Alle GIST-patienter bliver tilbudt kontrol på et af landets sarkomcentre hver 3.- 4. måned de første tre år, efter behandlingen er afsluttet.
Herefter foregår kontrollen en gang hvert halve år. Kontrollen forgår enten på den kirurgiske afdeling, hvor man er blevet opereret eller på kræftafdelingen.
Undersøgelser ved kontrolbesøg
Ved kontrollen bliver man undersøgt af lægen. For at lægen kan følge behandlingens effekt, får man hver 3. måned foretaget en CT- eller MR-scanning. PET/CT-scanning kan også give værdifulde oplysninger om sygdommens udvikling.
Hvis man har haft særligt aggressive kræftceller, er der større risiko for, at sygdommen spreder sig til lungerne. I så fald får man også taget røntgenbilleder af lungerne ved kontrolbesøgene.
Vær opmærksom på kroppens signaler
Opdager du nye symptomer, eller bliver du bekymret mellem kontrolbesøgene, så kontakt lægen.
Læs mere om kontrol af bløddelssarkomer generelt:
Kontrol af bløddelssarkomer
Spørgsmål til lægen
Kontrolbesøgene er en god anledning til, at man tager sine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé at skrive sine spørgsmål ned i forvejen, og man kan også tage en pårørende med til samtalen.
En kvinde fortæller:
Man synes, at når man er i behandling, så sker der noget. Der kæmpes for, at kræften skal forsvinde. Men så er det, den svære tid kommer: Ventetid på kontrol. Jeg tror altid det vil være svært.
Jeg skal selv til kontrol nu – og så kommer perioden for mig, hvor jeg føler, at jeg har alle mulige symptomer.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at man gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring. Det kan også være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen.
Behandling af bivirkninger eller gener
Lægen kan søge at behandle og lindre eventuelle bivirkninger eller opståede gener. Man kan også få justeret sin medicin, hvis der er behov for det.
Hvis man har problemer efter afsluttet behandling, kan man få gode råd om f. eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, samt blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Gode råd om at gå til kontrol
-
Inden du afslutter behandlingen, så tal med lægen om, hvor tit du skal komme til kontrol og hvilke undersøgelser, du skal igennem ved kontrolbesøgene.
-
Spørg om der er særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår.
-
Skriv ned, hvordan du har haft det siden sidste kontrol og giv denne viden videre til lægen.
-
Tag en pårørende eller en ven med til kontrolbesøgene – det er en god støtte for mange.
Læs mere:
At gå til kontrol
Læs om at gå til kontrol og få gode råd om genoptræning, motion, kost, seksualitet og senfølger efter kræft.
Arbejde og pension
Læs om sygedagpenge og pension samt om mulighederne for at vende tilbage til arbejdsmarkedet på forskellige vilkår.
Til top
Tilbage