Sitemap
Del med andre Print

Endoskopi – kikkertundersøgelse

Et endoskop er en tynd, oftest bøjelig kikkertslange, der bruges til indvendige undersøgelser af kroppen. Endoskopet kan føres ind gennem kroppens naturlige åbninger. Her kan du læse mere om  kikkertundersøgelser generelt.

 

I endoskopet er der indbygget kanaler til lys, kikkert, sug og en stålwire med en lille tang i enden til at tage vævsprøver samt fjerne små knuder.
 
Det, lægen ser i kikkerten, kan som regel vises på en tv-skærm, og lægen er også i stand til at tage fotografier ved hjælp af et endoskop

Foto: En kikkertslange - et sigmoideoskop
Billedet viser et fleksibelt sigmoideoskop, som man kan se 60 centimeter op i tarmen med. Kikkertslangen er fleksibelt og bøjer sig efter tarmen.

 
Kikkertundersøgelser bruges til at opdage kræftknuder
Ved kikkertundersøgelser kan lægen opdage kræftknuder i mange organer, f.eks. mavesæk, spiserør, tarme, blære, lunger og luftveje.

 
Gennem et endoskop kan lægen:

  • Tage vævsprøver af synlige forandringer 
     
  • Fjerne små svulster helt ved at brænde eller laserbehandle området 
     
  • Standse mindre blødning 
     
  • Fjerne fremmedlegemer, f.eks. galdesten 
     
  • Placere dræn eller stent i en galdegang

Illustration: Gastroskopi ført ned i mavesækken
Her ses et gastroskop ført ned i mavesækken.

  
Før undersøgelse med endoskop
Før kikkertundersøgelse af maven skal maven skal være helt tømt, så det er nødvendigt at have fastet i en dag før undersøgelsen.
 
Før undersøgelse af tarmen skal man være også fastende, og man skal desuden have udrenset tarmen over nogle dage ved hjælp af afføringsmiddel.
 
For bedre at kunne slappe af får man normalt beroligende medicin før undersøgelsen. 

 
Undersøgelse med endoskop
En kikkertundersøgelse kan tage fra få minutter til op til en times tid, alt efter hvilken type kikkertundersøgelse man skal have foretaget.
 
Kikkerten er ikke tykkere end en finger. Nogle meget tynde skoper er kun omkring en halv cm tykke og kan derfor føres ind gennem næsen.
   
Det kan være let ubehageligt at få ført kikkerten ind, men normalt giver det ikke smerter. For at lette indføringen får man ofte sprayet slimhinden med lokalbedøvelse eller spidsen af kikkerten bliver smurt med lokalbedøvelse. 
    
Kikkertundersøgelser foregår normalt ambulant, og det er derfor ikke nødvendigt at være indlagt. 
    
Hvis man har fået beroligende medicin, bør man efter undersøgelsen ikke køre bil eller arbejde ved maskiner. 

 
Der findes forskellige typer kikkertundersøgelser:
 

Kikkerttype Føres ind gennem Undersøgelse af
Bronkoskopi Næse eller mund, via luftrøret ned i bronkierne Bronkier og lunger
Cystoskopi Urinrøret Det indre af urinrøret og blæren
ERCP (endoskopisk retrograd cholangio pancreatiografi) Munden, via spiserøret til mavesækken og tolvfingertarmen Røntgenundersøgelse af galdegange og udførselsgange fra bugspytkirtlen med indsprøjtning af kontraststof
Gastroskopi Munden eller næsen, via spiserøret til tolvfingertarmen Mest anvendte undersøgelsesmetode for kræft i spiserør, mavesæk og tolvfingertarm
Koloskopi Endetarmsåbning ind i endetarmen og videre ind i tyktarmen Endetarmen, tyktarmen og det sidste stykke af tyndtarmen
Laryngoskopi (direkte laryngoskopi) Det ene næsebor Struben
Rektoskopi endetarmen Endetarmsåbning og ind i endetarmen Er erstattet af sigmoideoskopi, men anvendes stadig til præcis bedømmelse af, hvor højt oppe i endetarmen en knude sidder, idet dette har stor betydning for behandlingen.
Sigmoideoskopi Endetarmsåbning ind i endetarmen og videre ind i nederste del af tyktarmen Nederste del af tyktarmen (sigmoideum) og endetarmen

 
Bøjelige og stive endoskoper

Bøjelige endoskoper bruges til bronkoskopi, gastroskopi og koloskopi.
 
Stive endoskoper anvendes ved laryngoskopi, rektoskopi og laparoskopi.
 
Ved cystoskopi kan begge typer anvendes. 

 
Endoskopi med ultralyd
Ved kræft i spiserøret, mavesækken og bugspytkirtlen samt ved lungekræft er endoskopisk ultralyd en velegnet undersøgelse til at vurdere, om sygdommen har spredt sig.
 
Med et ultralydshoved anbragt i spidsen af et endoskop kan lægen scanne patientens organer indvendig, tage celleprøver med stor nøjagtighed og vurdere, om knuden er vokset ind i naboorganer, blodkar eller lymfeknuder.

 
Laparoskopi
Et laparoskop er en kikkert, som bruges til at se på væv og organer i bughulen.

Laparoskopet føres ind via et lille snit gennem bugvæggen, og man er i fuld bedøvelse, mens undersøgelsen foregår. 
 
Før operation for kræft i spiserør, mavesæk, bugspytkirtel, lever og galdeveje, bruger lægen et laparoskop kombineret med ultralyd for at undersøge bughulen for tegn på spredning. 
 
Gennem et stift laparoskop er det også muligt at få foretaget større kirurgiske indgreb i bughulen, f.eks. galdeoperationer. Dettet kaldes kikkertoperation.

 

Til top
Tilbage  



Tekst: Mette Tandrup Hansen, læge Elisabeth Kjems og overlæge Morten Mau
Foto: Endotronic A/S (Copyright)
Illustration: Lotte Clevin

Sidst ændret: 14-01-2013


 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk: Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen