Sitemap

NYHEDER

Nyt middel til patienter med fremskreden prostatakræft

En ny type kemoterapi forlænger livet hos patienter med fremskreden og hormonresistent prostatakræft. Det giver en ny behandlingsmulighed, når den eneste nuværende kemoterapi ikke længere virker, og der dermed ikke er flere godkendte behandlinger.
 

Der er i dag kun én godkendt behandlingsmulighed, når patienter med prostatakræft udvikler resistens mod den hormonbehandling, som begrænser produktionen af testosteron. Nu er en ny behandling på vej, som kan tage over, når den heller ikke gavner patienten længere.

Det er et stort fase tre forsøg, der har vist forlænget levetid, når patienter med fremskreden prostatakræft behandles med kemoterapien cabazitaxel.

Forlænger levetiden
I alt 755 mænd fra 26 lande, herunder Danmark, har deltaget i forsøget. Halvdelen af patienterne fik det nye stof, cabazitaxel, mens den anden halvdel fik kemoterapi med et ældre kendt stof,

Efter to år er dobbelt så mange stadigvæk i live med ny behandling mod fremskreden prostatakræft. Det viser et internationalt fase III studie, som bl.a. overlæge Steinbjørn Hansen har deltaget i.  
mitoxantrone. Mændene, der fik cabazitaxel, levede i gennemsnit 15,1 måneder mod 12,7 måneder i kontrolgruppen.

-Det lyder umiddelbart ikke af så meget, men det er patienter med et meget alvorligt sygdomsforløb. Det er jo tal for gennemsnit, så man kan aldrig vide på forhånd, hvordan det går med den enkelte patient. Nogen har ingen gavn af behandlingen, mens andre har meget stor gavn af den, siger Steinbjørn Hansen, overlæge på Onkologisk afdeling på Odense Universitetshospital

-Det, der er opløftende, er, at effekten ser ud til at holde. Hvis man kigger to år ud, er 15 pct. i live i kontrolarmen, mens det for dem i den eksperimentelle arm er omkring 30 pct. Det er altså dobbelt så mange, siger Steinbjørn Hansen.

Til danske patienter om ca. et år
Resultaterne blev tidligere på måneden fremlagt på Genitourinary Cancers Symposium i San Francisco. Fordi cabazitaxel er rettet mod en alvorlig sygdom og opfylder et hidtil udækket behov, har den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse, FDA, fremskyndet behandlingen af cabazitaxel.

I Danmark kommer patienterne nok til at vente i ca. et år, vurderer Steinbjørn Hansen.

-Vi er meget opløftede over de her tal. Nu skal der en proces i gang, hvor der skal søges om godkendelse i den amerikanske og europæiske lægemiddelstyrelse. Dette er en meget væsentlig proces, hvor man mere nøje får vurderet nytteværdien og især bivirkningerne ved denne nye behandling. Det tager måneder, og der vil formentlig gå et år, inden vi er igennem det hele og har fået tilladelse til at bruge det i Danmark, siger han. 
  

Prostatakræft er den hyppigste kræftsygdom blandt danske mænd. Ca. 3600 får konstateret sygdommen hvert år, og tallet er stigende. Ca. 70 pct. er i live efter tre år.
 


Af journalist Mai Brandi Ludvigsen

Sidst ændret: 23-03-2010



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf. 80 30 10 30

Åbningstider:
Hverdage: 9.00 - 21.00
Lør - søn: 12.00 - 17.00
Helligdage lukket