Laparoskopisk ultralydsundersøgelse (LUS) |
|
Laparoskopisk ultralydundersøgelse er en undersøgelse, hvor ultralydsscanning kombineres med kikkertundersøgelse af bughulen. Undersøgelsen sker ofte ved kræft i spiserør, mavesæk, bugspytkirtel, lever og galdeveje.
Ved en laparoskopisk ultralydsundersøgelse fører lægen et lille rør ind ved navlen og blæser kuldioxid ind i bughulen. Derefter kan man ved hjælp af en kikkert undersøge bughulen for forandringer – specielt om der er tegn på spredning af en kræftsygdom.
Lægen indfører et lille rør mere, og man kan nu føre en ultralydsscanner ind gennem røret og scanne forskellige organer, f.eks. lever, milt, hovedpulsåre, bugspytkirtel og mavesæk.
Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse.
I forbindelse med kikkertundersøgelsen kan lægen under vejledning af ultralyd tage en vævsprøve (biopsi), som senere undersøges i mikroskop.
Vævsprøver – biopsi
Hvordan foregår undersøgelsen?
Før en laparoskopisk ultralydsundersøgelse skal man faste fra midnat dagen før undersøgelsen.
Undersøgelsen foregår altid under indlæggelse, og man må forvente at være indlagt til dagen efter, at undersøgelsen er slut. Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse.
Man får normalt svar på undersøgelsen dagen efter, at undersøgelsen er foretaget.
Efter undersøgelsen kan man være sløv, øm og have kvalme
Det er normalt ikke ubehageligt at få foretaget et indgreb i fuld bedøvelse, men bagefter kan man være sløv, have kvalme og kaste op.
Man kan også være lidt øm i halsen på grund af bedøvelsen. Det første døgn efter undersøgelsen må man ikke køre bil eller andre motorkøretøjer
Meget lav risiko ved undersøgelsen
Der er altid en lille risiko ved operative indgreb. I forbindelse med kikkertundersøgelsen i bughulen er der også en risiko for blødning fra de rør, som føres ind. Risikoen for blødning er dog mindre end 1 pct.
Hvem får foretaget laparoskopisk ultralydsundersøgelse?
Patienter, som skal opereres for kræft i spiserør, mavesæk, bugspytkirtel, lever eller galdeveje, bør forud for operationen have foretaget laparoskopisk ultralydsundersøgelse.
Ved hjælp af undersøgelsen kan lægen bedst afgøre, hvilken behandling der er den bedste.
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og overlæge Morten Mau
Kilde: Overlæge Einar Pahle og professor, dr.med. Michael Bachmann Nielsen
Sidst ændret: 14-01-2013