Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Håb om at flere kan overleve kræft i spiserør og mavesæk |
|
Omkring 700 danskere får hvert år konstateret kræft i spiserør eller mavesæk. Selv om behandlingen er blevet væsentligt forbedret de seneste ti år, er denne kræftform stadig en af de mest lumske. Hos mange af patienterne opdages den for sent og er dermed ofte uhelbredelig. Men med et nyt forskningsprojekt håber den århusianske overlæge Marianne Nordsmark, at flere fremover kan reddes.
Kun halvdelen af de godt 700 danskere, der hvert år får diagnosen kræft i spiserør eller mavesæk, er stadig i live efter fem år. Men via et intensivt samarbejde med kolleger i Holland og Sverige håber overlæge, ph.d. Marianne Nordsmark fra Universitetshospitalet i Århus nu at nå resultater, der kan forbedre overlevelsen og på længere sigt måske bane vejen for at skræddersy behandlingen til hver enkelt patient.
 |
| Overlæge Marianne Nordsmark: - Vi håber at bane vejen for en skræddersyet behandling til hver enkelt patient. |
Bivirkninger
-I det seneste årti er behandlingen af kræft i spiserør og mavesæk heldigvis væsentligt forbedret, selv om der stadig er meget lang vej til målet. Kirurgien er blevet markant bedre, og vi har også gjort fremskridt, når det gælder den supplerende behandling med kemoterapi og stråleterapi, fortæller Marianne Nordsmark.
Nogle gange er det endda nødvendigt med supplerende behandling både før og efter operationen.
-Desværre er denne supplerende intensive behandling ofte forbundet med særdeles alvorlige bivirkninger for patienterne. Nogle vil være forbigående, andre må patienten døje med resten af livet, siger Marianne Nordsmark.
Afprøver effekt
Det, forskerne bag projektet i første omgang vil koncentrere sig om, er en kortlægning af markører i den enkelte patients kræftknude. Disse markører skulle gerne kunne afsløre, om den planlagte kemoterapi og strålebehandling overhovedet vil virke.
-Vi skal jo helst ramme 100 procent rigtigt, når vi sammensætter behandlingen, så vi ikke udsætter patienterne for unødige gener, fastslår Marianne Nordsmark.
Mere præcise diagnoser
Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg har bevilget i alt 1,2 mill. kr. til de indledende forsøg i projektets danske del.
Ud over håbet om en forbedret overlevelsesprocent satser forskerne også på at få så stor viden, at det på længere sigt kan danne grundlag for endnu mere præcise diagnoser og dermed er vejen banet for at komme i gang med en skræddersyet behandling, når det gælder de meget alvorlige kræftsygdomme i spiserør og mavesæk.
Læs mere
Kræft i spiserøret
Mavekræft
Til top
Tilbage
Af journalist Lone Zilstorff
Sidst ændret: 13-08-2010
Nøgleord på siden: