Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Behov for mere viden om gode patientforløb

Kræftens Bekæmpelse opfordrer nu kræftpatienter, der gennem hele deres sygdomsforløb har følt sig i trygge og kyndige hænder, til at fortælle om deres erfaringer. - Hvor vi hidtil mest har fokuseret på de svigt, patienter og pårørende har været udsat for, vil vi nu også sætte spot på de positive oplevelser i håb om, at vi med denne viden kan inspirere personalet på de kræftbehandlende afdelinger, siger chefkonsulent Aase Nissen.

Jeg har været så heldig at have den samme læge under hele forløbet, så jeg har fået en 1. klasses behandling.

Jeg føler en oprigtig interesse for, hvordan jeg har det både fysisk og psykisk.

Min onkolog er simpelthen genial. Han lytter og hører, hvad jeg siger.

Ovenstående citater er uddrag af beretninger fra kræftpatienter, der har sat ord på deres tilfredshed ved mødet med det danske sundhedssystem i en undersøgelse om kontrolforløb. Hvert år får 32.000 danskere en kræftdiagnose og må dermed indstille sig på undertiden langvarige og opslidende sygdomsforløb.

Chefkonsulent Aase Nissen: - Vi har også behov for at høre om patienternes positive oplevelser.


Behov for tryghed
-Naturligvis er det et grimt chok at få så alvorlig en diagnose, men heldigvis forløber behandlingen, når man ser på hele forløbet fra diagnose til kontrolforløb, i de fleste tilfælde på en sådan måde, at både kræftpatienten og de pårørende har følt sig i gode hænder undervejs, siger chefkonsulent, cand. pharm., Aase Nissen fra Kvalitetsenheden i Kræftens Bekæmpelse.

Patienterne rapporterer
Det er nu knapt to år siden, at Kræftens Bekæmpelse valgte at sætte spot på de fejl og utilsigtede hændelser, patienter og pårørende oplever under et behandlingsforløb, men også viden om de gode oplevelser kan være med til at forbedre forholdene i sundhedssystemet.

-Derfor er det nu også muligt via vores hjemmeside at rapportere om de positive oplevelser. Vi vil gerne bidrage mest muligt til at inspirere sundhedssystemet til en optimal indsats over for kræftpatienter, der i forvejen er hårdt ramt af en livstruende diagnose, siger Aase Nissen og understreger, at der kan være megen læring at hente i de gode forløb, så vi er interesseret i at høre om det, der var særligt godt, som gjorde en forskel for patient og pårørende, og som andre kan lære af. 

Rapport om fejl skal suppleres 
Kræftens Bekæmpelse har netop sendt en samlet rapport med kræftpatienternes egne beskrivelser af fejl og utilsigtede hændelser til samtlige kræftbehandlende afdelinger i Danmark. Heri forklarer 2/3 af patienterne, at de selv har opdaget fejlene, men færre end hver anden fik efterfølgende mulighed for at drøfte det skete med personalet.

-Netop derfor er det af afgørende betydning, at vi indsamler detaljeret dokumentation, når patienterne virkelig har følt sig godt behandlet, har fået ordentlig besked undervejs og ikke på nogen måde har haft fornemmelsen af at være ladt i stikken, understreger Aase Nissen.

Relationer
Patienterne får derfor via deres indberetning (se link under artiklen) mulighed for at gå i dybden med deres positive oplevelser, hvad enten det skyldes særlig gode relationer til en bestemt læge eller kontaktperson.

God kommunikation
Kræftens Bekæmpelse vil også gerne høre, hvad patienterne opfatter som god kommunikation, om personalets evner til at lytte samt hvordan et velorganiseret behandlingsforløb kan forløbe og dermed hjælpe den kræftramte lettere igennem den ofte meget udmattende periode med eksempelvis kemoterapi eller strålebehandling.

Effektivitet
Andre eksempler på gode oplevelser kan være en undersøgelse, der forløber langt hurtigere og mere smertefri, end patienten havde forventet, kortere ventetid end tidligere angivet, etc.

Når Kvalitetsenheden i Kræftens Bekæmpelse har dannet sig et overblik over de kræftramtes egne fortællinger om de gode oplevelser i kræftbehandling, vil materialet blive videregivet til de kræftbehandlende afdelinger på landets sygehuse.

Læs mere om rapporteringen her:

Patientrapportering



Til top
Tilbage



Af journalist Lone Zilstorff

Sidst ændret: 07-10-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen