Stamcelletransplantation med brug af egne stamceller |
|
Ved autolog stamcelletransplantation får patienten transplanteret sine egne celler.
Autolog stamcelletransplantation (egne stamceller) bruges til behandling af:
-
Knoglemarvskræft (myelomatose)
-
Lymfekræft (lymfom)
-
Kronisk leukæmi (kræft i blodet)
-
I sjældne tilfælde mod autoimmunsygdomme, f.eks. sclerose
Autolog stamcelletransplantation udføres hos patienter op til cirka 65-års alderen.
Sådan forgår en transplantation ved hjælp af egne stamceller (autolog stamcelletransplantation)
Stamcelletransplantation ved hjælp af ens egne stamceller foregår ved, at man først får en daglig indsprøjtning i fem dage med en vækstfaktor, der får knoglemarven til at producere at producere ekstra mange stamceller, der så løsriver sig og går ud i blodbanen.
Herefter bliver stamcellerne sorteret fra blodet og frosset ned. Stamcellerne kan ligge i fryseren i mange måneder, mens behandlingen af ens sygdom fortsætter.
Man får den sidste og kraftigste dosis kemoterapi for at dræbe kræftcellerne, men som også dræber stamcellerne i knoglemarven. Bivirkninger ved kemoterapien er påvirkning af slimhinder, smerter i munden, diarré, blødningstendens og infektioner.
I nogle tilfælde inkluderer forbehandlingen også bestråling af hele kroppen.
Umiddelbart efter den kraftige kemoterapi får man så de optøede stamceller tilbage i blodet gennem en kanyle i armen. Når stamcellerne når ind til knoglemarven, slår de sig ned og danner kimen til en ny knoglemarv.
Læs mere om kemoterapi og bivirkninger
Læs mere om strålebehandling og bivirkninger
Indlæggelse i 10-16 dage
I den følgende periode på 10-16 dage, venter man på, at stamcellerne deler sig så meget, at de kan forsyne blodet med blodplader, røde og hvide blodceller. I denne periode har man øget risiko for at få infektioner, og derfor får man forebyggende behandling med antibiotika og blodtransfusioner. Man er som regel indlagt i hele periode og må ikke forlade sengestuen på grund af risikoen for infektioner.
Når de hvide blodceller er oppe på et acceptabelt niveau, bliver man udskrevet fra hospitalet.
I de efterfølgende år går man til ambulant kontrol på hospitalet, så lægen kan sikre sig, at ens knoglemarv fungerer stabilt. Ved kontrolbesøgene får man taget blodprøver og taler med lægen.
Her kan man få foretaget autolog stamcelletransplantation
Stamcelletransplantationer med brug af ens egen stamceller udføres på Rigshospitalet i København, Herlev hospital, Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.
Børn kan få stamcelletransplantation på Rigshospitalet i København, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital.
Der udføres cirka 200 autologe stamcelletransplantationer pr. år i Danmark.
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og overlæge dr.med. Henrik Sengeløv
Kilde: Overlæge dr.med. Henrik Sengeløv
Sidst ændret: 05-12-2011