Gennem de seneste 30 år har forskellige vitaminer haft forskere og almindelige borgeres opmærksomhed. Hver gang har man dog måttet konstatere, at virkeligheden ikke er så forjættende, som man havde håbet på. Efter mange års forskning, er det endnu ikke lykkedes forskerne at finde det vitamin, som i tilpas høje doser kan bruges til at forebygge kræft.
Det ser også ud til at gælde D-vitamin. Med en usædvanligt omfattende undersøgelse, der offentliggøres i julinummeret af American Journal of Epidemiology, er håbet om D-vitamins forebyggende potentiale mindre end nogensinde
Undersøgelsen bygger på blodprøver fra personer i USA, Finland og Kina indsamlet i ti forskellige studier. I alt 368.000 deltagerne er blevet fulgt i op til 33 år afhængig af det enkelte studie. Herefter sammenlignede forskerne D-vitamin niveauerne hos ca. 5.500 deltagere, som havde udviklet syv specifikke kræftsygdomme, med en kontrolgruppe.
De syv kræftsygdomme var kræft i spiserør, mavesæk, bugspytkirtel, nyre, livmoder, æggestok og non Hodgkin lymfom. De karakteriseres som sjældne sygdomme, men er ikke mere sjældne, end at de tilsammen står for omkring en fjerdedel af alle kræftdødsfald i den vestlige verden.
Ingen ændring i kræftrisiko Konklusionen på undersøgelsen er klar: Personer med høje niveauer af D-vitamin i blodet (over 75 nmol/l) fik lige så ofte kræft, som dem med ’normale’ niveauer (50-75 nmol/l). For de relativt få personer med niveauer over 100 nmol/l så forskerne tilmed en uheldig virkning, idet de havde dobbelt så høj risiko for at udvikle bugspytkirtelkræft sammenlignet med de personer, som havde mellem 50 og 75 nmol/l.
 |
| Heller ikke D-vitamin ser ud til at være nøglen til at forebygge kræft. Anne Tjønneland har efterhånden fulgt mange vitaminers op og nedture. |
Personer med lave niveauer af D-vitamin (mindre end 25 nmol/l) blev ikke oftere ramt af nogen de seks kræftsygdomme.
-Der findes ikke ret mange studier på de her sjældne kræftsygdomme, så det er godt at se, at man ikke har nogen øget risiko ved lave niveauer af D-vitamin, siger Anne Tjønneland, der er afdelingsleder i Kræftens Bekæmpelse og forsker i kost, livsstil og kræft.
Tættere på en endelig konklusion
De nye resultater kan være med til at bringe lys over et af de mest hotte emner i sundhedsdebatten og dække nogle af de huller, der fortsat er i forskningen omkring D-vitamin og helbred.
Fra International Agency for Research on Cancer (IARC) lød den seneste vurdering i 2007, at D-vitamin muligvis spiller en positiv rolle for forebyggelse af tarmkræft, at det ikke gør det for prostatacancer, og at dokumentationen er svag for brystkræft. For de syv sygdomme, som indgår i den nye undersøgelse, har det hidtil ikke været muligt at konkludere noget.
-Denne undersøgelse er så stor og så godt skruet sammen, at man godt kan konkludere, at der ikke er nogen sammenhæng mellem lave niveauer af D-vitamin og risikoen for de her kræftsygdomme. Så ligesom det er set med andre vitaminer, må vi nok konstatere, at heller ikke D-vitamin er nøglen til at forebygge kræft, lyder det fra Anne Tjønneland.
Kan ikke anbefale kosttilskud
Det skorter ellers ikke på artikler, der kæder kræftsygdomme sammen med D-vitamin blandt de mere end fire millioner hits, der kommer op, når man søger på D-vitamin og kræft i Google. Tidligere var det andre vitaminer, som eksempelvis C-vitamin, der var oppe i tiden, men som er gået af mode sideløbende med antallet af nye forskningsresultater.
-Vi har endnu til gode at se, at det gavner noget som helst at give almindelige raske befolkninger ekstra tilskud med vitaminer. Det er derfor, vi er så påholdende med at anbefale kosttilskud med D-vitamin. Erfaringen siger os, at vi er nødt til at have evidens for at det virker, og vi skal kende langtidsvirkningerne, lyder det fra Anne Tjønneland.
D-vitamin og kræft
Til top Tilbage