Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Forskere kortlægger bivirkninger ved kombineret stråle- og kemoterapi

Omfanget af både fysiske og psykiske bivirkninger ved kombineret stråle- og kemoterapi er betragtelige. Det bekræfter det første delresultat fra en spørgeskemaundersøgelse blandt både danske og udenlandske kræftpatienter. - Dermed har vi fået en rettesnor for, hvilke bivirkninger vi specielt skal have fokus på for bedre at kunne hjælpe patienterne gennem et opslidende behandlingsforløb, siger læge og ph.d.-studerende Christina H. Ruhlmann fra onkologisk afdeling på Odense Universitets Hospital.


Stadig flere kræftpatienter behandles med en kombination af stråle- og kemoterapi. Især træthed, kvalme og opkastning er kendte bivirkninger ved den til tider udmattende, men samtidig yderst effektive kombination, når det gælder behandlingen af flere kræftformer. Men de fleste kræftpatienter døjer også med mange andre bivirkninger, eksempelvis diarré, svimmelhed, halsbrand og hedeture.

Christina H. Ruhlmanns omfattende ph.d.-projekt, der har fået økonomisk støtte af Kræftens Bekæmpelse, vil kaste nyt lys over omfanget af patientrapporterede bivirkninger.

160 patienter undersøges
-Vi ved, at behandlingen giver ganske mange fysiske bivirkninger. Men patienterne plages også af psykiske reaktioner, fortæller Christina Ruhlmann.

For bedre at kunne sætte ind med den fornødne understøttende behandling til patienterne er det derfor nødvendigt at kende til ikke alene omfanget af gener, men også hvad generne betyder for patienterne.

Det er baggrunden for, at Christina H. Ruhlmann som led i sit ph.d.-projekt har indledt et samarbejde med såvel danske som udenlandske kolleger for at analysere omfanget af fysiske og psykiske bivirkninger hos i alt 160 kræftpatienter. Samtlige patienter får både kemoterapi (cisplatin) og stråleterapi.

Fysiske bivirkninger tiltager
Selv om undersøgelsen endnu ikke er helt færdig, giver et første delresultat et fingerpeg om, hvilke bivirkninger der især plager kræftpatienterne. Dette delresultat omfatter 50 kræftpatienter med hoved-hals-kræft og livmoderhalskræft.

-For at få et så præcist billede som muligt af bivirkningerne, bad vi patienterne beskrive deres gener lige før, de indledte behandlingen med kemoterapi (cisplatin) og stråleterapi, og derpå fulgte vi op på patienternes situation igen efter tre ugers behandling, fortæller Christina H. Ruhlmann.

Brug for hvile
Delresultatet viser, at med kombinationsbehandlingen tiltager de fysiske bivirkninger. Trætheden bliver mere udtalt. Mange må skrue tempoet ned, har brug for hvile og føler sig bundet til sengen.

Almentilstanden kan forværres af manglende appetit, kvalme og opkastning, ligesom mange bliver svimle.

Symptomerne afhænger også af, hvilken kræftsygdom patienten lider af. For hoved-hals-kræftpatienterne bliver problemerne med tab af smagssansen og besvær med at synke således mere udtalte.

Psykiske reaktioner
Undersøgelsen omfatter også omfanget af kræftpatienternes psykiske reaktioner, som ofte forstærkes under den intensive behandling. Det drejer sig om søvnproblemer, anspændthed, bekymringer for familien, nedsat sexlyst og koncentrationsbesvær.
Samtlige 160 patienter i undersøgelsen får både kemo- og stråleterapi.

-Om end man skal være varsom med at tolke på delresultatet, kan behandlingen medføre, at patienterne trækker sig fra sociale aktiviteter, siger Christina Ruhlmann og nævner, at mange ydermere har let til gråd og en lav irritationstærskel, ligesom deres tanker myldrer rundt på grund af bekymringer for det aktuelle behandlingsforløb samt langtidseffekten af behandlingen.

De værste gener
-Ud over at lave en opgørelse over hyppigheden af bivirkninger, har vi også spurgt patienterne, hvilke bivirkninger de selv føler er de allerværste. Efter tre ugers behandling er tab af smagssansen, kvalme og nedsat appetit de gener, der vægtes som de tre værste. Diarré er også en meget bekymrende bivirkning, ligesom patienterne synes, det er svært at forholde sig til risikoen for langtidsbivirkninger.

For hoved-hals-kræftpatienterne gælder det specielt, at de især føler sig plaget af mundtørhed og problemer med spyt-produktionen, hvilket igen kan resultere i synkebesvær og -smerter.
Professor, overlæge, dr. med. Jørn Herrstedt fra onkologisk afdeling i Odense er også med i projektet.

Undersøgelsen, der har fået økonomisk støtte af Kræftens Bekæmpelse, sker i tæt samarbejde med kræftafdelingerne på Herlev Hospital og Rigshospitalet.

Desuden samarbejdes med både tyske, norske og australske kræftforskere.

Afprøver kvalme-medicin
Samtidig undersøger forskerne, om kombinationen af tre kvalmestillende midler virker bedre end de to, som patienter i behandling med kemo- og stråleterapi i dag får for at lette deres gener.

-Vi ser frem til resultatet af denne nye undersøgelse, der vil give os viden om, hvad der er den bedste behandling mod kvalme og opkastning til denne patientgruppe. Det vil formentlig kunne mindske problemerne for nogle af patienterne og dermed give dem bedre livskvalitet, siger Christina H. Ruhlmann.

Læs mere:



 



Af journalist Lone Zilstorff

Sidst ændret: 29-03-2010


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen