever
Et andet fokuspunkt er at få mere viden om dem, der overlever. Her er der også allerede et ph.d. projekt på skinnerne, som følger en række overlevere for at se, hvordan det går i forhold til f.eks. at være på arbejdsmarkedet.

Andre fokuspunkter er:

  • Kan man sætte ind med rehabilitering allerede før en operation i forholdt til f.eks. at sikre bedst mulige vilkår for sårheling, så risikoen for komplikationer nedsættes?
  • Se på de bagvedliggende mekanismer for deltagelse i rehabilitering. Hvad synes folk om de tilbud, de får, og hvorfor er der nogen, der vælger ikke at møde op?
  • Hvordan screener man patienterne, så man kan finde ud af, hvem der har behov for hvilken hjælp?
  • Interventioner mod social ulighed.
  • Hvilke behov og ønsker for rehabilitering har mænd med kræft?
  • Hvordan fastholder man forandringer?

Samarbejde med Rehabiliteringscenter Dallund
Kræftens Bekæmpelse har bevilget 12,5 mio. kroner til centret over fem år. Foreningen ser frem til, at der kommer mere viden om rehabilitering, meget gerne i samarbejde med Rehabiliteringscenter Dallund, der siden 2001 har gennemført rehabiliteringskurser for mere end 7000 færdigbehandlede patienter.

-Vi håber på et tæt samarbejde med at afprøve rehabilitering i praksis. Vi har patienterne, SDU har hjernerne, så forhåbentlig kan vi få afprøvet nogle af idéerne, så vi kan finde frem til, hvad der virker, siger Bo Andreassen Rix, chef for Dokumentation og Udvikling i Patientstøtteafdelingen i Kræftens Bekæmpelse. 
 



Af journalist Helle Falborg

Sidst ændret: 03-02-2010


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen