Den sunde frugt har været fremme både i Holstebro og på Midtdjurs. I Holstebro var Kræftens Bekæmpelse til Sund dag, mens frugten deltog i fastelavnsfesten i Midtdjurs. I Hals var medlemmer og andre interesserede indbudt til foredrag om "Børn og sorg" og generalforsamling.
Sund dag i Holstebro
Fredag d. 27. februar afholdt KvicklyXtra i Holstebro "Sund dag". Hertil var flere patientforeninger inviteret - bl.a. Hjerteforeningen, Gigtforeningen og Kræftens Bekæmpelse. Holstebro Lokalforening havde en stand

med informationsmateriale og opskrifter samt flag og balloner til børnene.
Der blev uddelt smagsprøver i form af frugt, gulerødder og grovbrød. Smagsprøverne var sponsoreret af KvicklyXtra. På standen blev der vist en informationsvideo om Kræftens Bekæmpelse.
Holstebro Lokalforening kom i snak med rigtig mange mennesker, så det var en god og positiv dag, hvor dagens overskrift "Det handler om sundhed - for dig og dem du holder af" blev hørt af mange.
Af Jette Nørgaard - Holstebro Lokalforening
Flotte udklædninger og gratis frugt Traditionen tro var Midtdjurs Lokaludvalg inviteret med til FDF fastelavnsfest i byhallen mandag den 23. februar 2009. For 3. år i træk stod de friske piger fra lokaludvalget og delte gratis frugt ud til de rigtig flotte udklædte børn. Frugten var sponsoret af Super Spar og Ketty fra Lokaludvalget havde lavet en borddekoration, som høstede mange beundrende ord. Dekorationen var et hoved lavet af grøntsager. Såvel børn som forældre, bedsteforældre og venner besøgte flittigt standen og fik gratis frugt og en lille snak.
En vellykket aften. Vi glæder os allerede til næste år.
|
 Borddekorationen udskåret af grøntsager vagte begejstring hos både store som små fastelavnsgæster |
Af Lene Nielsen, Midtdjurs Lokaludvalg - under Syddjurs Lokalforening
Børn og Sorg - foredrag og generalforsamling i Hals
I forbindelse med generalforsamlingen i Hals Lokalforening havde lokalforeningen indbudt Jes Dige til at komme og fortælle om sit arbejde med børn og unge. Det var en vældig god aften, hvor Jes Dige fortalte om starten i 1991 og udviklingen i grupper for børn og unge, der har kræft eller er pårørende, krydret med ”historier” om børnene og de unge.
Sorgplaner
Efter kaffen var der stor spørgelyst, hvor arbejdet med at få sorgplaner på skoler og institutioner også blev debatteret. Næsten alle skoler har en sorgplan, og rigtig mange børnehaver og andre institutioner har også efterhånden fået en , men på ungdomsuddannelserne er udarbejdelse af sorgplaner slet ikke kommet i gang.
Der blev også spurgt ind til, om forskning har dokumenteret, at arbejdet som Jes Dige og andre gør, har nogen effekt. Jes Dige kunne fortælle, at der netop er sat et 3 årigt forskningsprojekt i gang. Det blev aftalt, at Jes Dige kommer tilbage til lokalforeningen om 3 år og fortæller om resultatet.
2008 var et begivenhedsrigt år
Ved generalforsamlingen kunne formanden fortælle om et aktivt år, hvor man havde sat rekord ved Landsindsamlingen, og derudover deltaget aktivt i Pink Cup, Støt Brysterne arrangementer, Lyserød Lørdag, foredrag, Frugtkvarter og Skolernes Frugtdag m.v.
Ingrid Nielsen blev indvalgt i bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerer sig senere.
Af Tove Pedersen, Hals Lokalforening
Redigeret af projektassisten Lene Bruun Hansen.
Sidst ændret: 06-03-2009