Sitemap

NYHEDER

08-06-2010: Presseklip/ Kræftformer bremses med ny medicin

Kræftformer bremses med ny medicin
Kræftbehandlingen er på vej i en ny epoke. Mange års forskning har resulteret i udvikling af medicin, som målrettet kan bremse kræft, og nogle kræftramte har udsigt til et længere liv. –Om få år vil kræft for mange patienter være en kronisk sygdom, som de ikke mærker det helt store til, når de blot tager deres medicin, siger professor Michael Rørth fra Rigshospitalet. Ifølge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse har kræftforskningen og medicinalindustrien taget det første skridt ind i en ny æra. F.eks. viser et studie med 846 patienter med den kroniske leukæmisygdom CML en forbedring i overlevelsen, fordi de får et nyt præparat, Tasigna, i stedet for det ellers så banebrydende Glivec. Studiet er netop blevet præsenteret på American Society of Clinical Oncology’s årlige kongres.
(Jyllands-Posten 08.06.2010)

Nyrekræftpatienter klarer sig bedre
Kræftlæger fra Århus har på verdens største kræftkonference ASCO fremlagt nye resultater med behandling af udbredt nyrekræft. Kræftlægerne har fulgt 422 patienter med udbredt nyrekræft i 10 år. Resultatet er, at 10 procent af dem efter behandling med immunterapi og kirurgi stadig lever 10 år efter, at de har fået diagnosen. Blandt patienter i god prognosegruppe overlever hver fjerde.
(JP Århus 08.06.2010)

Lægemangel værst på OUH
Kræftafdelingerne på Rigshospitalet og Århus Universitetshospital har tilsyneladende ikke de samme problemer med at rekruttere færdiguddannede kræftlæger, som man har på Odense Universitetshospital. Situationen skyldes ifølge ledende overlæge Niels Holm fra OUH, at der er mangel på speciallæger i kræftbehandling. Ledende overlæge i Århus, Ole Steen Nielsen, udtaler, at de kan rekruttere de speciallæger, de har brug for. Det samme gælder på Rigshospitalet.
(Fyens Stiftstidende 08.06.2010)



Redaktion: Jytte Dreier

Sidst ændret: 08-06-2010



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf. 80 30 10 30

Åbningstider:
Hverdage: 9.00 - 21.00
Lør - søn: 12.00 - 17.00
Helligdage lukket