Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Flere fysisk aktive overlever brystkræft

En brystkræftdiagnose er ingen grund til at stille løbeskoene helt på hylden og tage elevatoren i stedet for trappen. Tværtimod viser en ny gennemgang af videnskabelige undersøgelser af emnet. Kvinder, der er fysisk aktive efter, de har fået brystkræft, har bedre chance for at overleve sygdommen.
    

En tredjedel mindre risiko for at dø af brystkræft og en fjerdedel mindre risiko for tilbagefald af sygdommen. Så stor er gevinsten ved at være fysisk aktiv frem for ikke at være det, efter man får stillet diagnosen. Det viser en såkaldt metaanalyse – en gennemgang af de forhåndenværende undersøgelser af sammenhængen mellem fysisk aktivitet og overlevelsen efter brystkræft.

Det er især kvinder, der er fysisk aktive efter diagnosen, der har gavn af det i forhold til chancen for at overleve. Effekten var tydeligst blandt overvægtige kvinder (BMI over 25), og det gjalt kun kvinder med østrogenfølsom brystkræft. Der er dog ikke noget, der tyder på, at fysisk aktivitet kan være skadeligt for andre. Undersøgelsen er offentliggjort online af det videnskabelige tidsskrift Medical Oncology.

Lidt fysisk aktivitet er også godt
Forskerne så også på, hvor meget fysisk aktivitet der skulle til, før det hjalp på overlevelsen. De delte det op i fire niveauer fra lavt til højt niveau af fysisk aktivitet, og de konkluderede, at alle grupperne viste væsentligt bedre overlevelse end blandt de stillesiddende kvinder. Gennemsnitligt forbedrede fysisk aktivitet overlevelsen med 34 procent.

-De skal ikke løbe maraton. Almindelig motion og bevægelse er noget, man godt kan anbefale. Selvfølgelig skal man tage sin læge med på råd, hvis man har nogle særlige omstændigheder, men det er en rigtig god ting at kunne fortælle kvinder med brystkræft, for de vil rigtig gerne vide mere om det, siger Sofie de Fine Licht, der er udviklingskonsulent i Kræftens Bekæmpelses Patientstøtteafdeling.

Deltagerne i projekt Krop og Kræft i Kræftrådgivningen i Århus er patienter med forskellige kræftdiagnoser. En ny gennemgang af videnskabelige undersøgelser af brystkræft og fysisk aktivitet viser, at fysisk aktive kvinder har større chance for at overleve brystkræft.

Stor tvivl om fysisk aktivitet er godt eller skidt
Hun har mødt masser af spørgsmål og tvivl om, hvorvidt fysisk aktivitet og kræft er en god eller en dårlig kombination, når hun har mødt brugerne af de forskellige tilbud i Kræftrådgivningerne. Blandt andet deltagerne i projekt Krop og Kræft for patienter i kemoterapi, som afholdes i Kræftrådgivningen i Århus.

- Der var meget forvirring, for det var blandede informationer, de havde fået fra eksempelvis sygehuset og fra andre patienter. Nogle havde fået at vide, at de skulle holde sig i ro. Andre havde fået besked på at gøre, som de plejer. En del af deltagerne havde været meget fysisk aktive, før de blev syge, men var så gået i stå, da de var blevet syge, fordi de havde en idé om, at det ikke var godt, fortæller Sofie de Fine Licht.

Fysisk aktivitet i rehabilitering
Metaanalysen, der er baseret på seks undersøgelser, som omfatter mere end 12.000 patienter, kan måske være med til at mindske den forvirring og understøtte, at fysisk aktivitet er noget, man bør lægge vægt på i rehabilitering efter brystkræft. Forfatterne konkluderer, at resultaterne er opmuntrende og viser, at fysisk aktivitet er en relativt, nem og billig og let tilgængelig måde at påvirke risikoen for at dø af brystkræft, som måske vil kunne ændre udfaldet af en brystkræftsygdom for millioner af kvinder fremover.

 
Kilde: Ezzeldin M. Ibrahim, Abdelaziz Al-Homaidh, Medical Oncology, online first



Af journalist Helle Falborg

Sidst ændret: 24-06-2010


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen