Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Antallet af prostatskræft test eksploderet |
|
Over en periode på ti år er antallet af de såkaldte PSA-test steget med 43 gange viser en ny undersøgelse. PSA-test er en simpel blodprøve, som kan give et fingerpeg om patienten har prostatakræft. Men der er mange problemer med testen og eksperter advarer mænd mod at bruge testen som en del af det almindelige helbredstjek.
Prostatakræft er den hyppigste kræftform blandt mænd i Danmark. Op mod 3.500 mænd vil blive ramt af sygdommen i år og forekomsten stiger i takt med, at befolkningen bliver ældre. Det betyder også, at flere mænd ønsker at blive testet for prostatakræft og derfor beder deres læge om en PSA-test.
 |
Professor Peter Vedsted fraråder at bruge PSA-test på mænd uden symptomer og uden prostatakræft i nærmeste familie. |
Fra få hundrede til 17.000 om året
En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet og Skejby Sygehus, ledet af læge Thomas Mukai, viser, at brugen af PSA-test er steget voldsomt i perioden fra 1995 og frem til 2007.
Forskerne har undersøgt samtlige PSA-test i det tidligere Århus Amt. I en befolkning på ca. 240.000 mænd over 20 år er antallet af PSA-test steget fra nogle hundrede til næsten 17.000 om året. Stigningen er med en faktor 43.
Mange prøver på raske mænd
- Vi kan se, at en stor del af stigningen ligger i nye prøver hos raske mænd og gentagne prøver hos mænd, som allerede tidligere har fået et normalt prøveresultat. Det viser altså, at der i et vist omfang sker en form for PSA-screening af raske mænd. Det er ikke en korrekt udvikling i forhold til den faglige anbefaling på området, siger professor Peter Vedsted fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet.
Stor risiko for overbehandling
PSA-test har det problem, at mellem 60 og 80 procent af de patienter, som har et forhøjet indhold af Prostata Specifikt Antigen ikke har prostatakræft. Testen giver altså et meget uklart svar og risikerer at føre til overbehandling. Samtidig giver behandlingen af prostatakræft meget ofte alvorlige bivirkninger i form af impotens og problemer med at holde på vandet.
- Det er fint med et stigende antal PSA-test til at føre kontrol med mænd, som er i behandling eller mænd, hvor man holder øje med, om de er ved at udvikle en behandlingskrævende prostatakræft. Men vi fraråder at bruge testen på raske mænd uden symptomer, som ikke har prostatakræft i nærmeste familie, siger Peter Vedsted.
Advarer mod screening
Kræftens Bekæmpelse er enig i den anbefaling.
- Hvis brugen af PSA-test udvikler sig til noget der ligner en reel screening af ældre mænd, vil man opdage alt for mange tilfælde, som aldrig ville udvikle sig til sygdom i mandens levetid. Mellem halvdelen og en tredjedel af alle prostatakræfttilfælde udvikler sig aldrig livstruende, siger overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse.
Behandlingen kan være værre end sygdommen
Hun påpeger samtidig, at prostatakræft normalt optræder hos mænd, som er kommet langt op i årene.
- Derfor skal man overveje, om bivirkningerne ved behandlingen tilføjer manden flere gener og ulemper end selv sygdommen ville nå at gøre i resten af mandens liv, siger Iben Holten, men understreger dog, at man skal være opmærksom, hvis man har prostatakræft i familien og i det hele taget gå til sin læge, hvis man oplever symptomer.
Undersøgelsen af brugen af PSA-test i det tidligere Århus Amt er offentliggjort i Ugeskrift for Læger.
Prostatakræft den mest behandlede sygdom i Danmark Prostatakræft er den mest behandlede kræftsygdom i Danmark. I 2007 modtog 11.638 mænd behandling for kræft i den lille kirtel mellem blæren og penis. Det antal patienter førte til i alt 62.992 ambulante besøg på sygehusene i 2007. Det er en stigning i ambulante besøg på 63,1 procent fra 2005 til 2007. Kilde: Ugeskrift for Læger |
Læs mere om prostatakræftLæs tidligere nyhedsbrev om PSA-test:
Af journalist Morten Jakobsen
Sidst ændret: 03-03-2010
Nøgleord på siden: