Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Mobilen kan gøre dit nytårsforsæt til en succes |
|
Mobiltelefoner og computere er ikke kun fordummende tidsrøvere, der gør dig tyk og lad. Tværtimod kan digitale medier være lige præcis den hjælp, der får dig til overholde dit nytårsforsæt om at kvitte smøgerne og vælge bananen frem for marsbaren. Det viser en rapport fra Kræftens Bekæmpelse.
Det er 2. januar og du er næsten igennem din anden dag som ikkeryger. Du står og venter på bussen, du fryser, og du har virkelig meget lyst til at tænde en smøg. Du skal lige til at smutte i kiosken, da din mobil vibrerer i lommen. ”Er du lige ved at tænde en cigaret? Så skriv i stedet en sms til din ven og hold ud indtil rygetrangen er væk. Det varer kun få minutter, så er det ovre.”.
Situationen er et eksempel på, hvordan teknologien kan hjælpe os til en sundere livsstil. Kræftens Bekæmpelse har undersøgt, om mobiler, sms’er, mails og websider kan få os til at spise sundere, bevæge os mere og droppe tobakken. Undersøgelsens resultater er netop udkommet i rapporten ”Brug af digitale medier til sundhedsfremme”. Og det ser lovende ud, fortæller Lene Ringgaard, projektleder i Kræftens Bekæmpelse:
-Det tyder på, at digitale medier kan bruges til at fremme sundheden og støtte folk til succesfulde livsstilsændringer. Især for rygning er der gode resultater. Hver gang det lykkes én ryger at stoppe ved egen kraft, lykkes det for to, der får hjælp af et digitalt program, fortæller hun.
 |
| Xhale.dk er et eksempel på et tilbud, der gennem de seneste fire år har hjulpet ca. 16.000 unge med rygestop gennem sms'er og e-mails. |
Målrettet hjælp virker
Det er ikke kun rygerne, der kan hente hjælp på computeren eller mobilen. Der findes programmer til færre kalorier, mere motion, sundere indkøb og mindre druk. Nogle programmer er skræddersyet præcis til den enkelte bruger. Det kaldes for tailoring, og går ud på, at man som bruger besvarer et kort spørgeskema, når man tilmelder sig programmet via en webside. Svarene bestemmer så, hvilken hjælp brugeren får.
-De programmer, der giver personlig tilpasset hjælp, virker bedst. Programmet kender dit køn og din alder, men ved også, i hvilke situationer du har svært ved at overholde dine mål og hvad dine svage punkter er. På den måde kan du får lige den støtte, der hjælper dig bedst, forklarer Lene Ringgaard.
Mulighed for at nå nye målgrupper
Der kan være store fordele i at tage teknologien til hjælp i sundhedens tjeneste. Hvor det for personlige rådgivningstilbud gælder, at det oftest er de veluddannede og ressourcestærke kvinder, der melder sig, så rammer de digitale tilbud også de lavtlønnede unge mænd, der ikke kunne drømme om at dukke op på kommunens rygestopkursus hver mandag klokken 16.30.
-Gennem digitale medier kan vi nå en bredere og en større gruppe. Programmerne er fleksible, og de kræver ikke, at du møder personligt op. Det appellerer blandt andet til unge, der ikke planlægger ret langt frem i tiden. Desuden er det en billig måde at nå ud til mange, siger Lene Ringgaard.
Et eksempel på et dansk tilbud om digital hjælp til rygestop er Xhale.dk, der hjælper unge til at blive røgfri. I de sidste fire år har 16.000 tilmeldte fået sms’er og e-mails fra Xhale. Sammenlignet med de unge, der prøver at styre deres rygestop selv, er dobbelt så mange brugere af Xhale i dag røgfri.
Center for forskning i medier og sundhed De fleste eksempler i Kræftens Bekæmpelses rapport er fra udlandet. Grunden er, at der mangler danske undersøgelser på området. Det vil Kræftens Bekæmpelse nu råde bod på og arbejder derfor sammen med partnere fra både universitetsverdenen og det private erhvervsliv på at skaffe finansiering til et Center for Digital Sundhedsfremme. Centeret skal samle og styrke dansk forskning på området. |
Af Louise Wohllebe
Sidst ændret: 06-01-2010
Nøgleord på siden: