Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Sådan overlever du bedst brystkræft |
|
Fysisk aktive klarer sig bedst gennem brystkræft og får færrest tilbagefald, mens overvægtige klarer sig dårligere og oftere får ny sygdom. Det viser en gennemgang af al den internationale litteratur om, hvordan kvinder klarer en brystkræftsygdom.
Brystkræftbehandlingen er efterhånden blevet så effektiv, at rigtigt mange kvinder lever længe med deres sygdom eller helt slipper af med den. Den amerikanske kræftforening anslår, at hele 89 procent af de amerikanske kvinder, som får brystkræft i år, vil være i live om fem år og 82 procent vil overleve mindst ti år.
 |
| - Fysisk aktivitet øger overlevelseschancen for brystkræftpatienter, mens overvægt mindsker chancen, siger Anja Olsen fra Kræftens Bekæmpelse. |
Derfor er det meget relevant at se på, hvad patienterne selv kan gøre, for at klare sig godt gennem sygdommen og undgå tilbagefald eller ny sygdom. Et amerikansk forskerhold fra University of California i San Diego har derfor gennemgået hele den internationale litteratur på området.
Bedste bud på sandheden Konklusionerne er klare og ligger i tråd med de anbefalinger, som allerede findes: Fysisk aktive har en 30 procent mindre risiko for at dø af deres sygdom, mens overvægt omvendt øger risikoen for at dø med 30 procent.
- Det er godt med de her store oversigts undersøgelser. Vi ser ofte forskellige studier, som stritter lidt i forskellige retninger. Nu har vi det bedste bud på sandheden ud fra den viden der findes på nuværende tidspunkt. Og det er altså, at fysisk aktivitet øger overlevelseschancen, mens overvægt gør situationen værre, siger cand. scient., ph.d., Anja Olsen, som er forsker i Kræftens Bekæmpelses Institut for Epidemiologisk Kræftforskning.
Forskerne har gennemgået alle offentliggjorte studier inden for området gennem de seneste ti år og også inddraget enkelte meget store studier, som er mere end ti år gamle.
Usikkerhed om alkohols betydning Det kom bag på forskerne, at de ikke kunne finde sammenhæng mellem alkoholindtag og hvordan kvinderne klarede sig gennem sygdommen. Det er i modsætning til risikoen for at få sygdommen overhovedet. Her er der en meget veldokumenteret sammenhæng mellem alkohol og risikoen for at få brystkræft.
- Det er umiddelbart overraskende, at der ikke er sammenhæng mellem alkohol og kvindernes prognose. Biologisk set ville jeg forvente en sammenhæng. At studiet ikke viser en sammenhæng kan muligvis skyldes, at der dels ikke er så mange studier om alkohols virkning og så det faktum, at alkoholindtaget påvirker dig her og nu. Man kan forestille sig, at mange kvinder dropper rødvinen, hvis de får brystkræft, mens undersøgelsernes oplysninger om deres forbrug typisk stammer fra tidligere i livet, siger Anja Olsen.
Mange kvinder med brystkræft er både overvægtige og inaktive. Det amerikanske forskerhold efterlyser derfor nærmere undersøgelse af, hvad en kombination af fysisk aktivitet og vægttab vil betyde for brystkræftkvindernes fremtidsudsigter.
Artiklen er offentliggjort i tidsskriftet Maturitas, som er et anerkendt medicinsk tidsskrift.
|
Råd om livsstil og kræft Forskerne fandt ikke klare beviser på en sammenhæng mellem en speciel grøn eller fiberrig kost og hvordan kvinderne klarede en brystkræftsygdom. Derfor er anbefalingen til kvinder, som har brystkræft, at de holder sig til de generelle råd for at forebygge kræft: 1. Hold dig så slank som muligt indenfor normalområdet 2. Vær fysisk aktiv som en del af din dagligdag 3. Begræns indtaget af kalorierig mad og undgå sukkerholdige drikke 4. Spis mest fra planteriget (fuldkorn, grøntsager og frugt) 5. Begræns indtaget af kød fra firbenede dyr og forarbejdet kød 6. Begræns alkohol forbruget 7. Begræns salt forbruget 8. Få dine vitaminer og mineraler gennem kosten frem for kosttilskud
Kilde: World Cancer Research Fund |
Læs artiklen i Maturitas her
Læs mere om kost til kræftpatienter
Læs mere om fysisk aktivitet og kræft
Læs mere om brystkræft
Af journalist Morten Jakobsen
Sidst ændret: 05-03-2010
Nøgleord på siden: