Medicinsk behandling af hormonresistent prostatakræft
Når hormonbehandling alene ikke længere kan holde sygdommen i ro, er sygdommen i det, man kalder 'den hormonresistente fase'. Det vil sige, at PSA-tallet stiger og sygdommen udvikler sig – selvom testosteron er lavt. Her kan du få tilbudt andre behandlinger, f.eks. kemoterapi.
Kort om behandlingsmulighederne
Når hormonbehandlingen (kastration) ikke længere har tilstrækkelig effekt til at holde prostatakræften i ro, og hvis dit generelle helbred tillader det, vil du blive tilbudt andre former for behandling som supplement til kastrationsbehandlingen. Det kan være:
- Hormonbehandlinger
- Kemoterapi
- Strålebehandling med Radium-223.
Hvilke supplerende behandlinger, du får tilbudt, afhænger af sygdommens udvikling, hvordan den har spredt sig og hvilke symptomer, du har fra sygdommen. Du vil sammen med lægen beslutte, hvilken behandling der er bedst for dig.
Hos de fleste vil sygdommen på dette tidspunkt have spredt sig til andre dele af kroppen. Sygdommen kaldes på dette tidspunkt metastatisk kastrationsresistent prostatacancer (mCRPC).
Enzalutamid - antihormonbehandling
Antihormonet enzalutamid (Xtandi®) kan bruges til behandling af kræft i prostata med og uden spredning til andre dele af kroppen, når du ikke længere har tilstrækkelig effekt af kastrationsbehandlingen.
Sådan virker behandlingen
Enzalutamid virker ved at blokere aktiviteten af det mandlige kønshormon testosteron, og andre mandlige kønshormoner. Prostatakræft har brug for mandlige hormoner for at overleve og vokse. Ved at blokere hormonernes receptorer bremser enzalutamid væksten af kræften.
Behandlingen fås som tabletter, der tages dagligt.
Stofferne apalutamid (Erleada®) og darolutamid (Nubeqa®) er virkningsmæssigt nært beslægtet med enzalutamid og kan også bruges sammen med kastrationsbehandling, når der ikke er spredning til andre dele af kroppen, og hvis der ikke længere er tilstrækkelig effekt af kastrationsbehandlingen (nmCRPC).
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger på medicin.dk:
Abirateron – hormonbehandling
Abirateron (Zytiga®) en også en mulighed til behandling af kræft i prostata med spredning til andre dele af kroppen, når man ikke længere har tilstrækkelig effekt af kastrationsbehandlingen.
Sådan virker behandlingen
Abirateron kan forhindre dannelsen af mandligt kønshormon og tilsvarende hormoner, som kræftcellerne tilegner sig evnen til selv at producere. Derved kan sygdommen standses hos mange.
Medicinen tages som tabletter én gang dagligt sammen med en lav dosis binyrebarkhormon (prednison eller prednisolon).
Bivirkninger
Da behandlingen kan påvirke leveren, får du taget blodprøver før behandlingens start og regelmæssigt under behandlingen. De almindeligste bivirkninger er forhøjet blodtryk, påvirkning af leverenzymer og lavt kalium i blodet.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger på medicin.dk:
Læs også:
Kemoterapi med docetaxel
Docetaxel kan også bruges til behandling af kræft i prostata med spredning til andre dele af kroppen, når man ikke længere har tilstrækkelig effekt af hormonbehandlingen.
Sådan virker behandlingen
Docetaxel er en type kemoterapi, som er tilknyttet gruppen af 'taxaner'. De virker ved at hæmme kræftcellernes evne til at dele sig. Da kemoterapi kan medføre alvorlige bivirkninger tilbydes behandlingen kun, hvis du har en god helbredstilstand. Docetaxel kan lindre sygdomssymptomer hos en del patienter og forlænge levetiden.
Behandlingen foregår ambulant, og den gives i blodbanen hver 3. uge. På dette sygdomsstadie får du op til 10 behandlinger. Du får kemoterapien sammen med en lille dosis daglig binyrebarkhormon.
Bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger er hårtab, træthed, prikken i fingre og fødder og negleforandringer.
Bivirkningerne kan i mange tilfælde forebygges eller lindres med medicin, og der findes en række gode råd, som også kan afhjælpe bivirkningerne.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger på medicin.dk:
Hvad er kemoterapi?
Kemoterapi med cabazitaxel
Cabazitaxel (Jevtana®) kan bruges til behandling af kræft i prostata med spredning til andre dele af kroppen, efter du fået behandling med docetaxel.
Sådan virker behandlingen
Cabazitaxel er kemoterapi og tilhører ligesom docetaxel gruppen af 'taxaner'. De virker ved at hæmme kræftcellernes evne til at dele sig. Da kemoterapi kan medføre alvorlige bivirkninger, tilbydes behandlingen kun, hvis du har en god helbredstilstand.
Ligesom docetaxel kan cabazitaxel give symptomlindring og forlænge levetiden.
Behandlingen foregår ambulant, og du får kemoterapien i blodbanen hver 3. uge. Du får op til 10 behandlinger, og sammen med behandlingen får du en lille dosis daglig binyrebarkhormon.
Bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger er hårtab, træthed og diarré.
Bivirkningerne kan i mange tilfælde forebygges eller lindres med medicin, og der findes en række gode råd, som også kan afhjælpe bivirkningerne.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger: