Sitemap
Del med andre Print

Strålebehandling for kræft i svælget

Kræft i svælget behandles primært med strålebehandling.

 

Hoved-halskræft kræver høje doser bestråling, før man opnår behandlingseffekt. For at gøre behandlingen effektiv, plejer man ikke at holde pauser, når først strålebehandlingen er startet. Mange små behandlinger giver den bedste balance mellem størst mulig effekt på kræftcellerne og mindst mulig risiko for varige bivirkninger.

Hvad er strålebehandling?

Strålebehandling er behandling med 'ioniserende stråling' – som regel i form af røntgenstråler i høj dosis. Strålerne påvirker kræftcellerne, så de enten dør eller holder op med at dele sig. Strålebehandling kan give bivirkninger, men som regel kun i det område, hvor strålerne rammer.

Læs mere om strålebehandling og bivirkninger:

Strålebehandling

Før strålebehandling får nogle hoved-halskræftpatienter tabletter med stoffet nimorazol, der virker som et ’ilttilskud’, så kræften bliver mere følsom over for bestråling. Tabletterne skal tages 1½ time før hver strålebehandling.

Kræftens Bekæmpelses nyhedsartikel: På vej mod individuel behandling til hoved-halskræft patienter

Ventetids- og behandlingsgaranti

Ventetidsgarantien indebærer, at man har krav på at modtage strålebehandling inden for 4 uger, efter hospitalet har modtaget ens henvisningen. I modsat fald kan man eventuelt blive henvist til et andet center i Danmark eller udlandet.

Ventetids- og behandlingsgaranti

Behandling kan give tandskader - få en tandstatus før behandling
Kræftbehandling kan give alvorlige problemer med tænderne, især strålebehandling af hoved og hals. Ved kemoterapi kan man også få gener i mundhulen, men bivirkningerne er som regel mindre og er som oftest forbigående.

I nogle tilfælde kan man få tilskud til behandling af tandskader som følge af behandling. Man skal selv kunne dokumentere, at strålebehandling eller kemoterapi har givet tandskader, så derfor er det en god idé at få foretaget en tandstatus, inden behandlingen starter. Spørg din tandlæge om, hvordan du søger tilskud.

Tilskud til tandskader, der skyldes behandlingen

  
Hvis kæben også skal bestråles
For at undgå eller reducere risikoen for beskadigelse af kæben (osteoradionekrose) efter strålebehandling, får man foretaget en røntgenundersøgelse af kæben og en vurdering af tænderne hos tandlægen på hospitalet.

Hvis man skal have trukket tænder ud, bør det nemlig ske, før kæben bliver bestrålet, da man ellers risikerer, at kæben tager skade.
 
Det er vigtigt, at der er et tidsinterval imellem en eventuel tandbehandling og start af strålebehandling på mindst 12-14 dage.

 
Længden af strålebehandlingen
De fleste får strålebehandling 6 gange om ugen i 5½ – 6 uger. Det er en temmelig intensiv behandling. Det er derfor en god idé at forberede sig til behandlingen ved f.eks. at tage ernæringstilskud i form af proteindrikke, og at man prøver at holde sig i så god form som muligt.

Hvis man er meget fysisk svækket og ikke kan tåle den intensive strålebehandling, får man i stedet tilbudt 13 behandlinger 2 gange om ugen. Denne behandling giver færre akutte bivirkninger, men chancen for helbredelse er lidt ringere.

Strålebehandlingen kan gives med forskellige behandlingsteknikker. De fleste behandles med den teknik, der kaldes IntensitetsModuleret RadioTerapi (IMRT), som giver lægerne gode muligheder for at skåne det normale væv. Der tages stilling hos den enkelte patient, hvad der er den bedste måde at give behandlingen på.
 
Mange små behandlinger giver den bedste balance mellem størst mulig effekt på kræftcellerne og mindst mulig risiko for varige bivirkninger. Til gengæld er de akutte bivirkninger ofte mere tydelige, hvis man får mange små behandlinger.

Under strålebehandlingen bliver man løbende tilset af læge, sygeplejerske og eventuelt en diætist for at kunne opdage og behandle eventuelle opståede bivirkninger.


Efter strålebehandlingen
To måneder efter afsluttet strålebehandling bliver man vurderet på en lægekonference. Hvis alt kræftvævet er forsvundet, overgår man herefter til kontrol.

Hvis der fortsat findes kræftvæv tilbage, vil lægen vurdere, om der er mulighed for at få yderligere behandling i form af operation eller eventuelt kemoterapi.

 
Akutte bivirkninger ved strålebehandling i hoved-halsområdet
Akutte bivirkninger opstår under behandlingen og fortager sig som regel, efter behandlingen er afsluttet. Der er store individuelle forskelle på, hvor omfattende bivirkningerne bliver.

Læs mere om akutte bivirkninger ved strålebehandling i hoved-halsområdet

Rygning nedsætter effekten og øger bivirkningerne til strålebehandling

Strålebehandling virker dårligere på rygere og både de akutte og de sene bivirkninger kan forværres, hvis man ryger.

Alle patienter opfordres derfor kraftigt til at ophøre med rygning før strålebehandlingen starter. Personalet kan hjælpe med gode råd og vejledning om f.eks. nikotinerstatning m.m. Livsvarigt rygestop anbefales.

Sene bivirkninger og senfølger ved strålebehandling i hoved-halsområdet
Bivirkninger kaldes sene, hvis de er til stede i måneder eller år. Sene bivirkninger kan i nogle tilfælde blive permanente, og så kaldes de senfølger.

Sværhedsgraden af de sene bivirkninger afhænger af den totale stråledosis, strålefeltets størrelse og placering, samt af dosis per behandling.

Det hyppigste problem er mundtørhed, som opstår, fordi det ofte er nødvendigt også at bestråle spytkirtlerne.

Man kan selv gøre en del for at begrænse de sene bivirkninger. Det er vigtigt at holde en god tandhygiejne, og man bør gå til tandlæge mindst hver tredje måned. Ved at foretage gabeøvelser kan man desuden forebygge bevægeindskrænkning i mundåbningen.

Under strålebehandlingen kan det være svært at spise tilstrækkeligt til at holde vægten på grund af synkesmerter, mundtørhed og ændret smagssans. Det er meget vigtigt at forsøge at begrænse vægttabet for at undgå at blive svag og afkræftet.

Læs mere om sene bivirkninger og senfølger ved strålebehandling i hoved-halsområdet 

 
Kemoterapi med cisplatin én gang ugentligt under strålebehandlingen
De fleste med kræft i svælget får også kemoterapi med stoffet cisplatin. Cisplatin virker ved at gøre kræftcellerne mere følsomme for strålebehandlingen.

Man får cisplatin som drop 3-4 timer før strålebehandlingen, og hvis det er muligt, starter man cisplatinbehandlingen samme dag som strålebehandlingen. I alt en gang ugentligt 5 eller 6 gange. Som regel er man indlagt, men man kan også få behandlingen ambulant.

  
Bivirkninger til behandling med cisplatin
Kvalme er en almindelig bivirkning og eventuelt opkastninger. Som regel får man derfor kvalmestillende medicin.

Den hyppigste bivirkning til behandlingen er beskadigelse af slimhinden i munden (epithelit/akut mucositis) og mavetarmkanalen, som kan være smertefuldt og medføre, at man er nødt til at have lagt en slange ned i maven for at få nok at spise og drikke. Det skyldes, at cisplatin forstærker strålepåvirkning af de slimhinder, der bliver ramt af strålerne.

Man kan få en forbigående påvirkning af følenerverne i hænder og fødder. Behandlingen kan også påvirke knoglemarvsfunktionen, så man skal have taget blodprøver før hver ugentlig cisplatinbehandling.

De alvorligste senkomplikationer er hørenedsættelse eller øresusen og varigt besvær med at synke, men det ses sjældent. Med disse doser af cisplatin burde man i øvrigt ikke få påvirket sin evne til at få børn. 

Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:

Cisplatin 

 

Til top 
Tilbage 



Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge Elo Andersen, Danish Head and Neck Cancer Group (DAHANCA) og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)
Patientinformation om strålebehandling i hoved-halsområdet fra Herlev Hospital

Sidst ændret: 16-12-2011


 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk: Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen