Sitemap
Del med andre Print

Symptomer på hudkræft

Symptomerne på hudkræft kan være en fast knude på huden, eller et sår der ikke vil hele, en perlemorsskinnende knude, sår med perlemorsglinsende rand eller en rød plet, der skæller og eventuelt bløder lidt.

  

Man skal være opmærksom og søge læge, hvis man i måneder eller måske år har bemærket: 

  • Et sår, der ikke vil hele

  • En knude på huden, der vokser og undertiden bryder op og væsker eller bløder

 
To typer hudkræft
Der findes to former for hudkræft, nemlig basalcellekræft og pladecellekræft. Symptomer er lidt forskellige:

 
Symptomer på basalcellekræft (carcinoma basocellulare)
Basalcellekræft er den almindeligste form for hudkræft. Sygdommen opstår som regel, hvor huden ofte er udsat for sollys, men kan dog opstå overalt på huden.

Basalcellekræft kan ses allerede i 20-30-års-alderen, men er hyppigst hos ældre mennesker.

Basalcellekræft optræder oftest som et enkelt element på hoved og hals, men man kan også få det andre steder på huden. Man kan også have mange elementer på én gang.

 
Basalcellekræft spreder sig næsten aldrig
Hvis basalcellekræft ikke bliver behandlet, kan den vokse i dybden, men basalcellekræft spreder sig meget sjældent.

 
Basalcellekræft kan se ud på forskellige måder: 

  • Perlemorsskinnede knude 

  • Sår med perlemorsglinsende rand 

  • Rød plet, der skæller og eventuelt bløder lidt

Foto: Basalcellekræft
Basalcellekræft: En perlemorsskinnende knude med trådfine blodkar på overfladen, og som er velafgrænset mod den omgivende hud.

 

Foto: Basalcellekræft
Basalcellekræft: Et lille sår med en velafgrænset lyserød perlemors-glinsende rand med trådfine blodkar på overfladen.

 

Foto: Basalcellekræft 
Basalcellekræft: På kroppen ses basalcellekræft ofte som en rød, skællende, let blødende element.  

 
 

Foto: Pladecellekræft 
Pladecellekræft på øret.
Symptomer på pladecellekræft
(carcinoma spinocellulare)
Pladecellekræft udvikler sig ofte på hud, der har været udsat for meget sollys – det vil sige hovedet, nakken og håndryggene.

Pladecellekræft viser sig oftest som en knude eller et sår, som ikke vil hele. Sygdommen starter som en lyserød, fast knude på huden. Huden omkring er enten normal eller rød. Senere kan der komme et sår i midten af knuden.

Hudkræft på eller ved læberne er ofte placecellekræft. Kræft på læberne viser sig næsten altid som et sår, der ikke vil hele og sidder oftest på underlæben. 

Pladecellekræft kan også udvikle sig i ar efter brandsår og strålebehandling

 
Pladecellekræft kan i sjældne tilfælde sprede sig
I få tilfælde kan pladecellekræft i modsætning til basalcellekræft, sprede sig til lymfeknuderne. Sygdommen kan derfor i sjældne tilfælde være en meget alvorlig sygdom, som er svær at behandle.

 
Symptomer på forstadier til hudkræft

Der findes to former for forstadier til hudkræft, nemlig solkeratoser og Bowens sygdom. 

 
Solkeratoser – forstadie til hudkræft
Solkeratoser (aktiniske keratoser) er et forstadie til hudkræft og vil i nogle tilfælde kunne udvikle sig til pladecellekræft.

Solkeratoser findes ofte i ansigtet eller på issen, arme, ryg, og hænder. Skaderne opstår der, hvor huden udsættes mest for sol. Jo ældre man er, jo større risiko har man for at udvikle solkeratoser.

Solkeratoser kaldes også aktiniske keratoser. 'Keratose' betyder forøgelse af hudens hornlag, og 'aktis' betyder stråle på græsk – hér stråler fra solen.

Foto: En solkeratose 
Solkeratose på en isse. 

 
En lille del af solkeratoser udvikler sig til pladecellekræft, så man bør blive behandlet, hvis man har solkeratoser.

Derfor er det vigtigt at søge læge, hvis man har skællende, rødbrune og ru pletter på huden i ansigtet eller på isse, arme, ryg, og hænder. 

 
Forebyg solkeratoser: Undgå sollys
Man forebygger bedst solkeratoser ved at undgå sollys f.eks. ved at bruge beskyttende tøj, hat med bred skygge og solcreme med høj faktor. 

 
Bowens sygdom – forstadie til hudkræft

Bowens sygdom er også et forstadie til hudkræft. I cirka fem procent af tilfældene udvikler Bowens sygdom sig til pladecellekræft. Bowens sygdom opstår primært på hud, der er udsat for solen, og sollys er den hyppigste årsag til sygdommen.

Foto: Bowens sygdom
Symptomer på Bowens sygdom er en brun-rød velafgrænset skællende plet og kan mistolkes som eksem, men eksembehandling virker ikke.

 

Gå til lægen, hvis du har symptomer

!

Har du en mistanke om, at du har kræft, skal du kontakte din læge og blive undersøgt nærmere.
 
Symptomerne behøver ikke at være tegn på kræft, men du bør alligevel tage dem alvorligt. De kan være tegn på, at du er ved at udvikle en kræftsygdom. Hvis det er tilfældet, er det bedst at blive behandlet så tidligt som muligt.

Symptomer på kræft


Til top
Tilbage


Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge, ph.d. Lone Skov, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)

Sidst ændret: 28-11-2012


 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk: Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen