Herunder kan du læse om behandlingen af forskellige typer ukendt primær tumor med specifikke sygdomsbilleder.
Kvinder med metastaser til lymfeknuder i armhulen
Er man kvinde, og har man lymfeknudemetastaser i armhulen af typen adenokarcinom, og er der ingen tegn på sygdom andre steder, skal man undersøges og behandles, som om man har brystkræft.
Behandling kan enten være en operation, hvor man får fjernet brystet (mastektomi) og lymfeknuder i armhulen. Eller behandlingen kan være en operation, hvor man får fjernet lymfeknuder i armhulen efterfulgt af strålebehandling af brystet.
Efterbehandling vil enten være kemoterapi eller anti-hormonbehandling, alt efter om kræftcellerne er hormonfølsomme eller ej. Prognosen er den samme som ved brystkræft med spredning til lymfeknuder i armhulen.
Brystkræft
Kvinder med adenokarcinom i bughulen
Er man kvinde, og har man kræftceller af typen adenokarcinom samt væske i bughulen (ascites), er den primære tumor ofte udgået fra æggestokkene eller fra bughinden. Kræft i bughinden (primær peritoneal carcinose) opfører sig som æggestokskræft, og man skal derfor undersøges og behandles, som om man har kræft i æggestokkene.
Behandlingen er operation kombineret med kemoterapi. Prognosen er den samme som for æggestokskræft, der har bredt sig uden for æggestokkene.
Kræft i æggestokkene
Mænd med knoglemetastaser og forhøjet PSA-værdi i blodet
Er man mand, og har man knoglemetastaser af typen adenokarcinom samt forhøjet PSA-værdi i blodet, bør man undersøges og behandles, som om man har prostatakræft. PSA står for Prostata Specifikt Antigen og er et naturligt forekommende enzym, der kan måles i blodet.
Prostatakræft
Mænd med lavt differentieret karcinom i bughulen eller brysthulen
Er man mand under 50 år med kræftceller af typen lavt differentieret karcinom i lymfeknuder bagtil i bughulen og/eller lymfeknuder midt i brysthulen, kan der være tale om kræft udgået fra testiklerne eller fra primitive kimceller et andet sted i kroppen.
Hvis lægen vurderer dette som en mulighed, får man tilbudt samme behandling som ved testikelkræft i form af kemoterapi.
Testikelkræft
Lymfeknudemetastaser kun på halsen
Har man kræft i en lymfeknude på halsen, og er kræftcellerne af typen planocellulært karcinom eller lavt differentieret karcinom, får man behandling som ved en hoved-halskræft.
Behandlingen består af strålebehandling eventuel kombineret med kemoterapi.
Danish Head and Neck Cancer Group anbefaler, at man ved ukendt primær tumor med metastase på halsen får fjernet mandlerne på begge sider.
Lymfeknudemetastaser kun i lysken
Har man kræft i lymfeknuder i lysken, og er cellerne af typen planocellulært karcinom eller lavt differentieret karcinom, er kræften ofte udgået fra kønsorganerne (livmoderhals, skede, skamlæber, penis), blære eller endetarm.
Hvis lægen ved undersøgelserne ikke finder den primære tumor, vil behandlingen ofte være enten fjernelse af lymfeknuderne ved operation og/eller strålebehandling af lysken. I nogle tilfælde bliver man også tilbudt kemoterapi.
Læs mere generel information om:
Operation
Strålebehandling
Kemoterapi
Smertelindrende behandling
Kræft, der har spredt sig i kroppen, kan give smerter. Moderne smertebehandling er meget effektiv og foregår ofte i et tværfagligt samarbejde mellem læger, sygeplejersker og eventuelt fysioterapeut.
Derudover findes en lang række lægemidler, der kan hjælpe ved forskellige symptomer, og som også kan forbedre smertebehandlingen. Det kan f.eks. være afføringsmidler, kvalmestillende medicin, muskelafslappende og beroligende medicin.
Endelig kan samtaler med lægen eller en psykolog, samt særlige teknikker som for eksempel afspænding og visualisering virke smertelindrende. Læs mere om smertebehandling:
Smertebehandling
Til top
Tilbage