Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Patientens GPS viser vej til behandlingssteder for kræft

Kræftramte kan nu via cancer.dk hurtigt finde frem til, hvilke sygehuse herhjemme der behandler netop deres kræftsygdom. Samtidig kan man få vigtige oplysninger om de enkelte kræftbehandlende afdelinger, herunder information om ventetider, pakkeforløb, rådgivningstilbud, patienttilfredshed samt kontaktoplysninger på de enkelte afdelingsledelser. Den nye behandlingsvejviser er udarbejdet i tæt samarbejde med kræftpatienter.

Patienter med livstruende kræftsygdomme skal ikke længere bruge kostbar tid på at surfe rundt på internettet for at finde ud af, hvor de kan få behandlet deres sygdom, hvem der er chef for afdelingen, eller hvordan de kommer i kontakt med afdelingen. Kræftens Bekæmpelse har netop lancereret Patientens GPS - en lettilgængelig vejviser, der guider patienter og pårørende frem til eksakte praktiske oplysninger om behandlingssteder for hele 34 forskellige kræftsygdomme.

Projektleder Mette Bisgaard: - Behandlingsvejviseren er udarbejdet i tæt samarbejde med kræftpatienter.

-Vores håb er ikke alene at gøre det nemt for patienterne, men også at medvirke til at skabe en større tryghed ved eksempelvis at have konstant opdaterede oplysninger om de behandlende afdelinger. Det omfatter alt lige fra telefonnumre og mailadresser til både afdelingerne og deres ledere. Desuden gives der klar besked om rådgivningstilbud, pakkeforløb, ventetider og andre patienters vurdering af hver enkelt afdeling, fortæller projektleder i Kræftens Bekæmpelses Kvalitetsenhed, Mette Bisgaard.

To år undervejs
Patientens GPS var været to år undervejs. Ideen opstod, da man opdagede, at der intetsteds fandtes et samlet overblik over, hvor der bliver behandlet for kræft i Danmark. Tilgængelige oplysninger om de enkelte afdelinger var ydermere ofte mangelfulde.

-Det satte os i gang, så vi nu i tæt samarbejde med samtlige kræftbehandlende afdelinger og efter råd fra kræftpatienter har indsamlet så mange faktuelle oplysninger, at vi kan præsentere et Danmarkskort over behandlingen af de hyppigste kræftsygdomme, fortæller Mette Bisgaard.

Også til fagfolk
Vejviseren er også tænkt som en hjælp til fagfolk, eksempelvis praktiserende læger og rådgivninger, som har brug for at få et hurtigt overblik og kontaktoplysninger til de kræftbehandlende afdelinger.

Nedenfor ses eksempelvis Danmarks-kortet over, hvor der behandles for blærekræft med angivelse af, hvor der tilbydes operation, kemoterapi og anden medicinsk behandling samt strålebehandling. Se flere eksempler på:
cancer.dk/gps 
Klik her og se hvor du kan blive behandlet for blærekræft

Angiver hvor der både tilbydes operation samt gives kemoterapi og anden medicinsk behandling for blærekræft

Angiver hvor der tilbydes operation for blærekræft 

Angiver hvor der gives kemoterapi og anden medicinsk behandling for blærekræft  

Angiver hvor der gives strålebehandling for blærekræft


Rådgivning
Er kræftpatienten og de pårørende interesseret i at undersøge det enkelte hospitals tilbud om rådgivning, er der også hjælp at hente via Patientens GPS.

Det kan eksempelvis gælde spørgsmål, som patientvejlederne kan hjælpe med i forbindelse med klage- og erstatningssager. Eller spørgsmål til en socialrådgiver om udbetaling af forsikringssum ved kritisk sygdom, sygedagpenge og pension, eller hvordan man kommer i kontakt med hospitalets præst.

Kvalitetsmåling
På længere sigt er det hensigten at indsamle endnu flere oplysninger om de enkelte behandlingssteder.

-Patienterne vil gerne vide, hvilken slags behandlinger den enkelte afdeling tilbyder. Hvis f. eks. en kvinde med brystkræft skal have fjernet brystet, vil hun måske gerne på forhånd vide, om den opererende afdeling samarbejder med plastikkirurger, så hun i én og samme operation kan få foretaget en rekonstruktion, siger Mette Bisgaard, der også har en målsætning om at imødekomme patienternes ønsker om at kunne finde oplysninger om afdelingernes kvalitetsmålinger.

Hvem er bedst
Under udarbejdelsen af Patientens GPS har mange kræftpatienter nemlig efterlyst dokumenteret viden om både omfanget og kvaliteten af den behandling, hver kræftbehandlende afdeling giver.

-Det er slet ikke hensigten, at vi vil forsyne kræftafdelinger med ”Smileys” eller tildele dem et antal stjerner. Men mange patienter vil gerne vide, hvilke afdelinger der kan fremvise de bedste behandlingsresultater. Derfor kunne vi godt tænke os at finde en måde at fremlægge data, der imødekommer dette ønske, siger Mette Bisgaard.

Det kunne eksempelvis være, hvor mange læger der er ansat i afdelingen, antallet af operationer, re-operationer, komplikationer og infektionstilfælde.

Oversigt over behandlingssteder for kræftpatienter

Til top

Tilbage  



Af journalist Lone Zilstorff

Sidst ændret: 13-09-2010


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen