Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Skygge og tøj beskytter bedst i solen |
|
Solcreme bruges af mange, men det er ikke den bedste solbeskyttelse. Faktisk bliver de, der bruger solcreme, oftere solskoldet end dem, der ikke gør, viser en ny undersøgelse. Det skyldes formentlig, at flere soldyrkere bruger solcremen som undskyldning for at være endnu længere tid i solen.
Solcreme beskytter huden mod skoldninger, men bruges ofte forkert. Det er sandsynligvis forklaringen på, at de, der bruger solcreme, oftere bliver solskoldede end andre. Resultatet fremgår af en videnskabelig artikel fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne, som netop er offentliggjort i Scandinavian Journal of Public Health.
-38 pct. af solcremebrugerne blev solskoldet mod 27 pct. af dem, der ikke brugte solcreme. En af grundene kan være, at to ud af tre af de solskoldede svarede, at de havde brugt solcremen til at forlænge den tid, de opholdt sig i solen. Svarene viste også, at både skygge og tøj gav færre solskoldninger, siger en af artiklens forfattere Brian Køster, der er forsker i Kræftens Bekæmpelse.
Ikke et frikort til at ligge og stege
 |
| Annonce der skal få danskerne til at passe bedre på i solen, så de undgår de skadelige solskoldninger. |
Mange danskere har allerede taget budskabet om at bruge solcreme til sig, nu mangler de bare at bruge den efter anbefalingerne i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne.
-Det er ikke meningen, at man kan forlænge sit ophold i solen med solcreme. Den bedste form for solbeskyttelse er skygge og tøj – derfor skal solcreme bruges, hvor tøjet eller skyggen ikke dækker. Husk også at smøre solcremen i ordentlige mængder. Alene kan den ikke bruges som ”en sikker måde” at ligge og stege i solen, lyder det fra Anja Philip, der er projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne.
Solskoldninger øger risiko for kræft i huden
Selv med solcreme bliver huden rød, hvis man er for længe i solen og ikke bruger den korrekt. Solskoldninger øger risikoen for at få modermærkekræft og almindelig hudkræft, og især solskoldningerne i barndommen er skadelige.
-Med fornuftige vaner i solen ville vi kunne forebygge størstedelen af de flere end 9.000 nye tilfælde af kræft i huden, der rammer danskerne hvert år. Det vigtigste er, at man ikke bliver rød, og her er skygge, tøj og hat den bedste form for beskyttelse. Solcreme skal bruges i kombination med skygge og tøj, siger Anja Philip.
Undgå at blive rød
Undersøgelsen er foretaget i 2007, tre måneder efter startskuddet til en kampagne, der skal få danskerne til at passe bedre på i solen med de fire solråd: Siesta (skygge), solhat (tøj), solcreme og slukke for solariet. Solcreme skal således ses som ét af flere råd – der gerne skal bruges i kombination
I alt 3.499 personer i alderen 15-59 år har svaret på spørgsmål om deres adfærd i solen og antallet af solskoldninger. 82 pct. af kvinderne og 59 pct. af mændene svarede, at de brugte solcreme
-Det vigtigste er sådan set ikke, om man bruger den ene eller den anden form for solbeskyttelse. Det vigtigste er, at man ikke får rød hud. Der findes mange gode grunde til at nyde solen, lyset og varmen, men ikke et eneste godt argument for at få så meget sol, at man bliver rød. Det øger bare ens risiko for at få kræft i huden, og får huden til at ælde hurtigere, lyder det fra Anja Philip.
Undersøgelsen er foretaget af CEDS (Center of Excellence), der er evaluerings- og dokumentationsenheden i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.
Sådan undgår du solskoldninger Beskyt huden med skygge, tøj, hat, og solcreme, når UV-indexet er tre eller derover Lad være med at ligge og stege i solen Brug rigeligt med solcreme – og smør dig før du går ud Pas ekstra på i tidsrummet mellem kl.12 og 15 |
Kilde: Køster et. al, Prevalence of sunburn and sun-related behavior in the Danish population: a cross-sectional study, Scandinavian Journal of Public Health.
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 03-06-2010
Nøgleord på siden: