Sitemap
Del med andre Print

Undersøgelser for lungemetastaser

Ved mistanke om lungemetastaser bliver man som regel undersøgt med røntgenundersøgelse, CT-scanning, PET/CT-scanning, får taget celleprøve eller lavet bronkoskopi (kikkertundersøgelse).

 

Man kan blive undersøgt for metastaser i lungerne ved hjælp af røntgenundersøgelse, CT-scanning, PET/CT-scanning, celleprøve eller bronkoskopi (kikkertundersøgelse).

Alle undersøgelserne er vigtige, og hjælper lægen med at kortlægge sygdomme, så du kan blive tilbudt den bedst mulige behandling. 

 
Røntgenundersøgelse kan afsløre større metastaser
Røntgenfotografering er en gennemlysning af kroppen, der gør det muligt at opdage metastaser. Ved en røntgenundersøgelse af brystkassen kan lægen se, om der er større lungemetastaser (større end to centimeter) i lungerne. 

Foto: De fleste kræftpatienter får i forbindelse med udredning eller kontrol taget et røntgenfoto af brystkassen, for at lægen kan se, om der er tegn på, at kræften har spredt sig til lungerne
De fleste kræftpatienter får i forbindelse med udredning eller kontrol taget et røntgenfoto af brystkassen, for at lægen kan se, om der er tegn på, at kræften har spredt sig til lungerne.

 

Foto: røntgenbilleder af brystkassen, der viser metastaser i begge lunger
Foto: røntgenbilleder af brystkassen, der viser metastaser i begge lunger
Her kan du se røntgenbilleder af brystkassen. På begge billeder man se flere metastaser i begge lunger. Et almindeligt røntgenbillede kan afsløre metastaser, der er større end to centimeter.

 
Røntgenundersøgelse

 
CT-scanning kan afsløre mindre metastaser

Ofte vil man også få foretaget en CT-scanning, der gør det muligt at få undersøgt lungerne mere detaljeret. En CT-scanning er en røntgenundersøgelse, der giver meget detaljerede billeder af kroppens indre organer. 

Billeder fra en CT-scanning kan som regel også vise små metastaser (ned til omkring 5 mm), mens en almindelig røntgenundersøgelse kun kan vise metastaser større end to centimeter. 

CT-scanningen kan pege præcist på det område, der eventuelt skal have strålebehandling, eller hvorfra der eventuelt skal tages vævsprøve. Samtidig gør billederne fra CT-scanningen det muligt for lægen at planlægge en eventuel operation.

Foto: CT-scanning der viser metastaser
Her kan du se en CT-scanning fra samme patient.

 
CT-scanning

 
PET/CT scanning kan skelne mellem metastaser og godartede forandringer

Det er også muligt, at man får foretaget en PET-scanning eller en PET/CT scanning. 

Ved PET-scanning får man indsprøjtet et radioaktivt sporstof, der er bundet til sukkermolekylet glucose. Kræftceller lever i stor stil af glucose og optager derfor rigtig meget sporstof. Derfor kan kræftcellerne afsløres på scanningsbillederne. 

Væv med betændelse omsætter også meget glucose, så en plet på PET-billedet behøver altså ikke at betyde, at der er kræftceller tilstede. 

PET-scanningen viser metastaser i hhv. højre lunge samt i højre side af leveren. Enkelte (solitære) metastaser i lunge og lever vil ofte kunne fjernes ved en operation. 

Foto: En kombineret PET/CT-scanning, som viser en metastase bagtil i højre lunge
En kombineret PET/CT-scanning. Her kan man se en metastase bagtil i højre lunge.

 

Se film om hvordan en PET/CT-scanning foregår. 7:27 min.
En PET-scanning er ringere end en CT-scanning til at afsløre de små metastaser. Men med en PET-scanning kan lægen bedre skelne mellem metastaser og godartede forandringer i lungerne. Derfor får man oftest foretaget en kombineret PET/CT-scanning. 

PET/CT-scanning


Bronkoskopi (kikkertundersøgelse af lungerne) og vævsprøve
Hvis der trods CT-scanning og PET/CT-scanning fortsat er tvivl, om der er tale om metastaser, eller hvis man i øvrigt ikke har eller ikke tidligere har haft kræft, har lægen brug for en vævsprøve (biopsi) fra lungen. 

Undersøgelsen foregår ved, at lægen med en tynd bøjelig kikkertslange (bronkoskop) ser ned i lungerne og tager små vævsprøver (biopsier) af det mistænkte væv. 

Vævsprøven bliver sendt til nærmere undersøgelser i et mikroskop (mikroskopi). Mikroskopien vil kunne afsløre, hvor den primære kræft måtte være at finde. 

Det er ikke nødvendigt at få foretaget en kikkertundersøgelse (bronkoskopi), hvis lægen allerede ved, hvor metastaserne kommer fra. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis man tidligere er blevet behandlet for en kræftsygdom, der ofte spreder sig til lungerne, såsom brystkræft eller kræft i tyk- og endetarm. 


Læs mere: 

Bronkoskopi – kikkertundersøgelse af lungerne

Vævsprøve (biopsi)

 
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen tilrettelægge den bedst egnede behandling.
 

'Ukendt primær tumor' – hvis den oprindelige kræftknude ikke kan findes

Nogle gange er det ikke muligt for lægen at finde den oprindelige kræftsygdom. Hvis det er tilfældet, siger man, at den primære kræft er ’ukendt’: 

Ukendt primær tumor

 

Til top
Tilbage



Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge, dr.med. Jens Benn Sørensen, Dansk Lunge Cancer Gruppe, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)

Sidst ændret: 10-09-2013


 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk: Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Webshop: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30

Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17

Onlinerådgivning
Brevkassen