Leversygdomme øger risikoen
Man har en forhøjet risiko for at udvikle kræft i leveren, hvis man har:
- Haft leverbetændelse (hepatitis B og C)
- Skrumpelever (cirrose)
- Den arvelige sygdom hæmokromatose
Behandling af hepatitis B og C kan forebygge leverkræft
Behandling af kronisk hepatitis C med interferoner hjælper ikke kun på virusinfektionen, men sænker også markant risikoen for at udvikle leverkræft. Standardbehandlingen af kronisk hepatitis C består af interferon plus ribavirin. Behandling af hepatitis B er anderledes, men mindsker også risikoen for senere leverkræft.
Alkohol og leverkræft
Indtag af alkohol øger risikoen for udvikling af leverkræft. Forskere har beregnet, at 2 genstande dagligt øger risikoen med 20 pct., 4 daglige genstande øger med 40 pct., og 8 daglige genstande øger risikoen med 80 pct.
Om hæmokromatose og forøget risiko for leverkræft
Hæmokromatose er en arvelig sygdom, hvor kroppen optager for meget jern fra føden. Jernet aflejres blandt andet i leveren, hvilket kan føre til leverkræft.
Hvis sygdommen hæmokromatose opdages i tide, kan man blive behandlet med jævnlige aftapninger af blod og på den måde undgå, at sygdommen udvikler sig til kræft i leveren.
Man kan blive undersøgt for hæmokromatose ved hjælp af en gentest. Du kan læse mere under genetisk rådgivning:
Arvelig risiko for kræft – overvejer du genetisk rådgivning?
Svampegiften aflatoxin øger risikoen
Stoffet aflatoxin, som produceres af svampen aspergillus flavus, kan give leverkræft. Aflatoxiner dannes af svampen aspergillus flavus i fødevarer, f.eks. jordnødder, der opbevares ved høj temperatur og fugtighed. Dette er et minimalt problem i Danmark, men et stort problem i en række ulande.
Rygning øger risikoen
Rygning øger risikoen for leverkræft. Risikoen for at udvikle leverkræft er omkring 50% højere blandt rygere sammenlignet med ikke-rygere. Risikoen er størst hos personer, der har røget mange år, og hos personer, som ryger meget.
Overvægt kan sandsynligvis øge risikoen for udvikling af leverkræft
En mulig forklaring er, at overvægt øger risikoen for at få den type fedtlever, som ikke skyldes alkoholindtag. Denne kroniske leversygdom er karakteriseret ved ændringer i levervævet, der kan udvikle sig fra fedtlever til i værste fald leverkræft. Det skønnes, at op mod 90 pct. af svært overvægtige personer har fedtlever.
Plastindustri og radioaktivitet
Mange års udsættelse i plastindustrien for høje koncentrationer af vinyl klorid monomere kan medføre udvikling af en sjælden type kræft i leveren (angiosarkom). Det plastblødgørende stof DEHP er af IARC vurderet som muligvis kræftfremkaldende for mennesker.
Det radioaktive stof thorotrast, som tidligere blev brugt som røntgenkontrast, har også vist sig at kunne give kræft i leveren.
Overvægt øger sandsynligvis risikoen
Overvægt kan sandsynligvis øge risikoen for udvikling af leverkræft. Hos den enkelte er risikoen dog meget lille.
Man mener, at det skyldes, at overvægt øger risikoen for at få fedtlever, som ikke skyldes alkohol. Denne kroniske leversygdom udvikles hos personer med lavt forbrug af alkohol og er karakteriseret ved ændringer i levervævet, der kan udvikle sig fra fedtlever til leverkræft.
Det skønnes, at op mod 90 pct. af svært overvægtige personer har fedtlever. Hos 25-30 pct. af disse er der udviklet sværere forandringer i leveren.
Årsager til kræft generelt
Der er mange årsager til, at kræft opstår. Vores livsstil og det miljø, vi lever i, spiller ind. Biologiske faktorer – som f.eks. visse hormoner – kan også have en betydning, ligesom at nogle kræftsygdomme kan være arvelige. Oftest er der tale om et samspil mellem flere faktorer.
Årsager til kræft
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge, dr.med. Peter Ott, Medicinsk Hapato-Gastroenterologisk afdeling V, Aarhus Universitetshospital
Professor, ph.d. Anne-Marie Gerdes
Seniorforsker Johnni Hansen
Postdoc Louise Hansen
Meta-analysis of epidemiologic studies on cigarette smoking and liver cancer. Yuan-Chin Amy Lee et al. International Journal of Epidemiology 2009;38:1497-1511.
Liver cancer: Descriptive epidemiology and risk factors other than HBV and HCV infection. Shu-Chun Chuang et al. Cancer Letters. 2009; 286:9-14
Rui et al. excess body mass index and Risk of liver cancer: A nonlinear Dose-response meta-analysis of prospective studies. Plos One 2012, 7; e44522.
Wang et al. Body mass index and risk of primary liver cancer: A meta-analysis of prospective studies. The Oncologist 2012, 17; 1461-68.
Chen et al. Excess body weight and the risk of primary liver cancer: an updated meta-analysis of prospective studies. European Journal of Cancer 2012, doi:10.1016/j.ejca.2012.02.063.
Donohoe et al. Obesity and gastrointestinal cancer. British Journal of Surgery 2010, 97;628-642.
Sidst ændret: 15-01-2013